Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 25. juni 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 24. juni 2025 kl. 07.00 til 25. juni 2025 kl. 07.00.
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Ingen
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Bådehavnen, KøgeBoserupvej, Roskilde
Lyngageren, Svogerslev, Roskilde
Rådmandshaven, Roskilde
Møllehusvej, Roskilde
Københavnsvej, Roskilde
Svinningevej, Nørre-Asmindrup, Odsherred
Mistænkeligt bil stoppet - Vestmotorvejen, Ringsted
Kl 06.39 valgte en patrulje at standse en bil på polske nummerplader med to mænd i - en 27-årig mand fra Køge samt en 32-årig mand fra Herfølge. Det viste sig, at bilen var afmeldt sidste år og at nummerpladerne i virkeligheden tilhørte en hel anden bil. Den 27-årige chauffør blev sigtet for at køre i et afmeldt køretøj uden gyldig forsikring. Han forklarede blot, at bilen var lånt af en kammerat. Politiet tog efterfølgende nøglerne i forvaring og bilen bliver nu bortskaffet, hvis ikke en ejer henvender sig.
Svaner på afveje - Vordingborgvej, Køge
Kl 08.21 kontaktede en forbipasserende politiet og gjorde opmærksom på, at der gik en svanefamilie med tre ællinger på cykelstien. En patrulje lagde vejen forbi og fik forklaret svanerne, at cykelstien var forbeholdt andre trafikanter og de fem fjerkræ blev derfor venligt men bestemt vist ned til nærmeste vandløb.
Sigtet for at ville tørre bøde af på en anden - Herfølge, Køge
Kl 09.11 sigtede politiet en 55-årig mand fra Herfølge i en sag om en fartbøde udstedt af politiets automatiske fartkontrol. Den 55-årige havde oplyst til politiet, at han ikke var fører af bilen på det tidspunkt, men at den derimod blev ført af en af hans bekendte. Et nærmere studie af billedet fra ATK-kontrollen viste dog, at det ikke var den bekendte, der sad bag rattet på bilen, men at det nok snarere var den 55-årige selv. Han blev derfor sigtet for med urette at have kastet mistanken på en uskyldig.
Politi på udlændingekontrol - Vipperød
Kl 10.50 aflagde politiets udlændingeafdeling kontrol på en byggeplads i området. Der var tale om en aktion mod social dumping sammen med Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og SIRI. En polsk virksomhed blev kontrolleret. De havde otte medarbejdere registreret i det såkaldte RUT-register som polske eller danske, men politiet fik mistanke om, at det muligvis ikke helt forholdt sig sådan. Kontrollen viste da også, at de seks medarbejdere, der var tilstede på byggepladsen, var fem kirgisere og en enkelt uzbeker. De levede ikke op til kravene for udstationering og blev derfor frihedsberøvet på udlændingelovens bestemmelser. Samtidigt var arbejdslederen på stedet hviderusser og han havde heller ikke den nødvendige udstationeringskontrakt. Derfor blev han også anholdt. Alle sagerne skal nu vurderes af Udlændingestyrelsen.
Bedrageri - Roskilde
Kl 13.55 blev det anmeldt, at en 80-årig kvinde og hendes mand mandag eftermiddag var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Han påstod, at der var stjålet 33.000 kroner fra parrets kontro og at de derfor skulle udlevere deres dankort til en kollega, der kort efter ankom til parrets adresse. Manden understregede, at de ikke måtte snakke med andre om sagen før tirsdag morgen. Da parret tirsdag tog kontakt til deres bank, fik de at vide, at svindlerne havde hævet 50.000 kroner på de to kort. Kvinden, der kom og hentede kortet, beskrives som: 25 år, cirka 167 cm høj, lettere rødligt hår sat op i nakken og talte dansk med accent. Hun var iført sort trøje, sorte bukser og sorte sko.
For høj hastighed - Mosede Landevej, Greve
Kl 15.02 var færdselspolitiet ude for at måle hastighed. En 51-årig kvinde fra Greve blev målt til at køre 84 km/t forbi stationen, hvor hastighedsgrænsen er 50.
Taget for butikstyveri - Københavnsvej, Roskilde
Kl 15.40 blev politiet tilkaldt til et supermarked, hvor to mænd på hhv 24 og 19 år fra Roskilde havde fyldt varer for 330 kroner i vognen men gik ud gennem scan selv-kassen uden at betale for andet end en pakke toastbrød. Politiet kom frem og sigtede de to for tyveriet.Bedrageri - Greve
Kl 16.31 blev det anmeldt, at en 89-årig kvinde fra Greve havde siddet i sin lænestol, da to håndværkertyper pludseligt gik ind i hendes have og fik hende til at åbne døren. Mændene påstod, at de skulle ordne hendes skabe og gik så ind i huset. Før kvinden nåede at få dem gennet ud, havde de tilsyneladende held til at stjæle hendes smykkeskrin.
De beskrives begge som sydeuropæiske af udseende, 175-180 cm høje, almindelig af bygning, lyse i huden og var iført mørk hjelm el lignende samt mørk arbejdstøj og refleksvest.
Påvirket bilist - Ringvejen, Køge
Kl 16.56 standsede politiet en personbil ført af en 31-årig mand fra Stevns, der kørte i en bil på polske plader. Det viste sig at der var grund til at mistænke manden for at køre under påvirkning af euforiserende stoffer. Han nægtede at medvirke til en narkometertest og han blev derfor taget med til udtagning af blodprøve. Samtidigt blev han sigtet for at køre bil selvom han var frakendt førerretten
Kraftigt påvirket bilist - Jersie Center, Solrød
Kl 18.05 standsede politiet en bil på polske plader, som var på vej ad Københavnsvej. Det viste sig, at chaufføren, en 39-årig polsk mand, var kraftigt påvirket af alkohol men han holdt sig dog lige under grænsen for, hvornår bilen kan beslaglægges efter reglerne om vanvidskørsel. Han blev medtaget til blodprøve og politiet tog nøglerne i forvaring indtil videre.Trussel med kniv - Gislinge, Holbæk
Kl 18.43 fik politiet anmeldelse om, at en dreng på 13 sammen med en kammerat havde været ude at cykle, da de var blevet råbt an af to andre drenge, der var løbet efter dem. Det var endt med, at de to andre drenge havde trukket knive og truet med dem og til sidst havde skåret dækkene op på den 13-åriges cykel. Politiet fandt frem til de mistænkte - to drenge på 17 år - som blev sigtet for trusler, hærværk og overtrædelse af knivloven. De to 17-årige forklarede dog, at det var dem, der var blevet truet med kniv af de to mindreårige. Politiet afsøgte stedet og fandt to knive henkastet i området. Efterforskningen fortsætter nu for at afklare, hvad der egentligt er foregået på stedet.
Uheld i morgentrafikken
Ved syv-tiden onsdag morgen skete der flere samtidige uheld efter at et regnskyl trak hen over området.Kl 0647 ramte en personbil autoværnet på Holbækmotorvejen ved Vipperød.
Kl 0659 forsøgte to biler at undvige en tredje bil, der holdt stille på Køge Bugt Motorvejen ved Greve og forulykkede i den forbindelse
Kl 0703 blev det anmeldt, at en bil var kørt galt på Holbækmotorvejen ved Roskilde. Bilen var forladt men politiet fik kontakt til ejeren.
I alle tre sager slap de implicerede fra uheldene uden alvorlige personskader.
|
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
| Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |