Spring til hovedindhold

Forslag

Ejer af guldsmedeforretning anholdt i Københavns Lufthavn for hvidvask af 55 millioner

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har sigtet en 28-årig mand for hvidvask ved eksport og import af guld til og fra Dubai. Han fremstilles fredag i grundlovsforhør.

NSK logo

En 28-årig mand bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør efter, at han torsdag blev anholdt i Københavns Lufthavn sigtet for hvidvask af særlig grov beskaffenhed.

 

Anholdelsen skete i lufthavnens toldsluse, hvor den 28-årige var i færd med at deklarere import af 12 kg guld.

 

Den 28-årige er sigtet for som ejer af og direktør i en guldsmedeforretning i København at have modtaget store kontantbeløb, som han har konverteret til guld med det formål at skjule eller tilsløre pengenes ulovlige oprindelse.

 

NSK mistænker, at den 28-årige, der har bopæl i Sverige men folkeregisteradresse i Danmark, gennem en periode fra februar 2022 til august 2025 har modtaget mindst 55 millioner kroner, som stammer fra kriminalitet. Ifølge sigtelsen har den mistænkte forsøgt at tilsløre pengenes ulovlige oprindelse ved at benytte dem til at opkøbe guld i Danmark, som han har omsmeltet og udført til Dubai, hvor han har konverteret guldet til en højere renhed med henblik på at genindføre det i Danmark.

 

NSK har i forbindelse med anholdelsen foretaget ransagninger af tre adresser med henblik på at sikre spor til den videre efterforskning i sagen, herunder digitale spor og dokumenter. Der er desuden foretaget beslaglæggelse af guld til en samlet anslået værdi på omkring 24 millioner kroner.

 

Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen, siger:

 

”Vi har gennem en længere periode interesseret os for den guldsmedeforretning, hvor ejeren nu er sigtet for hvidvask. Vi har en mistanke om, at der på adressen er foregået en massiv og organiseret hvidvask af penge, der stammer fra kriminalitet.”

 

Den 28-årig fremstilles i grundlovsforhør ved Københavns Byret fredag kl. 11.

Anklagemyndigheden vil begære dørlukning af hensyn til sagens videre efterforskning.

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

1. juli 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Tre anholdt for hvidvask gennem skønhedsklinikker

To mænd og en kvinde er anholdt og sigtet for hvidvask af ikke under 13 millioner kroner gennem skønhedsklinikker.

25. juni 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Østjyde tilstår indsmugling af 1900 kg hash

En 60-årig mand fra Skanderborg har tilstået sin rolle i et narkotikanetværk, hvor han har medvirket til indsmugling af store mængder hash.

23. juni 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

To mænd idømt livstid og seks andre idømt lange fængselsstraffe for drabsforsøg

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket en sag om flere drabsforsøg sket under en bandekonflikt. Ni mænd er nu idømt lange fængselsstraffe for blandt andet drabsforsøg og våbenbesiddelser i og uden for konflikt.