Fra døgnrapporten: spritbilist uden lys, kokain i skoen og lommetyve
Læs uddrag af seneste hændelser i Nordjyllands Politi.
Designertyv i Løgstør
Et overvågningskamera fangede natten til fredag 14. december en indbrudstyv på vej ind i et sommerhus i Løgstør.
Indbrudstyven var forbi huset, hvor han brækkede en terrassedør op med et koben, hvorefter han kunne komme ind i huset.
Fra sommerhuset blev der stjålet en Louis Poulsen Enigma-lampe.
Indbrudstyven beskrives som: lille, bred, iført stribet hættetrøje og træningsbukser samt lyse sko.
Med kokain i skoen i Hjørring
En bil blev torsdag aften 13. december stoppet på Tørholmsvej i Hjørring.
Da patruljen tog en snak med den 36-årige bilist, var det tydeligt for dem, at han var påvirket af narko. Narkometeret blev derfor fundet frem. Det slog ud for kokain, så betjentene valgte at visitere manden. I mandens ene sko blev der fundet to poser kokain.
Han blev derfor sigtet for at køre bil i påvirket tilstand samt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.
Velduftende butikstyv i Aalborg
En butiksdetektiv fik torsdag eftermiddag 13. december fat i en butikstyv i Normal på Danmarksgade i Aalborg.
Butikstyven havde stjålet flere forskellige parfumer fra butikken.
I stedet for at være velduftende fremadrettet, måtte den 36-årige butikstyv modtage en sigtelse for butikstyveri.
Med lange fingre på banegården
Tidligt fredag morgen 14. december var en tyv med lange fingre forbi banegården i Hjørring.
Her udså personen sig en 19-årig kvinde, der måske har været en anelse uopmærksom på, hvad der foregik omkring hende.
Tyven formåede i hvert fald at stjæle kvindens iPhone i cover, hvori der var kørekort og hævekort fra hendes lomme.
Undgå lommetyven
Hold pungen tæt på kroppen og undgå at have et større beløb i pungen.
Pas godt på din taske, når du går i byen. Læg den aldrig fra dig.
Pas godt på din taske og tegnebog, når du er ude at handle.
Værktøjstyve i Fjerritslev
En varevogn parkeret på Industrivej i Fjerritslev fik mellem torsdag eftermiddag 13. december og tidligt fredag morgen 14. december besøg.
En tyv knuste den forreste siderude i bilen, hvorefter han kunne komme ind.
Fra bilen blev der stjålet forskelligt værktøj.
Har du set noget? Så hører vi gerne fra dig på 114.
Fuld mand endte i autoværnet
Tidligt fredag morgen 14. december ramte en personbil ind i autoværnet nær Kridtsvinget på motorvejen ved Aalborg.
Den 20-årige fører af bilen var fuld, som måske kunne have bidraget til ulykken.
Da politiet ankom til stedet, kunne de konkludere, at manden blot havde fået et chok, men ellers ikke var kommet noget til.
Han blev dog sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og måtte stige ind på bagsædet af politibilen, som kørte til stationen, hvor en blodprøve skulle bekræfte promillen.
Spritbilist uden lys på
En patrulje spottede natten til fredag 14. december en bil komme kørende på Vesterbro i Aalborg uden lys på. Derudover blev bilen ført noget usikkert, så betjentene valgte at stoppe bilen.
Betjentene tog alkometeret i hånden og gik over til den standsede bil, hvor de tog en snak med den 19-årige bilist.
Han fik lov at puste i alkometeret, som hurtigt viste en promille på over det tilladte.
Manden måtte derfor tage med betjentene, så en blodprøve kunne bekræfte målingen. Han modtog desuden en sigtelse for at køre uden lys.
Lommetyv på Nytorv
Lørdag 8. december var en 46-årig mand forbi Nytorv i Aalborg.
Der var mange personer på gaden, så det var lidt bøvlet at komme forbi og igennem. Umiddelbart efter kunne manden se, at der manglede en iPhone fra hans lomme.
Hold pung, nøgler og telefon tæt på kroppen og vær skeptisk, hvis folk kommer lidt for tæt på.
Pressekontakt
Christian Brinck
Telefon: 5135 6716
Maria Odgaard
E-mail: mso083@politi.dk
Telefon: 2963 7506
Telefon: 5154 1555