Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 18.-19. august 2025
Bedrageri, musik til ulempe og euforiserende stoffer. Her er et uddrag af døgnrapporten.
Bedrageri, Gilleleje
En 81-årig kvinde fra Gilleleje kontaktede politiet klokken 11.13 og oplyste, at hun var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Banks sikkerhedsafdeling. Manden påstod, at hendes ægtefælles konto var ved at blive hacket. Mens samtalen stod på, dukkede en anden mand op på adressen og gik ind gennem en åben terrassedør. I samarbejde med manden i telefonen fik han kvinden til at udlevere sin ægtefælles kreditkort. Kvinden blev chokeret, men hun fattede alligevel mistanke og udleverede derfor bevidst en forkert pinkode. Efterfølgende blev der forsøgt hævninger på kortet, men uden held. Kortet er nu spærret.
Bedrageri, Frederikssund
En 87-årig kvinde fra Frederikssund blev omkring klokken 16 kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra banken. Manden forklarede, at han ville fotografere kvindens smykker med henblik på at forsikre dem. Han stjal imidlertid diverse guldsmykker, men fik ikke udleveret betalingskort.
Havde tilladelse, Allerød
Klokken 21.26 fik politiet en anmeldelse om, at en mand sad med et gevær på Sørupgårdsvej. En patrulje kørte til stedet og traf en 22-årig mand, som havde tilladelse til at skyde en ræv. Han fremviste både jagttegn og gevær, og alt var i orden.
Musik til ulempe, Hellerup
Omkring klokken 22.51 indløb flere anmeldelser om høj musik på Onsgårdsvej, som var til gene for naboerne. Politiet tog kontakt til festens vært, der blev bedt om at skrue ned og rykke selskabet indenfor.
Euforiserende stoffer og frakendelse af kørekort, Kgs. Lyngby
Klokken 03.10 standsede en patrulje en 26-årig mand fra Brøndby, der kørte i bil på Klampenborgvej. Det viste sig, at manden var påvirket af stoffer og desuden ikke havde gyldigt kørekort. Under kontrollen fandt politiet også en joint i bilen, og den 26-årige blev sigtet for flere forhold.