Spring til hovedindhold

Forslag

Dagbladet Børsen A/S vedtager bøde på 325.000 kr. for corona-svindel

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har udstedt en bøde på 325.000 kroner til Dagbladet Børsen A/S for svindel med Covid-19 hjælpepakke.

NSK logo

Dagbladet Børsen A/S har accepteret et bødeforelæg på 325.000 kroner, som NSK efter grundig efterforskning har udstedt til virksomheden for svindel med corona-hjælpepakke.

Dagbladet Børsen A/S begrænsede salget af annoncer og udskød eller påvirkede annonceindtægter negativt for et beløb på ikke under 203.840 kroner i en periode op til den 8. juli 2020 med henblik på at opnå en højere kompensation for tabte annonceindtægter i forbindelse med Covid-19, end hvad dagbladet reelt var berettiget til. 

”Denne sag vedrører grænserne for, hvad en virksomhed aktivt må foretage sig med den ene hånd for at påvirke sine indtægter negativt, når virksomheden samtidig med den anden hånd beder om penge fra statskassen ved at ansøge om Covid-19-kompensation. Børsen har overtrådt denne grænse, og det er baggrunden for straffesagen og bødeforelægget på 325.000 kroner,” siger advokaturchef hos NSK, Niels Kjærsgaard. 

Der udestår fortsat endelig afgørelse af spørgsmålet om tiltale mod tidligere ledende medarbejdere for medvirken til Dagbladet Børsen A/S’ corona-svig. 

 

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.100 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.
 
NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger. 
 
NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.
 
De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

17. august 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

12 års fængsel for våben og narkotika

En 25-årig mand er idømt 12 års fængsel i en større sag om besiddelse af våben og store mængder narkotika.

23. juli 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Formodet bagmand til indsmugling af over 10 ton hash udleveret fra Spanien

En 45-årig mand er efter fremstilling i grundlovsforhør på baggrund af mistanke om omfattende hash-smugling blevet varetægtsfængslet.

10. juli 2026

National enhed for Særlig Kriminalitet

Hovedmand tilstår i kokainsag

En 45-årig mand, der er ledende medlem i Comanches MC, er idømt seks års fængsel efter at have tilstået sin rolle i sag om østjysk kokain-netværk.