Spring til hovedindhold

Forslag

To fængselsdomme for ulovlig fildeling

I denne uge er to mænd idømt fængselsdomme for omfattende ulovlig fildeling af blandt andet film og tv-serier.

NSK logo komprimeret

Ved to tilståelsessager i denne uge er en 48-årig mand fra Vordingborg idømt et år og to måneders fængsel og en 46-årig mand fra Hillerød idømt ni måneders fængsel for grove ophavsretskrænkelser. Sagerne er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

 

De to sager har ikke direkte sammenhæng, men er begge dele af et større sagskompleks om ulovlig deling af film og tv-serier, som NSK har efterforsket i længere tid. To yderligere sager er sendt i retten og venter på berammelse.

 

Onsdag tilstod den 48-årige mand ved Retten i Nykøbing Falster, at han havde medvirket til ophavsretskrænkelse af grov karakter, idet han uploadede indhold og lagde hus til to servere for fildelingstjenesten ”Scenen” i en periode fra november 2021 frem til sin anholdelse i november 2023. Den 48-årige stod primært for upload af danske børneserier og udenlandske serier med danske stemmer.

 

Ved anholdelsen på den 48-åriges bopæl fandt NSK, at han var i færd at kopiere og lagre indhold skiftevis fra tre forskellige streamingtjenester, ligesom han var i besiddelse af 134 terabyte ophavsretsbeskyttet materiale. Fængselsdommen mod den 48-årige blev gjort ubetinget i forhold til fire måneders fængsel og betinget i relation til de resterende ti måneders fængsel.

 

Torsdag erkendte den 46-årige mand ved Retten i Hillerød, at han som bruger i flere år har medvirket til ulovligt at dele 75 terabyte data med film og serier blandt andet via tjenesterne ”SuperBits” og ”Danishbytes”.

 

Fængselsdommen mod den 46-årige blev gjort ubetinget i forhold til tre måneders fængsel og betinget i relation til de resterende seks måneders fængsel. Ud over fængselsdommen blev den 46-årige idømt 120 timers samfundstjeneste. Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

 

Specialanklager hos NSK Jan Østergaard siger:

 

”Jeg er meget tilfreds med de afsagte domme. Det er første gang, at domstolene idømmer en ubetinget fængselsstraf til fildelere, der er ustraffede og ikke selv har haft en økonomisk gevinst. Det er de enorme datamængder af ulovlig delt rettighedsbeskyttet materiale, der har været den afgørende faktor for de hårde straffe.”

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.

 

NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

25. marts 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK anholder revisor mistænkt for medvirken til omfattende økonomisk kriminalitet

NSK har tirsdag anholdt en registreret revisor, som er mistænkt for medvirken til organiseret økonomisk kriminalitet for et tocifret millionbeløb. Det er NSK’s opfattelse, at kriminaliteten er begået i tæt samarbejde med en 46-årig mand, som revisoren har rådgivet.

17. marts 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Kroatisk kokain-kurér tilstår narkotikasmugling

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har optrevlet en vidtforgrenet narkotikaorganisation med domme til 25 personer til følge, herunder flere i udlandet. I dag er den sidste person i sagskomplekset blevet dømt.

13. marts 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Dansker mistænkt for omfattende online svindel anholdt i Australien

Australsk politi har onsdag anholdt en 23-årig dansker. Anholdelsen sker på baggrund af efterforskning foretaget i NSK samt en international arrestordre udstedt i Danmark. Manden er sigtet for at stå bag omfattende online svindel mod danske borgere for et samlet beløb på mindst 8,1 millioner kroner.