Spring til hovedindhold

Forslag

Midt- og Vestsjællands Politi

Døgnrapport

14. februar 2020 11:38

Uddrag af døgnrapport fra torsdag den 130220 kl 0700 til fredag 140220 kl 0700

Uddrag af døgnrapport, pressemeddelelser m.v. bliver dagligt opdateret på www.politi.dk – Midt- og Vestsjællands Politi og app’en POLITI. Følg os på Twitter: @MVSJPoliti.

Døgnrapport

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Metalgangen, Karlslunde
Bøgehegnet, Greve

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Mønstedsvej, Greve
Johannesvej, Solrød Strand
Hvedevænget, Herfølge
Rugbjerg, Greve
Blæsenborgvej, Lejre
Agerstien, Tune

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Femleddet, Hønsinge Lyng, Vig
Troldsti, Kyndeløse, Kirke-Hyllinge
Strandgårdsvej, Veddinge Bakker, Fårevejle
Syrenvej, Ellinge Lyng, Vig

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen anmeldelser

Solouheld, Odsherredvej, – Holbæk

kl. 08.27 skete et solouheld, da en 27-årig kvinde fra Rødovre, som kørte ad rute 21 mod syd, af ukendte årsager mistede herredømmet over sin bil og påkørte autoværnet. Bilen snurrede rundt og endte i rabatten. Politi og ambulance blev sendt til stedet, og den 27-årige blev kørt til kontrol på sygehuset, men var ikke kommet til skade. Vejdirektoratet blev underrettet om skaderne på autoværnet, og vil stå for at udbedre skaderne. Politiet hjalp med at afvikle trafikken på stedet og registrerede uheldet.

Flere anmeldelser om uro - Parkvej, Køge

Melding om ”skud” var larm i opgang.
Kl. 11.08 fik politiet anmeldelse om, at en borger havde hørt noget, som kunne være skud i beboelsesejendommen på Parkvej i Køge. Politiet kørte talstærkt til stedet, for at undersøge sagen, men fandt ingen tegn på, at der var afgivet nogen former for skud i området. Heller ingen borger kunne bekræfte anmelderens oplevelse af, at der var hørt skud på stedet. Der blev dog gjort rent i opgangen, hvor anmelderen boede, hvorfor vidner havde hørt en del larm fra opgangen på anmeldelsestidspunktet.

Beboer skabte uro og kom med i detentionen.Kl. 13.40 kom en anmeldelse om uro i en anden opgang på Parkvej i Køge. En mandlig beboer skabte utryghed, fordi han slog kraftigt på væggene mens han råbte og skreg. En patrulje kom frem og traf en psykisk uligevægtig mand i 30´erne, som blev talt så meget til ro, at han faldt i søvn, mens patruljen var der. Politiet kunne derfor forlade stedet igen.Kl. 19.16 var der igen anmeldelse om uro ved den samme opgang. En anmelder havde hørte høje brag i området, og var i tvivl om der var blevet skudt. Igen kørte politiet talstærkt til Parkvej, men fandt ingen tegn på, at der var blevet skudt. Det var manden fra tidligere, som igen skabte uro, da han larmede ved at banke på alle dørene og trampe på trappen i opgangen, mens han råbte. Politiet anholdt manden i 30´erne, som nu var påvirket af spiritus. Han blev taget med i detentionen til afrusning. Han blev løsladt senere på natten, da han igen var faldet til ro, men blev ikke sigtet for noget i den anledning.

 

Cyklist ramt af bil – Sankt Clara Vej/Havnevej, Roskilde

Kl. 14.04 kørte en 82-årig mand fra Roskilde ad Havnevej, hvor han i krydset ved Sankt Clara Vej overså en cyklist og kørte frem for sin ubetingede vigepligt. Bilen stødte sammen med cyklisten, en 18-årig kvinde fra Roskilde, som kørte ad Sankt Claravej mod syd. Sammenstødet skete ved lav hastighed, men cyklisten væltede og slog sig. Hun slap dog fra uheldet med knubs. Politiet optog rapport og den 82-årige kan forvente at høre mere i sagen.

