Spring til hovedindhold

Forslag

28-årig sønderjysk bagmand dømt for grov krænkelse af ophavsretten

En 28-årig mand er i dag ved Retten i Sønderborg dømt for krænkelser af ophavsretten af særlig grov karakter.

Den dømte har igennem hjemmesiderne www.thetrove.net og www.thetrove.is ulovligt udbudt adgang til ikke under en TB (terabyte) ophavsretsligt beskyttede værker bestående af forskellige spil.

Retten idømte den 28-årige ni måneders betinget fængsel, 150 timers samfundstjeneste, og et erstatningskrav på 200.000 kr. Herudover blev den ulovlige fortjeneste på 832.736,83 kr. samt det anvendte udstyr konfiskeret. 

National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har allerede sikret en ulovlig fortjeneste på 800.000 kr. i sagen, som nu går til sagens forurettede og statskassen.

 

Sagen blev indledt i april 2020, hvor NSK modtog en anmeldelse fra Zacco Advokatanpartsselskab. 

Efter en indledende efterforskning ransagede NSK den nu dømtes bopæl, og fandt blandt andet udstyret anvendt til forbrydelsen samt en del af det ulovlige udbytte.

 

Under retsmødet i dag erkendte den 28-årige, at han gennem en periode på to et halvt år havde drevet de to hjemmesider, hvorfra det rettighedskrænkende materiale blev udbudt. 

 

Hjemmesiderne havde en samlet omsætning på ikke under 832.736,83 kr., hvilket blev genereret igennem reklamer på hjemmesiderne. 
Hos NSK udtaler anklagerfuldmægtig Rasmus S. Hegelund følgende om dommen:

 

»Vi har i dag fået dom i en sag om alvorlig kriminalitet. Der er tale om kriminalitet, som ikke bare går ud over rettighedshaverne, men også den almindelige forbruger, som skal betale ekstra for at erhverve sig spil på lovlig vis. Det er en skærpende omstændighed i sagen, at krænkelserne er foregået i den størrelsesorden, som de er, og at alle med en internetforbindelse har kunnet downloade materiale fra hjemmesiderne. Samtidig har der været en betydelig indtjening, som nu er taget fra den dømte,« siger anklager i NSK Rasmus S. Hegelund.

FAKTA OM NSK

NSK blev etableret den 1. januar 2022. NSK har blandt andet til formål at bekæmpe kompleks organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, og etableringen af den nye enhed betyder derfor, at opgaver fra en række tidligere enheder i politiet og anklagemyndigheden er forankret her. 

Det drejer sig om opgaver, der tidligere var forankret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, de to regionale efterforskningsfællesskaber i henholdsvis Øst- og Vestdanmark, Grænsecenter Øresund og det Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet. 

Derudover er store dele af de opgaver, der tidligere blev løst i Rigspolitiets Politiområde, overført til NSK, herunder opgaver forankret i National Kriminalteknisk Center og National Cyber Crime Center (NC3). 

NSK har ca. 900 medarbejdere og er opbygget som en politikreds (https://politi.dk/virksomheden/national-enhed-for-saerlig-kriminalitet)


Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

16. juli 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

NSK anholder 27-årig for at muliggøre drabsforsøg ved CPR-opslag

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt og sigtet en tidligere ansat i Københavns Kommune for at misbruge opslag i CPR-registeret til brug for planlægning af drab med tilknytning til bandemiljøet. Han fremstilles onsdag i grundlovsforhør.

16. juli 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Større mængde kokain fundet i sending af bananer

Politiet og COOP har konstateret fund af kokainpakker i en forsendelse af bananer til supermarkedskæden.

11. juli 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

27-årig formodet narko-bagmand overleveret fra de Forenede Arabiske Emirater

I går torsdag blev en 27-årig mand overleveret fra Dubai i de Forenede Arabiske Emirater med henblik på retsforfølgelse i Danmark. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag kl. 10 ved Retten i Odense.