Fra døgnrapporten: bedrageri, indbrud og hærværk
Følgende er uddrag fra Nordjyllands Politis døgnrapport fra 17. december.
Gæster i sommerhuset med den rette nøgle
Ubudne gæster var i weekenden 14. – 16. december forbi et sommerhus i Fjerritslev.
De kiggede under en sten tæt på huset, hvor de fandt nøglen til sommerhuset. Herefter kunne de låse sig ind i huset og gennemgå det for værdier.
Drop nøgleskjuleren. Det er en nem indgang for indbrudstyven, hvis de først finder nøglen.
Dieseltyveri i Ålbæk
I weekenden 14. -17. december var der en eller flere indbrudstyve forbi et værksted på Jennetvej i Ålbæk.
Tyvene kom ind i værkstedet ved at brække et vindue op.
Fra værkstedet slap tyvene af sted med omkring 1000 liter dieselolie.
Har du set noget eller er du blevet tilbudt dieselolie? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Tyveri fra bænken
En 42-årig mand havde natten til lørdag 15.december indfundet sig på en bænk ved John F. Kennedys Plads i Aalborg. Her faldt han i søvn. Imens manden sov, har en lommetyv været forbi for at stjæle mandens pung fra hans lomme. I pungen var der hævekort og omkring 3000kr. i sedler og mønter. Derudover fik han også stjålet et armbåndsur.
Undgå lommetyven
- Hold pungen tæt på kroppen og undgå at have et større beløb i pungen.
- Pas godt på din taske, når du går i byen. Læg den aldrig fra dig.
DAB-tyv i Ålbæk
Andet steds i Ålbæk var en eller flere tyve forbi et sommerhus på Egernvej søndag 16. december.
De brækkede terrassedøren til sommerhuset op med et medbragt koben, hvorefter de havde fri adgang til hele huset.
Tyvene slap af sted med en DAB-radio.
Din DAB-radio skal understøtte DAB+-standarden, hvis du fortsat vil modtage radiokanaler via DAB.
Hærværk i Års
En sort BMW fik mellem klokken 20 søndag aften 16. december og natten til mandag 17. december klokken 01.30 besøg.
Noget kunne tyde på, at nogen havde set sig sure på bilen. Venstre forskærm var i hvert fald blevet ridset og bagruden var blevet knust.
Sideruden i bilen var også forsøgt knust, men uden held.
Bilen var parkeret på Jernbanegade i Års.
Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Smykketyve i Frederikshavn
En halskæde, et armbånd, en armlænke, en ring med blå sten, en hvidgulds fingerring, øreringe samt to vielsesringe med indgravering.
Dét blev udbyttet for en eller flere tyve, da de lagde vejen forbi en villa på Hulda Lütkens Vej i Frederikshavn mellem 24. og 25. november.
Tyvene kom ind via et soveværelsesvindue, hvor de bøjede vrideren på vinduet, hvorved de kunne kravle ind. Gerningsmændene fik kun gennemgået soveværelset.
I vielsesringene var der indgraveret ”24.12.64 Else & Finn”.
Har du set noget eller blevet tilbudt ovenstående smykker, så hører vi gerne fra dig på 114.
Designertyve i Frederikshavn
Otte spisebordsstole og en PH-lampe blev det til i weekenden 14. – 16. december for en eller flere indbrudstyve, da de var forbi en villa på Rosevej i Frederikshavn.
Terrassedøren stod åben, da beboeren kom hjem, hvorfor noget kunne tyde på, at det var der, gerningsmændene kom ind.
Tænk over, hvad der kan ses igennem dine vinduer. En PH-lampe i vindueskarmen er som slik for tyven.
På botrygt.dk, som er lavet i samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd, kan du bestille et gratis indbrudstjek, så du kan se, om dit hjem kan gøres mere indbrudssikkert.
Butikstyv ude efter undertøj i Salling
En butikstyv var lørdag 15. december forbi Salling i Aalborg. Her fandt hun to par underbukser, som hun gerne ville have med hjem. Helst uden at betale.
Hun forsøgte at forlade butikken, men blev stoppet af en butiksdetektiv.
I stedet for to par underbukser, måtte den 18-årige butikstyv nøjes med en sigtelse for butikstyveri.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555