Spring til hovedindhold

Forslag

Nordjyllands Politi

Nyhed

5. august 2023 23:22

Status på efterforskning


Nordjyllands Politi skred her til aften, den 5. august 2023 kl. 18.35, til anholdelse af en 44-årig lokal mand. Denne mand sætter politiet i forbindelse med det mistænkelige dødsfald på en shelterplads nær Vadum, som blev anmeldt til politikredsen tidligere i dag – et dødsfald, som politiet lige siden har efterforsket intenst. Offeret er med overvejende sandsynlighed identificeret som en mand på 58 år ligeledes fra lokalområdet, og de nærmeste pårørende er underrettet om dødsfaldet.

Det oplyser den ansvarlige for politiets indsats, vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup, der dog siger, at man i øjeblikket afventer endeligt identifikation af afdøde fra de retsmedicinske undersøgelser.
 

”Men vores efterforskning peger på, at offeret med stor sandsynlighed er en mand fra lokalområdet. Vores patruljer har underrettet nærmeste pårørende om dødsfaldet.” 

Vicepolitiinspektøren kan ikke udtale sig i detaljer om det omfattende efterforskningsarbejde, der stadigvæk pågår, men han kan dog bekræfte, at politiets efterforskning peger på, at der har været en perifer relation mellem offeret og den anholdte mand.  

”Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke komme det nærmere på nuværende tidspunkt. Vi har sigtet den anholdte for manddrab, og i øjeblikket afhøres han til sagen af vores efterforskere, ligesom anholdte undersøges af vores teknikere med henblik på sporsikring.”  

Efterforskning stadig i gang

Kenneth Ginnerup kan heller ikke komme ind på formodet dødsårsag eller på de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, som politiet efterforsker som et drab. 

”Mere kan vi ikke oplyse lige nu. Vi skal stadig foretage afhøringer og forhøringer, undersøge flere forhold samt sikre en række spor, blandt andet ude på findestedet.”  

Den anholdte ventes på grundlag af politiets efterforskningsarbejde fremstillet i et grundlovsforhør søndag i Retten i Aalborg.

”Vi er i dialog med anklagemyndigheden med henblik på en fremstilling i løbet af i morgen,” tilføjer Kenneth Ginnerup.    

Alle spor skal sikres

Nordjyllands Politi forventer, at man har afsluttet sit undersøgelses- og sporsikringsarbejde i og omkring findestedet i Vadum i løbet af søndagen – mens selve den samlede efterforskningsindsats fortsætter på fuldt tryk i den kommende tid. 

”Og det arbejde kommer til at tage tid. Når alle relevante omstændigheder skal afdækkes i sådan en sag, så er vi grundige – og så gearer politiet ikke ned: Alle spor skal sikres,” understreger vicepolitiinspektøren.  

Hjælp fra borgerne er vigtig 

Politikredsen har indtil videre modtaget omkring 40 henvendelser fra offentligheden. 

”Dem sætter vi stor pris på. Jeg kan ikke komme ind på enkeltdele i borgernes henvendelser i denne konkrete sag, men vi er som politi meget glade for henvendelser fra offentligheden: De er en stor hjælp for vores arbejde. Først og fremmest i forhold til at identificere og pågribe mistænkte personer, men også tilsyneladende mindre og fragmenterede oplysninger fra borgerne kan bidrage til det samlede hændelsesforløb. Vi skal jo stykke et komplekst billede samme, når vi skal tilvejebringe et grundlag for strafforfølgning,” forklarer vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup og tilføjer: 

”Så jeg vil gerne sige tak til de borgere, der har ringet ind i denne sag. Det kan man i øvrigt stadig gøre, hvis man har information til os. Ring på telefon 114.” 
 

Fortsat synligt politi 

Som en direkte følge af politiets massive tilstedeværelse i og omkring Vadum så vil borgerne i hvert fald resten af weekenden kunne se synligt politi i området. 

”Vi patruljerer lidt mere end normalt i Vadum-området. Både i forhold til efterforskningen og for så vidt angår trygheden. Vi ved, at sådan en dybt alvorlig sag kan skabe utryghed blandt områdets beboere. Det er helt naturligt. Derfor øger vi vores synlighed. Har man brug for at komme i kontakt med os, så er man velkommen til at henvende sig til vores patruljer i området – og man kan selvfølgelig altid ringe til os på telefon 114.” 

Politiet har ingen yderligere oplysninger i relation til efterforskningen på nuværende tidspunkt, og eventuelle opfølgende spørgsmål fra pressen vedr. sagen kan fra søndag efter kl. 09.00 stilles til politikommissær Carsten Straszek. For så vidt angår opdatering vedr. selve grundlovsforhøret, så skal anklagemyndighedens jurist kontaktes.

 

Pressekontakt

Christian Brinck

E-mail: cbr013@politi.dk
Telefon: 5135 6716
 

Lene Kold

E-mail: lko024@politi.dk

Telefon: 5173 8871

 

Maria Odgaard

E-mail: mso083@politi.dk

Telefon: 2963 7506

 

Vagtcentralens pressetelefon
Telefon: 5154 1555

7. april 2025

Nordjyllands Politi

Vidne i sag om vanvidsbilisme søges

Nordjyllands Politi indledte i fredags, den 4. april 2025 kl 19:26, en eftersættelse af en personbil i Aalborg Øst i Øster Sundby og Vejgaard ad blandt andet Chr. Richards Vej mod syd. Det skete i forbindelse med en færdselssag vedr. vanvidsbilisme. Føreren af køretøjet blev anholdt til sagen. Men i forbindelse med opklaringen af sagens nærmere omstændigheder søger politiet nu efter et vidne i sagen. ***Efterlysning aflyst. Vidnet er fundet. Efterforskningen forsætter. Vi takker for offentlighedens hjælp i sagen*** ​

1. april 2025

Nordjyllands Politi

141 køretøjer standset til multikontrol på E45

Mandag den 31. marts 2025 blev der afholdt kontrol af tunge køretøjer på rastepladserne Glenshøj Øst og Glenshøj Vest, Nordjyske Motorvej. Flere forskellige myndigheder var samlet, med henblik på at kontrollere bredt, og i alt blev 141 køretøjer standset og set igennem.

26. marts 2025

Nordjyllands Politi

Rebild Kommune og Nordjyllands Politi styrker samarbejdet om tryghed og indbrudsforebyggelse

Rebild Kommune, Nordjyllands Politi og Bo Trygt har i dag onsdag den 26. marts underskrevet en ny samarbejdsaftale, "Bo trygt i Rebild", der har til formål at fremme trygheden og reducere antallet af indbrud i kommunen.