Nordjyllands Politi: Uddrag fra døgnrapporten fra den 10. juli til den 12. juli 2024
Forsøg på svindel, indbrud og butikstyveri. Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.

Forsøg på svindel
Onsdag morgen ringede det på døren hos en ældre borger, hvor en ukendt kvinde udgav sig for at være fra det plejefirma, som borgeren normalt var tilknyttet.
Hjemmehjælpere herfra har dog egen nøgle, så borgeren afviste kvinden, som kørte fra stedet.
Borgeren tjekkede efterfølgende med firmaet, som afviste at have sendt nogen ud.
Overlæsset trailer
Sent onsdag aften mødte en patrulje en overlæsset trailer på en rasteplads på E45. Den lukkede trailer var helt fyldt op med bl.a. værktøj, dæk, græsslåmaskine m.m.
Føreren fik forbud mod at køre videre, før problemet var løst.
Indbrud i lejlighed
På Miehesgade i Arden var der natten til torsdag indbrud i en lejlighed. En indbrudstyv havde brudt terrassedøren op og gennemrodet lejligheden. Alarmen var gået og denne var forsøgt frakoblet. En patrulje kom til stedet og sikrede spor til den videre efterforskning.
Butikstyveri
Torsdag eftermiddag forsøgte en person at stjæle et større parti barberblade i en Normal-butik i Aalborg. Butikstyveriet foregik ved hjælp af en særligt indrettet pose, der skulle sikre at alarmen ikke blev udløst. Heldigvis blev en butiksansat mistænkelig. Her tog sigtede tingene igen op af posen og skyndte sig ud af butikken, hvor han blev civilanholdt af en vagt.
Indbrud i villa
På et tidspunkt mellem onsdag aften kl. 22:00 og torsdag morgen kl. 07:45 har der været indbrud i en villa på Poppelvej i Mariagerfjord kommune. Her blev en rude knust ved siden af hoveddøren og der sås spor efter færden i stue, køkken og soveværelse.
Ved indbruddet forsvandt diverse el-værktøj af mærket Mikita.
Du kan anmelde et indbrud pr. telefon, på skrift via e-mail eller ved at møde personligt op på en politistation.
Ring 112, hvis gerningsmanden fortsat er til stede eller lige er flygtet.
Ring 114, hvis gerningsmanden ikke længere er til stede.
Kontakt evt. din lokale politistation. Find kontaktoplysninger på din nærmeste politistation.
Ulovlig knallert
En lille knallert måtte torsdag eftermiddag afhentes af vejhjælpen, efter at en patrulje havde konstateret at den, udover at køre med tildækkede nummerplader, også var konstruktivt ændret og dermed ulovlig.
Dette fandt sted i Sæby.
Følg Nordjyllands Politi på:
X @NjylPoliti
Facebook @NjylPoliti
Instagram @Politi
Abonnér på nyt fra politiet
Modtag lokale og landsdækkende nyheder, døgnrapporter, efterlysninger, fremlysninger og arrangementer på mail. Du kan til enhver tid afmelde dig igen eller ændre dit abonnement. Abonnér her: https://politi.dk/abonner
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555