Spring til hovedindhold

Forslag

Politiet advarer om billetsvindel: Køb kun via de officielle salgskanaler

Svindel med billetter til festivaler og andre events er steget de sidste år. National enhed for Særlig Kriminalitet advarer nu mod at købe billetter fra private.

Sommerens mange koncerter og festivaler er lige rundt om hjørnet, men det er billetsvindlerne desværre også. For når populære festivaler bliver udsolgt, udnytter svindlerne vores frygt for at gå glip af en god oplevelse.

 

De seneste år er antallet af sager om billetsvindel steget. I 2022 modtog politiet 975 anmeldelser om billetsvindel, i 2023 modtog politiet 1.820 anmeldelser, og i 2024 steg tallet igen til 2.033 anmeldelser.

 

”Det er særligt her henover sommeren i takt med at festivaler og andre events bliver udsolgt, at vi får mange anmeldelser fra borgere, der er blevet snydt. Udover at ofrene selvfølgelig lider et økonomisk tab, så står de også med håret i postkassen, fordi de ikke kan deltage i det, de tror de har købt billet til,” siger Kresten Munksgaard, som er leder af Forebyggelse, analyse og digital patruljering i Nationalt Center for IT-kriminalitet hos NSK.

 

Billetsvindlen sker både på handelsplatforme og i Facebook-grupper, hvor privatpersoner selv kan efterlyse billetter til fx koncerter, festivaler, fodboldkampe. Det tiltrækker svindlere, der tilbyder billetter, som siden viser sig at være falske. Størstedelen af ofrene for billetsvindel er unge – to tredjedele er under 30 år – og det er både mænd og kvinder, der bliver snydt.

 

Politiet opfordrer alle til at være ekstra opmærksomme og tænke sig om, før man køber billetter fra private sælgere.

 

”Vi anbefaler, at man kun køber billetter via de officielle udbydere, hvoraf mange også har resale-tjenester, hvor man kan købe og videresælge billetter uden risiko for svindel. Når man køber via private, så løber man desværre en stor risiko for at blive snydt,” siger Kresten Munksgaard.

 

Gode råd ift. at købe billetter:

  • Benyt billetudbydernes officielle salgskanaler og resale-tjenester – det er den eneste måde at sikre dig mod snyd.
  • Køber du af en anden privatperson, så tjek, om der er sammenhæng i sælgers oplysninger. Bruges der samme navn og billede på tværs af profiler på Facebook, DBA, MobilePay og andre platforme?
  • Undgå at lave offentlige opslag, hvor du efterlyser billetter til en bestemt begivenhed. Det kan tiltrække svindlere.
  • Hvis sælger ikke har MobilePay, og du derfor skal overføre til sælgers ven eller familiemedlem, er det tegn på, at sælger vil skjule sin identitet.
  • Tjek sælgers Facebook-profil. Det kan være tegn på en falsk profil, hvis den først er oprettet for nyligt, hvis profilen kun har få venner, eller hvis den mangler profilbillede eller andre vigtige informationer.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

13. november 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Endnu et slag mod cyberkriminelle i Operation Endgame

NSK har endnu en gang deltaget i Operation Endgame, hvor en række internationale politimyndigheder sammen har slået til mod toneangivende cyberkriminelle aktører. Fokus i Operation Endgame er at nedtage de kriminelles infrastruktur, som er med til at muliggøre omfattende cyberkriminalitet mod ofre i hele verden. Operationen har endvidere fokus på at sikre oplysninger om ofre for den begåede kriminalitet og derved afhjælpe, at de ikke fortsat udsættes for kriminalitet.

10. november 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Dømt for at dele nøgenscener

En 40-årig mand er dømt for ophavsretskrænkelser ved at dele nøgenscener fra danske film og tv-serier på sociale medier.

31. oktober 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Kvinde får 6 års fængsel: Deltog i indsmuglingen af 17 kg kokain til Danmark

En 27-årig kvinde er fredag blevet idømt 6 års fængsel for at have medvirket til indsmugling af 17 kg kokain med henblik på videresalg.