Tiltale for indsmugling af 818 kg kokain dumpet fra containerskibe
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har rejst tiltale mod fem udenlandske mænd for at indsmugle 578 kg kokain, der blev dumpet og efterfølgende opsamlet i farvandet ud for Langelands kyst. Tre af mændene er tiltalt for yderligere forhold om indsmugling, og sagen omhandler i alt 818 kg kokain.

NSK har tiltalt fem mænd – tre fra Albanien på henholdsvis 24, 34, og 38 år, en fra Kosovo på 37 år og en fra England på 44 år - for at indsmugle, opsamle og besidde 578 kg kokain, som den 24. august 2024 blev dumpet fra et containerskib i havet ud for Langelands kyst.
Tiltalen er rejst efter, at en intens efterforskning førte til, at NSK i samarbejde med Fyns Politi, samme nat som kokainen blev dumpet, anholdte seks mistænkte, som senere blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet ved Retten i Svendborg.
NSK beslaglagde 578 kg kokain under aktionen, hvor politiet bl.a. etablerede et kontrolpunkt på Langelandsbroen med henblik på at kontrollere biltrafikken til og fra Langeland. Efterforskningen førte til, at NSK kunne beslaglægge den hidtil største mængde kokain fundet i Danmark i forbindelse med en anholdelsesaktion.
En af de personer, der blev anholdt under aktionen, en 27-årig albansk mand, tilstod i december 2024 sin rolle i indsmuglingen af kokainen og blev idømt 15 års fængsel.
Efterforskningen i sagen har desuden ført til, at NSK i samarbejde med Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) har rejst tiltale for yderligere indsmuglinger til søs, begået efter tilsvarende modus, forud for anholdelserne i august 2024.
Sagen er en samarbejdssag mellem National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK). Der er endnu ikke fastsat datoer for hovedforhandlingen ved Retten i Svendborg.
Anklagerfuldmægtig hos NSK, Tobias Baadsgaard, siger:
”Der er tale om en helt enorm stor mængde kokain, som med stor systematik og professionalisme er smuglet til Danmark, og det ser vi selvsagt på med meget stor alvor. Når NSK i samarbejde med SSK har rejst tiltale i sagen, er det på baggrund af de beviser, som efterforskningen har tilvejebragt. Vi ser derfor frem mod den kommende hovedforhandling, hvor Retten i Svendborg skal vurdere sagens beviser”
NSK sætter operativt ind
NSK er bekendt med, at den maritime grænse udnyttes til indsmugling af forsendelser af narkotika og har derfor sat ind operativt for at forstyrre og svække denne tilgang af typisk kokain til narkotikamarkedet.
I sagens efterforskning har der været fokus på tung skibstrafik, der har haft destinationer, som indebærer gennemsejling af dansk farvand, og NSK har derfor fulgt skibenes bevægelser og afsøgt danske kyststrækninger for mistænkelig aktivitet.
Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen, siger:
”Vi har set en tendens til, at kokain i større kvanta overleveres til søs med henblik på indsmugling til både Danmark såvel som omkringliggende lande, og det sætter vi ind over for, når vi kan. Det viser sagen her.
Vedlagte foto viser den beslaglagte narkotika fra anholdelsesaktionen den 24. august 2024.
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet. Det gælder inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.
De komplekse sager, som NSK efterforsker og strafforfølger, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, bandekriminalitet, organiseret narkotikakriminalitet samt digital kriminalitet.
NSK understøtter desuden hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt, så enheden bedst muligt beskytter Danmark mod de største kriminalitetstrusler på både kort og lang sigt.
Der er cirka 1.200 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Aarhus, Fredericia, Randers, Karlslunde og København samt en midlertidig lokation i Silkeborg.