Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 9. april 2025
Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 8. april 2025 kl. 07.00 til 9. april 2025 kl. 07.00.

Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lillevangsvej, Greve - Forsøg
Vangeleddet, Greve
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Ingen
Tyveri fra køretøjer:
Bifaldet, Roskilde
Knudslund Alle, Kværkeby Ringsted - Stjålet antenner fra tre traktorer
Arbejdsulykke - Stenlillevej, Stenlille, Holbæk
Kl. 13.41 skete et arbejdsulykke på en virksomhed, hvor en mand blev påkørt af en gaffeltruck under bakning på gårdspladsen. Vidner på stedet gav den 58-årige tilskadekomne mand førstehjælp indtil redningen kom frem. Manden blev fløjet med helikopter til akut behandling for alvorlige skader i sit ben. Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken og kom til stedet. Politiet optog rapport om ulykken.
Cyklist ramt af hjullæsser - Ringparken, Roskilde
Kl. 14.49 blev foretaget arbejde med en hjullæsser (mindre kravko) ved Ringparken. Føreren af maskinen, en 32-årig mand fra Holbæk, bakkede med hjullæsseren, men overså en cyklist, en 39-årig kvinde fra Roskilde, som blev ramt, da hun kom cyklende forbi. Kvinden faldt af cyklen og slog sig, og hun blev kørt til tjek på sygehuset, men var ikke kommet noget alvorligt til. Politiet optog rapport om ulykken.
Narkobilist sigtet for narkosalg - Landevejen, Tuse - Holbæ
Kl. 15.06 blev en 37-årig kvinde fra Holbæk stoppet i et rutinetjek på Landevejen i Tuse. Kvinden viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer, så hun blev anholdt og sigtet for narkokørsel. I bilen blev fundet 8,29 gram kokain, en pølsemandspose med en rest af amfetamin og en del ubrugte poser, digitialvægt og et firecifret kontantbeløb. I kvindens taske blev desuden fundet tre mindre knive, som hun ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde.
Alle tingene blev beslaglagt, hvilket kvinden protesterede over, så sagen vil blive forelagt retten. Den anholdte kvinde fik udtaget en blodprøve, og hendes hjemmeadresse ransaget. Her blev ikke fundet yderligere ulovligt. Kvinden blev sigtet for at have til hensigt at sælge narkoen, men der var ikke grundlag for at varetægtsfængsling i sagen, så hun blev løsladt efterfølgende, men vil senere høre mere i sagen.
Falsk politimand snød ældre kvinde - Sønderstrupvej, Tølløse - Holbæk.
kl. 15.57 anmeldte pårørende til en ældre kvinde, at hun kort forinden var blevet snydt af en falsk politimand, som havde franarret hende dankort, smykker og 5000 kr i kontanter med forklaringen om, at han ville sikre hendes værdier.
En patruljer kørte til den ældre kvindes hjem og afhørte hende til sagen. Hun forklarede at "politimanden" havde ringet til hende over middag, og at hun havde talt med ham i flere timer. Han ville komme forbi og tage fotos af alle hendes værdier. Manden som ankom beskrives som:
A: Mand, Dansk af udseende, 30-35 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Talte: Dansk, Iført: Kasket, T-shirt, cowboybukser.
Manden havde forladt stedet, og kvinden opdagede efterfølgende, at "politimanden" havde taget alle hendes værdier med sig.
Vidner som har set den beskrevne mand og evt. et køretøj på Søndestrupvej i Tølløse tirsdag eftermiddag bedes ringe til politiet med oplysninger i sagen.
Falsk bankmand snød ældre mand - Skriverensvej, Holbæk
Kl. 17.10 anmeldte en ældre herre, at han om formiddagen var ved sin bank for at hæve penge. Efterfølgende blev han ringet op af en "mand fra banken" som sagde, at der var sket en fejl, så bankmanden ville komme til den ældre mands adresse for at hente hans hævekort. Omkring kl. 16 dukkede en mand op hjemme hos den ældre mand, som blev overtalt til at udlevere både dankort og de penge, som han havde hævet. Han havde efterfølgende fået hjælp af en bekendt til at spærre sit kort. En patrulje afhørte herefter den ældre mand i sit hjem.
Den ældre mand beskrev den falske bankmand som:
Mand, ca. 50 år, 180 cm, spinkel af bygning og dansk af udseende og tale.
Den falske bankmand havde også forhørt sig, om den ældre mand havde andre værdier i form af smykker eller malerier, men det havde han ikke.
Vidner som har set den beskrevne mand og evt. et køretøj omkring Skriverensvej tirsdag eftermiddag bedes ringe til politiet med oplysninger i sagen.
Anmeldelse om tumult i familie - Vibevej, Kalundborg
Kl. 21.35 rykkede flere patruljer ud til anmeldelse om tumult i en familie mellem far og en teenage søn, hvor der var melding om, at der måske var brugt kniv. Politi kørte frem til stedet, men ingen var kommet noget alvorligt til, så den bestilte ambulance kunne aflyses. Politiet undersøger nu sagen nærmere, for at afklare om der er sket noget strafbart. De sociale myndigheder blev orienteret om sagen.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |