Spring til hovedindhold

Forslag

To idømt fængselstraf i sag om tre tons hash

To mænd på 37 og 38 år er idømt fængsel i henholdsvis syv og fire år for deres roller i en sag om organiseret handel og distribution af ca. tre tons hash.

NSK logo

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fredag ved to tilståelsessager ved Retten i Næstved fået idømt to mænd på 37 og 38 år, begge fra Korsør, henholdsvis syv og fire års fængsel for deres del i en sag om distribution og salg af hash.

 

De to havde forskellige roller i organisationen, der i en periode fra oktober 2022 til juni 2023 modtog, solgte og videredistribuerede ikke under 3230,9 kg hash.

 

Den 37-årige stod for koordineringen af modtagelsen og videredistributionen af hashen, ligesom han aflønnede flere andre personer i organisationen, herunder den 38-årige, der blandt andet havde til opgave af optælle og pakke penge fra hashsalget.

 

Retten har samtidig konfiskeret i alt 3.230.000 kroner fra den 37-årige. Penge, der vurderes at stamme fra hashsalget.

 

Den 37-årige har været varetægtsfængslet siden juni 2023 og den 38-årige siden han blev anholdt i september 2023 ved en koordineret anholdelsesaktion. Seks personer er tidligere dømt i sagskomplekset og fire er fortsat varetægtsfængslet.

 

Den 37-årige modtog dommen. Den 38-årige udbad sig betænkningstid.

 

Specialanklager hos NSK, Rasmus Gyldenløve, siger:

 

”Jeg er tilfreds med dommene, der understreger, at organiseret handel med hash straffes ganske hårdt. Selv om man kun har en mindre rolle i organisationen, kan det koste tid bag tremmer at profitere på organiseret salg af hash.”

 

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.

 

NSK’s efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor indsatsen har den største effekt.

 

De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

 

NSK understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

 

Der er cirka 1.100 ansatte i NSK. Enheden har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Pressekontakt

 

Pressetelefon: 4015 0147

E-mail: nsk-presse@politi.dk

23. januar 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Overdragelser af kokain og hash giver 12 års fængsel

En 47-årig mand fra København er idømt 12 års fængsel for at bestille og arrangere videreoverdragelse af i alt 14 kg kokain og 270 kg hash.

21. januar 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Bagmænd bag narkotikaindsmugling på Færøerne anholdt

NSK har i samarbejde med Færøernes Politi tirsdag anholdt tre mænd i Sydøstjylland og Sydvestjylland for at have planlagt og koordineret indsmugling af hård narkotika til Færøerne.

20. januar 2025

National enhed for Særlig Kriminalitet

Københavns Andelskasse har brudt hvidvaskloven

Finansiel Stabilitets selskab FS Finans VI har vedtaget en bøde på knap 800 millioner kroner for omfattende brud på hvidvaskloven, der er sket i Københavns Andelskasse.