Spring til hovedindhold

Forslag

Nordsjællands Politi

Døgnrapport

16. april 2019 10:09

Uddrag af døgnrapporten 15.-16. april 2019

Færdselsuheld, flere butikstyverier, tyveri af kyllinger og vold. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

Færdselsuheld, Meløse

Klokken 07.52 blev der anmeldt et færdselsuheld på Amtsvejen i Meløse. En personbil ført af en 31-årig kvinde fra Dyssegård påkørte en personbil ført af en 32-årig kvinde fra Helsingør. Den 32-årige holdt stille og gav signal til at foretage et venstresving, hvilket den 31-årige overså – muligvis pga. den skarpe morgensol.

Bilerne blev hurtigt flyttet til rabatten, således trafikken kunne glide videre, og ingen af de to kvinder kom noget alvorligt til.

Færdselsuheld, Værløse

Klokken 11.04 indløb der en anmeldelse fra Værløse om, at en cyklist var blevet påkørt af en bil på Frederiksborgvej. Kvinden bag rattet, en 75-årig kvinde, havde overset sin vigepligt, hvorfor cyklisten, en 51-årig mand fra København, var blevet påkørt. Der skete ingen personskade ved uheldet.

Indbrud, Slangerup

Klokken 11.26 blev det anmeldt, at der fra en staldbygning i Slangerup natten til mandag var blevet stjålet 66 kyllinger af forskellige racer.

Vold, Frederikssund

Klokken 11.36 anmeldte en 78-årig mand, at han torsdag omkring klokken 19.50 var blevet udsat for vold på Bakkekammen. Her havde manden gået sig en tur, da han mødte en anden mand og dennes løse labradorhund. Hunden løb hen til den 78-årige, som forsøgte at forhindre, at hunden kom for tæt på ved at sætte sit ben frem. Hundelufteren kom herefter over og slog den 78-årige i hovedet med hundesnoren, således den 78-årige begyndte at bløde. Herefter gik hundelufteren og hunden fra stedet. 

Hundelufteren beskrives som: Mand, dansk af udseende, 40-45 år, 195-200 cm, muskuløs af bygning, hvid i huden, talte dansk. Var desuden iført en blå dynejakke og cowboybukser til knæet. 

Butikstyveri, Kokkedal

Klokken 13.12 ringede personalet fra Føtex i Kokkedal og fortalte, at de stod med en mulig butikstyv, der ikke ville identificere sig. En patrulje blev sendt til stedet, hvilket fik mandens tunge på gled – der var tale om en 31-årig mand fra Kokkedal.

Butikstyveri, Lyngby

Klokken 13.28 anmeldte personalet fra Lyngby Storcenter, at de sad med to unge butikstyve, der havde stjålet for 20 kroner. En patrulje blev sendt til stedet, hvor to 12-årige drenge blev antruffet. De to drenges forældre blev orienteret om hændelsen, hvorefter drengene fik lov til at gå.

Butikstyveri, Helsingør

Klokken 13.31 pågreb personalet i Kvickly på Stjernevej en 15-årig dreng, som havde forsøgt at stjæle fire dåser Red Bull. En patrulje kom sidenhen til og sigtede drengen for butikstyveri.

Klokken 19.13 indløb der en anmeldelse fra samme butik, hvor en ny butikstyv havde forsøgt at stjæle blandt andet nogle smoothies. Da butikstyven blev opdaget, forsøgte han at stikke af fra stedet på cykel, ligesom han generelt var usamarbejdsvillig, og en patrulje blev derfor tilkaldt.

Butikstyven viste sig at være en 56-årig mand fra Ålsgårde, som var efterlyst til fogedretten, og han blev derfor anholdt. Under visitationen af manden blev der både fundet en mindre mængde hash samt en moderat mængde euforiserende stoffer og en digitalvægt på ham, hvilket han blev sigtet for, ligesom han også blev sigtet for butikstyveriet.

 

Færdselsuheld, Holte

Klokken 13.44 blev der anmeldt et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i nordgående retning ved Sandbjerg. Her var en bil kørt sammen med en varevogn, hvilket resulterede i, at der løb olie ud på vejbanen, og den ene vejbane var derfor afspærret i en periode, imens der blev ryddet op. Der skete umiddelbart ingen alvorlig personskade ved uheldet.

 

Tyveri fra taske, Gentofte

Klokken 14.43 anmeldte en kvinde på 95 år, at hun under en indkøbstur i Lyngby havde fået stjålet sin pung fra sin taske. Tyveriet er formentlig sket under kvindens bustur fra Gentofte til Lyngby eller inde i en forretning.

Tyveri af gas, Slangerup

Klokken 15.04 blev det anmeldt fra Circle K, at to personer mandag imellem klokken 01.43 og 01.50 havde opbrudt en hængelås på et aflåst bur foran benzintanken, hvorefter de havde stjålet 16 gasflasker. Derudover havde gerningsmændene stjålet flere dunke AdBlue.

 

Butikstyveri, Frederikssund

Klokken 18.38 pågreb personalet i Kvickly en 17-årig pige, der forsøgte at snige sig ud af butikken uden at betale for en læbepomade. En butiksdetektiv havde dog bemærket hendes forehavende, og en patrulje blev derfor sendt til stedet, hvor hun blev sigtet for forholdet, hvorefter pigens mor blev tikaldt.

Færdselsuheld, Frederikssund

Klokken 00.10 anmeldte en taxachauffør, at han på Frederikssundsvej netop havde påkørt et rådyr. Bilisten havde i den forbindelse forsøgt at undvige rådyret, hvorfor nogle vejskilte også var blevet påkørt.

 

Indbrud anmeldt i Nordsjællands politikreds den 15.-16. april 2019


Pressekontakt

Telefon: 4133 1576

26. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 25.-26. april 2024

Røver anholdt efter otte minutter. Tyveri, brande og narkokørsel. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi

25. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapporten 25.- 26. april 2024

Spirituskørsel, hærværk og mindre brand. Her er et uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi.

24. april 2024

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi: uddrag af døgnrapport 23.-24. april 2024

Drabsforsøg, tyverier og salg af euforiserende stoffer. Her er uddrag af døgnrapporten fra Nordsjællands Politi