 

Bombetrussel mod Borgerservice – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 15.32 trykkede personalet fra Borgerservice i Holbæk Kommune på overfaldsalarmen, da en borger var kommet ind og havde stillet en kasse med påskriften ”bombe” på skranken. Personalet kendte borgeren fra tidligere episoder, og frygtede ikke for at bomben var ægte, men tog alligevel deres forholdsregler. Politiet kørte talstærkt til stedet og evakuerede Borgerservice og afspærrede området. En bombehund blev tilkaldt og undersøgte kassen, men konstaterede at der ingen sprængstof var i kassen. Da betjentene åbnede kassen fandt de to stykker smørrebrød.

 

Den mistænkte mand, en 53-årig uden fast bopæl i Holbæk, havde efter indleveringen af kassen forladt stedet. Politiet lokaliserende ham ved Holbæk Station, hvor han blev anholdt uden dramatik. Han blev sigtet for trusler og taget med til stationen til afhøring. Manden var psykisk uligevægtig, og han har tidligere været årsag til uro på rådhuset, men dog aldrig af så alvorlig karakter. Da sagen var belyst til fulde foretog politiets jurister vurdering af sagen, og fandt ikke grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Han blev derfor løsladt, men er fortsat sigtet i sagen.

Hund bed forbipasserende – Ølbycenter, Ølby – Køge

Kl. 15.52 anmeldte en 42-årig mand fra Køge, at han netop var blevet bidt af en mindre sort hund, som stod bundet foran et supermarked. En patrulje kørte frem til stedet, hvor de afhørte sagens parter. Anmelderen var kommet rundt om hjørnet, og blev her overrasket over hunden, som angreb ham og bed ham i benet. Det samme oplevede en 29-årig mand fra Køge, som også var kommet rundt om hjørnet, hvor han også blev bidt i benet af hunden, så han fik hul i bukserne og en skramme. Ejeren havde været inde at handle i supermarkedet, og blev på gaden mødt af de to mænd, som var blevet bidt af hans hund. Ejeren, en 51-årig mand fra Køge blev sigtet for overtrædelse af hundeloven. Han havde desuden ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på hunden. Den 51-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Våbenfund i visitationszone – Marksvinget/Lupinvej, Køge

Kl. 16.10 standsede politiet en personbil i visitationszonen, som blev ført af en 40-årig mand fra Køge. Bilen blev ransaget, hvor politiet fandt en lægtehammer, et baseballbat, to skudsikre veste og 8 stk. fyrværkeri – kanonrør i bilen. Den 40-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenloven i forhold til de to slagvåben. Alle genstandene blev beslaglagt med henblik på konfiskation, da politiet skønnede at de kunne bruges til en kriminel handling i relation til konflikten i Køge, og at det derfor ikke var lovligt for den 40-årige at køre rundt med tingene i bilen. Den 40-årige ønskede beslaglæggelsen forelagt for retten, som nu skal tage stilling til, om politiets indgreb var retsmæssigt.

Ordensbekendtgørelsen – Ladegårdsparken, Holbæk

Kl. 16.23 fik politiet anmeldelse om, at flere personer skændtes højlydt på stedet. En patrulje kørte frem og fandt ud af, at skænderiet handlede om uenighed omkring affaldssortering. Bølgerne havde gået højt, men der kom ro på stedet, da politiet kom frem. En mand på stedet havde optrådt aggressivt, og havde skubbet til en kvinde på stedet. Manden ønskede ikke at oplyse sit navn til politiet eller samarbejde i øvrigt. Han blev kortvarigt anholdt, men politiet fandt frem til hans identitet, en 46-årig mand fra lokalområdet. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt. Han kan forvente at få en bøde i sagen.

