Direktør i leasingselskab tilstår omfattende økonomisk kriminalitet
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en kompleks sag om en række forskellige forhold om økonomisk kriminalitet, herunder afgifts- og momsunddragelse i forbindelse med leasingvirksomhed og handel med biler. En tidligere direktør er nu dømt efter tilståelse i retten.
En 52-årig mand er blevet idømt 4 år og 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 55,5 millioner kroner for en række forskellige og alvorlige forhold om økonomisk kriminalitet.
Det er sket onsdag ved Retten i Kolding, hvor den 52-årige tilstod økonomisk kriminalitet for samlet godt 69 millioner kroner begået periodevist fra 2015 til 2025.
I retten tilstod den 52-årige, at han som ejer af og direktør i en leasingvirksomhed blandt andet stod bag afgiftsunddragelse for et tocifret millionbeløb, da han afgav urigtige oplysninger til skattestyrelsen om mange hundrede bilers værdi i forbindelse med værditabsberegning.
Han tilstod videre, at han for samme virksomhed gav urigtige oplysninger til Skattestyrelsen om salgsmoms, ligesom han tilstod bedrageri for 10 millioner kroner, da han på urigtigt grundlag fik et udlån på dette beløb fra en investeringsfond.
I marts 2022 blev den nu 52-årige anholdt og sigtet i sagen af NSK. Efterfølgende fortsatte den nu domfældte dog sin kriminalitet ved som reel ejer og direktør i tre tyske selskaber at importere biler til salg i Danmark, hvor han unddrog dansk moms, hvilket han nu også har tilstået.
NSK anholdt den 52-årige igen i oktober 2025, hvor han efter fremstilling i grundlovsforhør blev varetægtsfængslet. Han har været frihedsberøvet siden anholdelsesaktionen.
I retten tilstod den 52-årige også en række andre forhold om økonomisk kriminalitet, herunder skyldnersvig og svindel med lønkompensation.
Skattestyrelsen har bidraget med oplysninger til efterforskningen af sagen.
Specialanklager i NSK, Rasmus Bjerre, siger:
”Den 52-årige har udført omfattende og forskelligartet økonomisk kriminalitet over en længere periode. At han nu har valgt at tilstå, efter at NSK i december 2024 rejste tiltale mod ham, og efter at NSK i oktober 2025 sigtede ham for nye forhold, er jeg godt tilfreds med.
Anklager i NSK, Kristina Saugstrup, siger:
”Tilståelsen betyder, at vi har kunnet fremme sagen til dom og derved spare adskillige dage i retten. Trods strafrabat har retten udmålt en anseelig straf, der afspejler omfanget af bruddene på straffeloven."
Den 52-årige modtog dommen.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. Anklagemyndigheden ved NSK fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.