Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. - 11. august 2025
Madras på kørebanen, togdrift kortvarigt stoppet og narkokørsel. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Madras på kørebanen, Kgs. Lyngby
Klokken 15.17 modtog politiet flere anmeldelser om, at der lå en madras på Helsingørmotorvejen i nordgående retning ved IKEA. Vejdirektoratet blev kontaktet og sørgede for, at madrassen hurtigt blev fjernet.
Togdrift kortvarigt stoppet på grund af beruset mand, Hornbæk
Klokken 20.33 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var faldet ned på togskinnerne. Da patrulje og ambulance ankom, blev det konstateret, at manden var meget beruset. Han havde kun fået mindre skrammer på benene. Togdriften var kortvarigt påvirket, men blev genoptaget, da manden var fjernet fra skinnerne.
Narkokørsel og kørsel uden gyldigt kørekort, Gentofte
Klokken 01.38 standsede politiet en 24-årig mand fra København, som blev sigtet for at køre bil i narkopåvirket tilstand og uden gyldigt kørekort. Ved ransagning af bilen fandt politiet desuden en peberspray og en mindre mængde hash, som han ligeledes blev sigtet for at besidde.