Fra døgnrapporten: Indbrud, hærværk og tyveri
Følgende er uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport.
Designertyve i Aalborg
Natten til onsdag 19. december blev en beboer på Ravnhøj i Aalborg vækket af alarmen, der var gået i gang.
Anmelder kunne se, at en indbrudstyv har været forbi hjemmet. Tyven brækkede et vindue til villaen op, hvorefter han kunne stjæle en PH Snowball-lampe, der hang umiddelbart lige inden for vinduet. Lampen blev revet ud af fatningen.
Tænk over, hvad tyven kan se igennem dine vinduer. En PH-lampe i vindueskarmen er som slik for indbrudstyven.
Forsøg på indbrud i Aalborg SØ
Også på Mylius Erichsensvej i Aalborg SØ var indbrudstyvene forbi mellem 18. og 19. december.
Indbrudstyven havde knust en rude i villaen med en sten og derudover var et vindue blevet åbnet.
Der var dog ikke tegn på, at nogen har været inde i huset.
På besøg udenfor åbningstid
En butik på Østergade i Nørresundby fik mellem tirsdag aften 18. december og onsdag morgen 19. december besøg af gæster.
"Gæsterne" valgte dog at aflægge visit udenfor åbningstid, da de ikke var interesseret i en service men derimod i, hvad de kunne få fat i.
Et vindue til forretningen blev brudt op på ukendt vis, hvorefter gerningsmændene havde fri adgang til hele forretningen.
Kostervalget er endnu ukendt.
Smykker og sølvtøj stjålet i Gandrup
En ulåst dør var alt, hvad en eller flere indbrudstyve skulle bruge mellem 1. august og 17. december, da de var forbi en villa på Vestervang i Gandrup.
Grundet den uaflåste dør kunne indbrudstyvene nemlig komme ind i huset og tage for sig af værdierne deri.
Tyvene slap af sted med 12 spiseskeer i sølv, en halskæde og en armlænge.
Husk altid at låse døren, hvis du forlader dit hjem.
Ubudne gæster i Storvorde
I et sommerhus på Stejlgabet i Storvorde har der mellem 15. og 18. december været en ubuden gæst.
Noget kunne tyde på, at gerningsmanden har boet eller blot overnattet i huset, da dynerne i soveværelset var i uorden og toilettet var brugt.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at gerningsmanden har stjålet noget.
Tyven kom ind ved at knuse en rude i hoveddøren med en betonsten.
Fyrværkeri i postkassen
En ellers uskyldig postkasse på Fandrupvej i Farsø blev søndag aften 16. december lige før midnat sprunget i luften.
Det er formentlig sket ved brug af kanonslag.
Anmelder kunne desuden fortælle, at lignende hærværk også var sket tilbage i starten af november.
Meget post kommer efterhånden i e-boks, så overvej, om du allerede nu skal lægge en bakke med vand i postkassen eller få den låst.
Lommetyv i Aalborg
Mandag eftermiddag 17. december befandt en mand fra Storvorde sig på en adresse på Hobrovej i Aalborg.
I løbet af de små fire timer, hvor han har været på Hobrovej, har en ukendt person formået at komme tæt nok på manden til at kunne stjæle hans mobil fra hans lomme.
Mobilen var en iPhone 8 plus.
Undgå lommetyven
- Pas godt på din taske og tegnebog, når du er ude at handle.
- Hold godt øje med din taske og mobil, når du er i byen.
- Pas godt på dine værdigenstande, når du går i byen.
Forsøg på butikstyveri i Frederikshavn
En butikstyv var tirsdag eftermiddag 18. december forbi Føtex op Rådhus Alle i Frederikshavn.
Her forsøgte han at stjæle parfumer og panzerglas ved at flytte parfumerne fra én parfumekasse og over i en anden, hvor også panzerglasset blev lagt i.
Herefter forsøgte han at forlade butikken, men blev stoppet af en ansat lige efter kasselinjen.
I stedet for at få gratis parfume og panzerglas blev den 43-årige mand sigtet for butikstyveri.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555