Udbyttesag: Britisk statsborger udleveret til Danmark
En britisk statsborger er tirsdag udleveret til National enhed for Særlig Kriminalitet og bragt til Danmark, hvor han onsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør og søgt retsforfulgt for at have bedraget den danske stat for flere hundrede millioner kroner.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har tirsdag fået udleveret en 53-årig britisk statsborger fra Belgien. Det er sket med henblik på at fremstille ham i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, hvor han er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed for ikke under 320.758.845 kr. i en af de såkaldte udbyttesager.
I sagen har to amerikanske pensionsplaner og to europæiske investorer i knap 150 tilfælde ansøgt om tilbagebetaling af udbytteskat, de påstod at have betalt i Danmark. Dokumentationen var udstedt af et selskab ved navn Salgado Capital, men den var efter anklagemyndighedens opfattelse baseret på fiktive handler med danske aktier mellem de fire investorer og Salgado Capital selv. De fiktive handler havde alene til formål at hive store beløb ud af den danske statskasse.
Den 53-årige britiske statsborger menes at være den helt centrale bagmand i den udbyttesvindel, der er sket via selskabet Salgado Capital. Manden har været varetægtsfængslet in absentia siden den 20. januar 2022.
Den tiltalte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup i morgen onsdag 14. juni 2023 kl. 9.15.
Chefpolitiinspektør i NSK, Mikael Wern, siger:
”Jeg glæder mig over, at vi med udleveringen er kommet et skridt videre med opklaringen af komplekset om udbyttesager. Der er tale om særdeles alvorlig og omfattende kriminalitet begået mod den danske stat, med det formål at svindle statskassen for flere hundrede millioner kroner.”
Fakta om NSK
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.100 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.NSK understøtter desuden dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning, analyser og efterretninger.
NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet.
De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.