Spring til hovedindhold

Forslag

Kriminelt netværk idømt samlet 61 års fængsel i historisk straffesag

16 mænd er torsdag blevet idømt samlet 61 års fængsel for skatteunddragelse af særlig grov beskaffenhed, efter et kriminelt organiseret netværk bag en stor fakturafabrik er blevet optrevlet.

Politilogo på rude

Foto: Rigspolitiet

Personerne i et kriminelt organiseret netværk bag en stor fakturafabrik, der muliggjorde skatte- og momsunddragelse for 297 millioner kroner, er torsdag i Københavns Byret blevet idømt samlet 61 års fængsel. Hovedmanden er blevet idømt syv års fængsel, hvilket er en af de hidtil hårdeste straffe for økonomisk kriminalitet i Danmark.

Det er sket efter omfattende efterforskning gennem næsten to år fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Københavns Politi, hvis anklagemyndighed har ført sagen ved retten. 

De 16 mænd samt tre selskaber blev kendt skyldige i at samarbejde om hvidvaskning af flere hundrede millioner kroner, som de brugte til at betale for sort arbejde og desuden opnå uberettiget momsfradrag. De fire hovedmænd blev desuden idømt en tillægsbøde på samlet 615 millioner kroner. Derudover blev de tre selskaber idømt en samlet bøde på 260 millioner kroner.

Den historisk store sag har over næsten fire år resulteret i 155 retsdage, hvor tre anklagere samt 17 tiltalte mænd – én blev frikendt torsdag i byretten - og hver deres forsvarer undervejs er mødt op til straffesagen.

Det kriminelle netværk var centreret om den nu 49-årig hovedmand, der i gennem en årrække ledede en fakturafabrik fra et hotel i Brøndby. Omkring 850 selskaber betalte penge for ydelser, som aldrig blev udført af det kriminelle netværks i alt 12 skraldespandsfirmaer, hvor stråmænd uvidende var indsat som direktører. Til gengæld for deres betalinger fik selskaberne fiktive fakturaer, som blev brugt til uberettiget momsfradrag hos Skattestyrelsen. Der blev i alt produceret 5.664 falske fakturaer.

Gennem en konstruktion, hvor vekselsbureauer med base nær Vesterport i København, aktivt deltog i forsøget på at sløre de ulovlige pengestrømme, blev pengene udbetalt kontant og givet tilbage til de omkring 850 selskaber til brug for betaling af sort arbejde mod et gebyr, som bagmanden og dennes familie og ansatte beholdt.

”Efter et forløb på næsten fire år i retten, er det selvfølgelig tilfredsstillende, at Københavns Byret har fundet det bevist, at netværket i sagen har gjort sig skyldig i skatte-  og momsunddragelse af særlig grov beskaffenhed. Det har krævet solidt og grundigt arbejde at blotlægge de skjulte pengestrømme, og de klare præmisser i rettens afgørelse understreger blot den grundighed, som politi og anklagemyndighed har arbejdet med sagen på i forhold til at afdække og bevise forbrydelserne,” siger specialanklager fra Københavns Politi, Maria Cingari. 

Foruden Maria Cingari har senioranklager Susanne C. Andersen, specialanklager Alexander Fält Dzougov og specialanklager Natalja Fryd Lindberg også fremført sagen ved retten.

 

Værdier for millioner konfiskeret

Dommen betyder også, at der er blevet konfiskeret omfattende værdier hos de dømte. Eksempelvis blev indeståender hos de skyldige for samlet 61 millioner kroner konfiskeret. Alle disse værdier tilfalder nu statskassen. Indsatsen med at opspore de dømtes værdier fortsætter nu hos Sporingsgruppen i NSK, som arbejder målrettet på at sikre, at forbrydelser ikke skal kunne betale sig. 

Fem af de dømte blev af Københavns Byret udvist af Danmark. 

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK)

Center for Organiseret Kriminalitet samt Advokaturen for Organiseret Kriminalitet hører under National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som er etableret fra den 1. januar 2022. 
NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet. Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3). 

NSK har ca. 900 medarbejdere og er opbygget som en politikreds. 

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

14. maj 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

23-årig svindler udleveret fra Australien får straksdom

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et organiseret kriminelt netværk af online-svindlere, der opererer fra udlandet. En 23-årig dansker har i dag tilstået en ledende og styrende rolle i svindel-setuppet, hvorefter retten har afsagt en straksdom.

14. maj 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK anholder narkotikanetværk fra hovedstadsområdet

NSK har onsdag anholdt syv personer med relation til bandemiljøet, som er mistænkt for at være en del af et organiseret narkotikanetværk. De anholdte er sigtet for at have indsmuglet og videredistribueret cirka to ton hash til organiserede kriminelle.

12. maj 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

To mænd tilstår handel med opioider og hård narkotika

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har efterforsket mod et netværk bag handel med hård narkotika og opioider. To personer har i dag tilstået deres rolle.