Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

29. august 2024 10:25

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 29. august 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 28. august 2024 kl. 07.00 til 29. august 2024 kl. 07.00.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ingen

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Hundige Havnevej, Hundige Havn, Greve

 

Fund af hash - Ringsted

Kl 08.30 var politiets narkohund forbi en lejlighed i Ringsted, da vi havde fået mistanke om, at der blev solgt hash fra adressen. Hunden markerede da også, da den befandt sig ude i trappeopgangen, og derfor blev den 25-årige kvindelige beboer på stedet sigtet for salg af euforiserende stoffer. Ransagning af lejligheden frembragte cirka 70 gram hash, en smule kokain, en gaspistol og et større pengebeløb som alt sammen lå i et pengeskab.

Løvetyveri opklaret - Højstedvej, Kalundborg

Kl 08.34 får politiet anmeldelse om at en bil har holdt henkastet på det samme sted i en hel uge. Borgeren, der kontaktede politiet, kunne desuden oplyse, at der i bilen tilsyneladende befandt sig to marmor-løver, som vedkommende havde set i et opslag på Facebook var blevet stjålet fra en adresse i Fårevejle St. En patrulje kørte frem til stedet og kunne notere sig, at der ikke var betalt forsikring på bilen. Og samtidigt kunne betjentene bekræfte, at der lå to marmor-løver på cirka 80 cm højde inde i bilen.

På stedet fik patruljen oplysninger om yderligere en adresse, hvorfra der var stjålet løver - denne gang i Eskebjerg. I første omgang valgte politifolkene at koncentrere sig om at finde ejeren af bilen og det lykkedes nogle timer senere at få kontakt til ham - en 30-årig mand fra Stenlille. Han forklarede, at løverne slet ikke var stjålet men derimod stammede fra et familiemedlem, der var ved at flytte. Oplysninger i sagen gjorde dog, at patruljen ikke troede på den forklaring og derfor blev den 30-årige sigtet for tyveri. Efter at have haft kontakt til begge de to personer, der havde mistet løver, blev det afgjort, at løverne stammede fra adressen i Fårevejle St og de blev efterfølgende leveret tilbage til ejeren.

Påkørsel - Karlslunde Mosedevej, Greve

Kl 08.38 kom der melding om, at et tog på strækningen måske havde ramt en person. Politiet kørte til stedet sammen med beredskabet og afsøgte strækningen. Der blev fundet rester af et rådyr på stedet.

Påvirket bilist - Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl 13.15 standsede færdselspolitiet en varebil ført af en 36-årige mand fra Holbæk-området, da der var mistanke om, at han var påvirket. Det viste sig, at han ikke havde medbragt kørekortet og desuden var eftersøgt til fogedretten. Han blev derfor anholdt, så han kunne få behandlet sin fogedsag og samtidigt få udtaget blodprøve, så det kunne afgøres, om han var påvirket af euforiserende stoffer.

Drone nær lufthavn - Herrefogedvej, Vindinge, Roskilde

Kl 14.18 fik politiet besked om, at der var set en drone i luften nær Roskilde Lufthavn. En patrulje fandt frem til en mand, der var på stedet for at fotografere en ejendom, der var sat til salg. Manden mente selv, at han havde efterlevet de særlige regler, der gælder for droneflyvning nær lufthavne. Patruljen valgte at give manden en kraftig formaning om at holde sig orienteret om de regler, der skal sikre, at droner ikke forstyrrer trafikken til og fra lufthavne en anden gang.

Surfer i nød - Fiskervejen, Veddelev, Roskilde

kl. 16.59 kom et alarmopkald om at en surfer var kommet til skade ud på vandet ved Veddelev. Politiets indsatsleder kørte til stedet, og der blev tilkaldt båd og helikopter fra forsvaret til at assistere. Da politiets første patrulje kom frem var den nødlidte blevet reddet op i en privat båd og på vej i havn. Den 55-årige mand fra Nordsjælland var ved bevidsthed, men omtumlet. Han blev bragt til behandling med ambulance, men der var ingen melding om alvorlig tilskadekomst.

Ulovlig knallert - Stevnsvej, Strøby Egede, Køge - Stevns

Kl. 17.45 kørte en lille knallert på cykelstien langs Stevnsvej i Køge mod syd, da han blev stoppet til kontrol af en patrulje. Betjentene undersøgte knallerten, der viste sig at have en ulovlig udstødning, så den blev indbragt til nærmere undersøgelse. Føreren af knallerten, en 15-årig dreng fra Stevns blev gjort bekendt med mistanken om, at knallerten kunne køre for stærkt, og at den derfor ville blive udmålt på et rullefelt, der kan vise knallertens tophastighed. Drengen forældre blev orienteret, og de vil høre mere senere når knallerten er undersøgt.

Lægehelikopter til cykelstyrt - Odinsvej, Tune - Greve

Kl. 18.38 kørte en større gruppe motionscyklister i Tune, da en 53-årig mand fra Vestegnen væltede i et solouheld ved et vejbump og slog ansigtet. Lægehelikopteren blev sendt til stedet, da uheldet i første omgang lød alvorligt. Lægen konstaterede, at skaderne ikke var kritiske, så cyklisten blev kørt til sygehuset til behandling. En brandsprøjte kom for at spule vejen, da den tilskadekomne havde blødt en del. Senere kom meldingen var sygehuset, at cyklisten kun havde pådraget sig lettere skader.

