Narkobagmand får 15 års fængsel
En 31-årig mand fra Esbjerg er idømt 15 års ubetinget fængsel for i over to år at have stået bag indsmugling og videresalg af store mængder hård narkotika.

Foto: National enhed for Særlig Kriminalitet
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i en tilståelsessag ved Retten i Aarhus fået idømt en 31-årig mand fra Esbjerg 15 års ubetinget fængsel for at stå bag indsmugling og videresalg af store mængder hård narkotika.
Manden har i 24 tilfælde i en periode fra maj 2020 til august 2022 arrangeret indsmugling og videresalg af samlet ca. 103,75 kg kokain, 121,50 kg amfetamin, 2 kg ketamin, og 500 ecstasy-piller.
Den 31-årige har anvendt flere krypterede kommunikationstjenester til at arrangere sine handler. De dekrypterede beskeder har gjort det muligt for NSK’s efterforskere at identificere handlerne og knytte dem til den nu dømte.
Retten har samtidig konfiskeret et udbytte på 1.649.500 kroner hos den dømte.
Sagen er et del af et større sagskompleks, hvor en række personer fortsat sidder varetægtsfængslet efter anholdelser i efteråret 2022.
Senioranklager i NSK, Jeanni Andreeva, siger:
”Jeg er tilfreds med dagens dom, der understreger, at der bliver slået hårdt ned på narkokriminalitet. Jeg er glad for, at vi i denne sag har fået stoppet en central aktør i et organiseret netværk.”
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.100 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.
NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.
De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.