Hollandsk statsborger dømt for organiseret narkoindsmugling til Danmark
En 28-årig hollandsk mand er idømt ti års fængsel for at have indsmuglet store mængder hård narkotika fra Holland til Danmark i sommeren 2022.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har ved en tilståelsessag ved Retten i Randers fået idømt en 28-årig hollandsk statsborger ti års fængsel for at have indsmuglet i alt 14 kilo kokain og heroin fra Holland til Danmark i sommeren 2022.
Indsmuglingen skete i en bil med et særligt indrettet rum, hvor narkotikaene blev gemt under transporten. Den 28-årige blev dømt for i alt fire leveringer af hård narkotika, som blev leveret flere forskellige steder i Danmark, hvor han overdrog narkotika til forskellige modtagere.
Den 28-årige blev anholdt den 5. oktober 2022, hvor NSK slog til ved en større koordineret anholdelsesaktion. Her blev fem personer anholdt i Danmark, en person blev anholdt i Montenegro, en blev anholdt i Norge og tre blev anholdt i Holland, herunder den 28-årige.
I efterforskningen af sagen har det internationale politisamarbejde spillet en stor rolle. Her har de danske forbindelsesofficerer i Europol blandt andet bistået den internationale efterforskning i sagen. Den 28-årige hollandske statsborger blev i slutningen af 2022 udleveret fra Holland til retsforfølgning i Danmark.
Specialanklager i NSK, Rasmus Gyldenløve Jensen, siger:
”Jeg er tilfreds med, at vi har fået ødelagt et omfattende og organiseret internationalt narkotikanetværk, der har indsmuglet og handlet med store mængder hård narkotika. Den lange straf, som domstolene har udmålt, afspejler tydeligt, at der slås hårdt med på organiseret indsmugling og salg af narkotika.”
Retten valgte samtidig at konfiskere bilen med det særligt indrettede rum, ligesom den 28-årige blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.100 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.
NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.
NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.
De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.