Optakt til slagsmål - Torvet, Ringsted

kl. 19.39 kom et alarmopkald om optakt til slagsmål på Torvet i Ringsted. Flere patruljer kørte frem, men da spredte forsamlingen sig til alle sider og der kom hurtigt ro på stedet. Fra vidner på stedet forlød det, at en udenlandsk mand havde været oppe at toppes med nogle drenge. Ingen af parterne var dog længere på stedet, og politiet modtog ingen anmeldelser om tilskadekomst. Patruljen blev i området et stykke tid, men der kom ingen nye anmeldelser om optakt til uro i Ringsted.

Narkokørsel på ulovlig motorcykel - Lyngvej, Jyderup - Holbæk

kl. 19.45 tændte en patrulje det blå blink for at standse en motorcykel, som kørte uden nummerplade i Jyderup. Motorcyklisten stoppede ikke i første omgang for politiets anvisning, men efter at have haft patruljen i hælede et stykke vej standsede han på Lyngvej. Den 50-årige mand fra Mørkøv havde ikke noget gyldigt motorcykelkørekort, motorcyklen var hverken indregistreret eller forsikret, og han var desuden påvirket af euforiserende stoffer. Ved en undersøgelse af motorcyklen blev det konstateret, at venstre ikke virkede. Han blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Køge Festuge - Lovparken, Køge

Onsdag aften var nærbetjente til stede i Lovparken under Køge Festuge, for at sikre at alt forløb roligt.
Kl. 19.15 var en patrulje forbi en privat adresse, der ligger op til Lovparken, hvor der blev anmeldt meget høj musik. Da patruljen kom var der skruet ned, men kl. 20.08 var den gal igen. Da betjentene kom til stedet blev der spillet meget høj musik fra tre højtalere i haven, som pegede direkte mod Lovparken. Der var ingen personer i haven, og politiet har en mistanke om, at den høje musik var opsat som chikane for festugen. Musikken blev slukket og patruljen talte med husets beboer, som fik en advarsel om, at anlægget ville blive beslaglagt, hvis det skete igen.

Kl. 21.50 mødte betjentene fem unge mænd, som var ved at kommet op at toppes over salget af nogle billetter til Køge Festuge. De kendte alle hinanden fra skolen og ingen var kommet noget til, så de blev sendt videre i hver sin retning.
Omkring kl. 22.12 kom en melding om slagsmål i et øltelt, og det viste sig at være en gruppe drenge, som hele aftenen havde gjort sig negativt bemærket i området. Da patruljen kom fra var der faldet ro på stedet mellem de to grupper unge, som havde haft et klammeri. De unge mænd fra Stevns, der løbende havde tiltrukket sikkerhedsvagternes opmærksomhed, blev fulgt ud af pladsen efter episoden og fik klippet deres armbånd.

Ulovlig knallert - Benløse By, Ringsted

Kl. 20.12 kørte en motorcykelbetjent ved Anlægsvej i Ringsted, hvor han mødte en tydeligt ulovlig knallert, som han ville standse. Knallertføreren nægtede dog at stoppe, men kørte videre i høj fart gennem Ringsted og videre til Benløse By. Han tilsidesatte væsentlige hensyn til færdselsloven og kørte i al for høj fart. Ved et helleanlæg nåede motorcyklisten op til knallerten, og der skete et mindre sammenstød. Ingen af førerne kom noget til, men knallertføreren, en 16-årig dreng fra Ringsted, blev tilset i ambulance.

Knallerten blev beslaglagt og blev taget med ind til undersøgelse på rullefelt for at få udmålt den tophastighed. Den unge mand blev sigtet for de mange færdselslovsovertrædelser og hans mor blev orienteret. De vil senere høre mere i sagen.

Knivloven - Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 23.40 stoppede en patrulje en bil med tre yngre mænd i på Valdemar Sejrsvej i Holbæk. Da betjentene henvendte sig ved bilen kom en stærk lugt af hash fra kabinen, og en passager smed et jointskod ud af vinduet.

Alle tre mænd i bilen blev visiteret og bilen ransaget, men der blev ikke fundet euforiserende stoffer. Under bilens forsæde fandt betjentene en 18,5 cm lang kniv, som føreren af bilen, en 19-årig mand fra Holbæk, erkendte tilhørte ham. Han blev derfor sigtet for at overtræde knivloven, da han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde den. Han blev desuden testet med narkometeret, der viste negativt resultatet. De fik herefter lov at køre videre, men den 19-årige vil senere høre mere i sagen.

Påvirket, uden kørekort og med kniv i bilen - Stationsvej, Svebølle - Kalundborg

Kl. 20.26 kørte en bilist vest på ad Stationsvej, da han blev stoppet i et rutinetjek. Føreren af bilen, en 24-årig lokal mand, viste sig både at have en for høj spirituspromille og være påvirket af euforiserende stoffer. Han var desuden frakendt retten til at køre bil og i bilen fandt betjentene en springkniv. Den 24-årige blev anholdt, sigtet for de mange lovbrud og taget med til en blodprøveudtagelse. Bilen havde han lånt, så ejeren fik en sigtelse for at låne sin bil ud til en person uden gyldigt kørekort.

Narkokørsel - Skovvejen, Mørkøv, Holbæk

Kl. 22.30 sigtede og anholdt en patrulje en 45-årig kvinde fra Hvalsø, som kørte på Skovvejen i Mørkøv i narkopåvirket tilstand. Hun fik udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

30. august 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 30. august 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 29. august 2024 kl. 07.00 til 30. august 2024 kl. 07.00.

28. august 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 28. august 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 27. august 2024 kl. 07.00 til 28. august 2024 kl. 07.00.

27. august 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 27. august 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 26. august 2024 kl. 07.00 til 27. august 2024 kl. 07.00.