Spring til hovedindhold

Forslag

11 mænd idømt lange fængselsstraffe i sag om 300 kg kokain

Et internationalt politisamarbejde samt en velkoordineret politiaktion er i dag mundet ud i lange fængselsstraffe til ni mænd, der på vegne af internationale bagmænd forsøgte at komme i besiddelse af 300 kg kokain, mens to mænd blev dømt for forsøg på 300 kg hash.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fået 11 gerningsmænd idømt lange fængselsstraffe for forsøg på besiddelse af 300 kg kokain og 300 kg hash. Det er sket tirsdag eftermiddag ved Københavns Byret, hvor de 11 skyldige blev idømt straffe på mellem 8 og 16 års fængsel. Den strafudmåling gjaldt for de personer, der blev dømt for forsøg på at komme i besiddelse af kokain. To personer blev idømt 2,5 års fængsel, da retten fandt, at de havde forsæt til 300 kg hash.

Retten fandt det bevist, at mændene, der er i alderen 20 til 47 år, hver især spillede en rolle i forsøget på at få fat i og videreoverdrage de 300 kg kokain på vegne af flere internationale bagmænd, der via det krypterede SKY-netværk rekrutterede lokale danske kriminelle til opgaven. 

Kokainen lå gemt på paller bagerst i en skibscontainer fra Brasilien, der havde slutdestination i Hedehusene, hvor et firma skulle modtage de lovlige varer, der skjulte den bagvedliggende kokain. Containeren ankom til Danmark fra Brasilien via Holland og Tyskland den 26. februar 2021. Containeren blev imidlertid undervejs stoppet af de tyske myndigheder, hvorefter kokainen blev beslaglagt. Containeren blev derefter sendt videre og dansk politi underrettet.

Som følge af et samarbejde mellem tysk og dansk politi blev det aftalt, at containeren skulle fortsætte mod Danmark, idet gerningsmændene ikke var vidende om, at kokainen var blevet fjernet.

Samarbejdet mellem myndighederne i de to lande muliggjorde, at politiet kunne overvåge smuglernetværkets ageren, og efter flere dages intensiv efterforskning kunne de medvirkende personer identificeres.

Derfor var det muligt at anholde tre af de dømte i en stor politiaktion, da de få dage senere ville hente kokainen fra containeren i Hedehusene. Yderligere fem mænd blev anholdt inden for én time herefter. De resterende blev identificeret og anholdt i de følgende måneder.

Specialanklager hos NSK, Tomas Hugger, siger:

”Den her sag viser, at der er et stærkt samarbejde mellem politiet i Danmark og Tyskland. Fra dansk politi modtog oplysningen fra de tyske myndigheder, førte et intenst forløb til, at NSK reelt var helt med på 11 personers gøren og laden i de afgørende dage. Alle effektive efterforskningsmidler blev taget i brug, og det har nu efter en effektiv indsats af anklagemyndigheden ført til en domfældelse med over 111 års fængsel samlet til de tiltalte, og det er jeg særdeles tilfreds med.”

En enkelt tiltalt blev frifundet. 

 

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er etableret den 1. januar 2022 og har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3). 
NSK har ca. 1000 medarbejdere og er opbygget som en politikreds. (www.politi.dk/virksomheden/national-enhed-for-saerlig-kriminalitet
 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

18. september 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

27-årig mellemmand dømt for 100 kg kokain

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod en organisation bag indsmugling af større mængder kokain. En 27-årig mand er nu idømt en langvarig fængselsstraf.

16. september 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK i omfattende hvidvaskaktion mod formodet kriminelt familienetværk

13 personer er tirsdag blevet anholdt som led i en stor koordineret politiaktion mod organiseret hvidvask.

12. september 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Bagmand tilstår handel med 90.000 opioid-tabletter

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et netværk bag handel med opioider i Øst- og Kronjylland. Bagmanden har i dag tilstået sin rolle og er blevet idømt en længere fængselsstraf.