Spring til hovedindhold

Forslag

44-årig tilstår fremstilling af mindst 27 millioner ulovlige cigaretter

Som led i en omfattende sag om fremstilling af ulovlige cigaretter og særdeles grov svindel med tobaksafgifter har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) fået idømt en ukrainsk mand millionbøde, fængselsstraf og udvisning af Danmark.

Politilogo på rude

Foto: Rigspolitiet

En 44-årig ukrainsk mand er tirsdag blevet idømt 3,5 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig for at have været med til at fremstille og videredistribuere mindst 27 millioner ulovlige cigaretter, som har betydet, at statskassen er gået glip af op mod 65 millioner kroner i tobaksafgifter.

Den 44-årige tilstod sin rolle i sagen ved Retten i Kolding, som desuden idømte ham en tillægsbøde på mere end 58 millioner kroner

Sagen er ført af anklagemyndigheden i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), efter at det tidligere Særlig Efterforskning Vest i marts 2021 ved en koordineret efterforskning med assistance fra Europol, Skattestyrelsen, Toldstyrelsen og flere udenlandske politimyndigheder slog til og anholdte 13 udenlandske mænd for at drive en illegal cigaretfabrik på en landejendom ved Vamdrup nær Kolding. 

Ved anholdelsesaktionen beslaglagde politiet mere end 11 millioner cigaretter, flere tons tobak og en større mængde professionelt produktionsudstyr.

Kort tid efter aktionen blev yderligere én udenlandsk mand anholdt og varetægtsfængslet i sagen.

I alt 14 mænd har været sigtet i sagen, hvoraf én i juni 2021 blev idømt 4 års fængsel, en tillægsbøde på 71 millioner kroner og udvisning af Danmark, efter at have tilstået sin rolle i netværket. Tirsdagens dom er dermed den anden afgørelse ved retten i sagen.

”Sagen handler om svindel med tobaksafgifter af hidtil uset omfang og karakter, og det er meget betydelige afgiftsbeløb, som den danske stat er gået glip af i den her sag. Jeg er tilfreds med at have fået en tilståelse fra den 44-årige, og at retten fulgte anklagemyndighedens påstand om en længere fængselsstraf, udvisning og en stor bøde,” siger specialanklager ved NSK, Jacob Gents. 

Sagen mod de resterende 12 mænd starter den 25. august 2022 ved Retten i Kolding. Der forventes dom i midten af oktober. 

 

Pressekontakt

Specialanklager ved NSK, Jacob Gents: 40134208

 

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK blev etableret den 1. januar 2022. 
NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3). 

NSK har ca. 900 medarbejdere og er opbygget som en politikreds. 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

23. april 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Politiet advarer om billetsvindel: Køb kun via de officielle salgskanaler

Svindel med billetter til festivaler og andre events er steget de sidste år. National enhed for Særlig Kriminalitet advarer nu mod at købe billetter fra private.

16. april 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Australsk politi og NSK slår til mod rekrutteringsled i organiseret kriminelt netværk fra Norden

Australsk politi har onsdag anholdt en 15-årig svensk statsborger i Australien. Manden er mistænkt for at have forsøgt at rekruttere personer til at begå bestilte drab i Norden, herunder i Danmark og Sverige.

11. april 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

13 års fængsel for at instruere kokain-indsmugling

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et netværk bag indsmugling af og handel med store mængder kokain. En 30-årig har i dag tilstået sin rolle og er blevet idømt langvarig fængselsstraf.