Fire års fængsel for omfattende svindel ifm med bil-handler
Momssvindel ved køb og salg af hundrevis af biler, køb af pels og Rolex-ur og fjernede designermøbler indgik i sag, der nu er endt med fængsel og millionbøde.
Retten i Roskilde fandt onsdag en nu 46-årig mand fra Greve skyldig i moms- og skattesvindel, bedrageri og skyldnersvig.
Han blev straffet med fire års fængsel og idømt en tillægsbøde på hele 35 millioner kroner.
Som direktør og indehaver af bilforhandler i Havdrup lykkedes det ham i forbindelse med køb af 316 biler og videresalg af 58 biler at have snydt det offentlige for i alt cirka 6 millioner kroner i moms. En del af svindlen skete ved hjælp af falske fakturaer. Han opgav i flere tilfælde også for lav moms til Skat og undlod at indberette aktieindkomster, hvorved han snød det offentlige for yderligere cirka 15,6 millioner kroner.
Derudover var manden også tiltalt for bedrageri ved at have opnået lån for knap 1,5 million kroner på baggrund af fiktive bilhandler.
”Jeg er meget tilfreds med rettens afgørelse. Der er tale om en sag med forhold, der rækker langt tilbage i tiden. Efterforskningen viste, at den tiltalte over en periode på knap 10 år blev ved med at lave nye former for svindel, kun afbrudt af to kortere perioder, alt imens sagen løbende voksede. Trods det, at sagen har nået en vis alder, så har retten altså alligevel vurderet, at der er tale om så grov økonomisk kriminalitet, at den dømte skulle straffes med fire års ubetinget fængsel”, siger senioranklager Anne-Mette Seerup fra anklagemyndigheden for Midt- og Vestsjælland.
Ud over momssvindlen og bedragerierne var manden også tiltalt for skyldnersvig ved – efter at han var indkaldt til møde i skifteretten i forbindelse med en konkurssag - at have hævet 365.000 fra sin bankkonto. De blev bl.a. brugt til at købe en pels til 60.000 kroner og et Rolex-ur til 220.000 kroner. I forbindelse med en anden konkurssag fjernede han desuden designermøbler fra boet, hvorved et auktionshus, der var en af kreditorerne, blev snydt for 430.000 kroner.
Den 45-årige blev i forbindelse med dommen også frakendt retten til indtil videre at stifte eller være direktør eller bestyrelsesmedlem for nye selskaber og til igen at beskæftige sig med køb og salg af biler.
Han har under sagen nægtet sig skyldig.
Pressekontakt
|
Kommunikationschef Thomas Kristensen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk |
Maria Sander Hansen E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |
Charlotte Tornquist E-mail: mvsj-kommunikation@politi.dk Telefon: 25426210 |