Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

25. januar 2019 11:45

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 25. januar 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

 

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 12.00 en 19-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for at være med til et røveri begået mod en 18-årig mand og en 18-årig kvinde i Aarhus V i onsdags.

 

I samme sag blev en 18-årig mand torsdag varetægtsfængslet i fire uger.

 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke p.t. at udtale sig yderligere i sagen. 

**

Pas på – isen er usikker

Østjyllands Politi har både onsdag og torsdag fået anmeldelser om børn, der har gået rundt på frosne søer, selvom isen slet ikke er sikker nok til det. 

Onsdag kom der blandt andet henvendelser om en dreng, der skøjtede på en sø i Mårslet, og at flere børn gik rundt på den tynde is på regnvandsbassinet i Odder. 

Torsdag fik politiet igen en henvendelse fra Odder, hvor en del børn åbenbart var gået ud på en frossen sø, selv om der står skilte om, at isen er usikker.  Heldigvis faldt ingen igennem isen, men Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste folk til at holde sig væk fra isen, så længe den ikke er tyk nok. 

Man kan følge med på kommunernes hjemmesider i forhold til at finde ud af, om isen er tyk nok. 

**

Politi, SKAT og Fødevarekontrol i indsats ved kiosk

Østjyllands Politi assisterede torsdag aften både SKAT og Fødevarekontrollen i en indsats ved en kiosk i Åbyhøj. Det viste sig, at der var flere kritisable forhold i og omkring kiosken.

 

Tæt ved butikken tog politiet tre bilister i at køre narkokørsel, tre blev sigtet for at være i besiddelse af stoffer, og to personer fik beslaglagt nogle penge til SKAT. 

SKAT konstaterede, at kiosken ikke havde betalt moms, og medarbejderne ikke var registreret på den måde, de skulle. 

Fødevarekontrollen fandt også flere brud på reglerne i forhold til de varer, der var i butikken. 

Østjyllands Politi har ved flere lejligheder været på besøg i området omkring kiosken, hvor flere personer ofte samles, og flere gange er der blevet konstateret forskellige brud på loven. Politiet vil derfor fortsat have ekstra fokus på området.  

**

Betjente fandt flygtet bilist – hund fandt bilnøgle

En patruljebil fra Østjyllands Politi måtte natten til fredag op i høj fart for at følge efter en bil, som betjentene opdagede kl. 3.50 på Åby Ringvej i Åbyhøj. 

Bilen tiltrak sig betjentenes opmærksom, da den kom kørende i modsatte vejbane, og da patruljen vendte rundt for at tjekke bilen, satte føreren farten gevaldigt op. Selv om politiet både med blink og lyd signalerede, at han skulle standse, fortsatte han i høj hastighed gennem byen. To gange undervejs kørte han over for rødt med politiet bag sig.  

Ved Åbyvej mistede patruljebilen kontakten med den flygtende bil, men få minutter senere fandt en anden patrulje bilen parkeret på en p-plads på Engparken. Betjentene kiggede rundt i området omkring bilen, og kort derfra fik de øje på en 18-årig mand, der så meget nervøs og forpustet ud.

 

Han lugtede af hash og kom med flere forskellige forklaringer på, hvad han lavede på stedet. 

Det fik betjentene til at anholde ham og sigte ham for at flygte fra politiet og for at køre over for rødt to gange. Da patruljen visiterede ham, fandt de både noget hash og kokain, som han blev sigtet for at besidde 

Bilnøglen havde han ikke på sig, men den fandt en dygtig politihund gemt oven på et skur tæt på bilen. 

**

15-årig anholdt i Storcenter – havde hardballpistol på sig

En vagt i Storcenter Nord ringede fredag klokken 18.10 til politiet, da han havde set en ung mand gå rundt med en pistol fremme, hvilket skabte en del utryghed hos flere borgere i centret. Der blev hurtigt sendt en patrulje til stedet, og få minutter efter fik betjentene kontakt til den unge mand, der sad sammen med to venner på en bænk inde i storcentret. 

De blev alle bedt om at lægge sig fladt ned på maven, hvorefter de blev visiteret. I bukselinningen på en 15-årig dreng sad der en hardballpistol frit fremme. Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden ved at skabe utryghed med pistolen. 

Den 15-årige forklarede, at han følte sig truet af nogle forskellige personer, og at han derfor gik med en pistol, der kunne virke skræmmende. 

Efter en tur på stationen blev han kørt hjem og de sociale myndigheder blev underrettet.   

**

Hus brød i brand efter sauna-uheld

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 20.33 en anmeldelse om en brand i et hus på Toftevej i Ebeltoft. Kælderetagen i ejendommen blev lejet ud til Bed and Breakfast, og ejeren af huset havde pludseligt lugtet røg fra kælderen. 