Brand i værksted – Gulddyssevej, Gundsøgmagle, Roskilde

Kl. 18.00 kom et 112 opkald om brand i et værksted, som er beliggende i en tilbygning til en gård. Politi, brandvæsen og ambulance blev sendt til stedet, hvor Ejeren af gården havde set, at der var ild omkring en el-tavle og forsøgte at slukke ilden med tre skumslukkere. El-tavlen brændte dog for kraftigt til at ilden gik ud, og der kom en kraftig røgudvikling. Gårdejeren blev herunder udsat for en del røg, så han blev undersøgt for røgforgiftning i ambulancen. Han var dog ikke kommet alvorligt til skade. Brandvæsnet fik slukket ilden, før den spredte sig til andre bygninger. Der skete røg og sodskade på værkstedet, hvor der blev opbevaret en diverse el-værktøj. Politiet optog rapport i sagen for at belyse omstændighederne omkring branden, som opstod formentlig på grund af fejl ved el-tavlen.

Narkobilist fik taget bilen – Rødvigsvej, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 17.06 standsede politiet en bil, som kørte ad Rødvigsvej mod norvest, for at lave en rutinemæssig kontrol. Føreren af bilen, en 39-årig mand fra Borup, havde intet gyldigt kørekort, da det var blevet inddraget, i forbindelse med, at han ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en frakendelse. Han var desuden påvirket af hash, så han blev anholdt, sigtet for narkokørsel uden førerret og fik udtaget en blodprøve. Da det var 3. gang han kørte uden kørekort indenfor 3 år beslaglagde politiet hans personbil med henblik på konfiskation, som det er muligt efter færdselslovens regler. Den 39-årige ønskede beslaglæggelsen forelagt retten, som nu skal tage stilling til, om indgrebet var retsmæssigt. Efter blodprøveudtagelsen blev den 39-årige løsladt, og kan nu forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

Vold efter uenighed i trafikken – Gørlev Landevej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 18.13 anmeldte en 49-årig mand, at han var blevet udsat for vold og trusler af en medtrafikant, en 23-årig mand fra Korsør. De to var blevet uenige i trafikken, og var standset for at tale sammen. Den 49-årige synes at den 23-årige havde kørt meget tæt på, så lyset blændede ham. Da den 23-årige kort efter overhalede blinkede den 49-årige af ham, for at få ham til at standse, så de kunne tale sammen. De standsede, og der opstod konflikt, som ifølge den 49-årige udviklede sig til, at han fik et knytnæveslag i ansigtet og blev truet af den anden bilist. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf begge parter. Den 23-årige blev sigtet for vold og trusler mod den 49-årige, ved at have slået ham i ansigtet med knyttet hånd. Han nægtede at have truet eller slået den 49-årige, der efter hans opfattelse havde reageret voldsomt og skældt den 23-årige ud. Politiet skrev rapport i sagen, som skal belyse episoden ud fra begge parter og vidners forklaringer. Sagen vil senere blive vurderet af anklagemyndigheden, hvorefter den 23-årige vil høre mere fra politiet.

 Pressekontakt

 

 

Kommunikationschef Thomas Kristensen

E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

Maria Sander Hansen
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210
Charlotte Tornquist
E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk
Telefon: 25426210

 

17. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 17. april 2024

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 16. april 2024 kl. 07.00 til 17. april 2024 kl. 07.00.

16. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 16. april 2024.

Vidner søges til indbrud i skole - Mand indrømmede at have narko derhjemme - Lokalbetjente fandt våben hos flugtbilist. Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 15. april 2024 kl. 07.00 til 16. april 2024 kl. 07.00.

15. april 2024

Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten den 15. april 2024.

Læs uddraget af det seneste døgns hændelser i Midt- og Vestsjællands politikreds for tidsrummet 12. april 2024 kl. 07.00 til 15. april 2024 kl. 07.00.