Det viste sig at stamme fra en brand, der var opstået i en sauna på stedet. Saunaen blev brugt til opmagasinering, men ved et uheld var ægteparret kommet til at tænde saunaen, hvorefter der var gået ild i flere ting. 

Ilden havde bredt sig og både ægteparret og ejeren samt ejerens børn blev reddet ud. 

Ægteparret blev efterfølgende kørt til skadestuen til tjek for røgforgiftning. Hele kælderetagen brændte ned og stuen og første sal fik større røgskader. 

**

Mand i bar overkrop anholdt på Banegårdspladsen

Østjyllands Politi måtte tidlig fredag morgen omkring klokken 5 rykke ud til banegården i Aarhus, hvor en fuld 30-årig mand i bar overkrop generede flere mennesker. 

Blandt andet havde han flere gange forsøgt at indlede sig i slagsmål, og han røg cigaretter, selvom der er  rygning forbudt. 

Da patruljen kom frem, fik de anholdt den berusede og højtråbende mand. Han blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

Rakte fuck efter betjente – anholdt med hash og kniv på sig

En 20-årig mand gjorde alt for at gøre opmærksom på sig selv torsdag kl. 10.12, da en patrulje kom kørende på Lenesvej i Brabrand. Han stod tæt på vejen, løftede begge arme og rakte to ”fuckfingre” i vejret mod patruljen. 

Da betjentene holdt bilen ind, begyndte den 20-årige at filme dem, mens han råbte ”fucking pansere”. 

Patruljen gik hen til ham og bad ham oplyse sit navn og personnummer. Det nægtede manden, der blev anholdt på stedet, så de kunne sikre hans identitet på stationen. 

Kort efter fik manden, ud over sigtelserne for sine tilråb og sin manglende lyst til at sige sit navn, også sigtelser for narkobesiddelse og for brud på knivloven. Han havde nemlig hash og en kniv i lommen. 

**

Slagsmål i Randers mellem flere personer

Torsdag aften kl. 20.52 fik Østjyllands Politi en melding om, at to grupper mænd var røget i slagsmål på Mariagervej i Randers C. Da betjentene kom til stedet kort efter, var der ikke længere uro, men de fik kontakt til flere mænd i området, der viste tegn på at have været oppe at slås.

 

Ingen af dem ønskede dog at fortælle politiet noget som helst om, hvad der var foregået. 

Det har derfor foreløbigt ikke været muligt at sigte nogen i sagen eller finde ud af, hvad konflikten drejede sig om.  

**

Kvinde sigtet for narko - mands kontanter og smykker beslaglagt

Østjyllands Politi specialpatrulje var natten til fredag omkring kl. 2.00 på besøg på en adresse i Assentoft ved Randers SØ, da de havde mistanke om, at der var narko på stedet. 

På adressen traf de en 26-årig kvinde, som erkendte ejerskabet af den skunk og hash, patruljen fandt ved ransagningen. 

Ud over stofferne fandt politiet også en ulovlig kniv, en diamant og del dyre smykker. Alle dele viste sig at tilhøre en 30-årig mand, som dog ikke var at træffe på adressen. 

Både kniv, smykker og kontanter blev beslaglagt, da manden skyldte en hel del penge til det offentlige. Han kan nu se frem til flere sigtelser, når politiet får kontakt til ham. 

**

To mænd taget med hash i bilen

En borger ringede torsdag kl. 19.52 til politiet, da hun så tre unge mennesker sidde og ryge hash i en bil på en p-plads på Lundshøjgårdsvej i Malling. 

Da patruljen kom frem, stod bilen i tomgang på pladsen, og betjentene kontaktede to 19-årige mænd, der begge virkede påvirkede. 

Manden bag rattet blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Hans ven blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en joint på sig. 

**

Færdsel

Torsdag kl. 7.24 skete der et færdselsuheld i krydset Marselis Boulevard/Kongsvang Allé i Aarhus C. En 24-årig mand gik ud foran en bil ført af en 47-årig kvinde. Bilen ramt fodgængeren, der faldt ned på asfalten. Han slap dog umiddelbart uden større skader. 

Torsdag kl. 8.00 skete der et færdselsuheld på Agro Food Park i Aarhus N. En 47-årig kvinde drejede ind ad en indkørsel og ramte ind i en 51-årig mand, der kom cyklende ligeud. Cyklisten slap dog umiddelbart uden større skader. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 8.06 skete der et færdselsuheld på Herredsvej i Hasle. En 24-årig mandlig bilist ramte ind i en bil ført af en 50-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. Den 24-årige mand blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 9.58 skete der et færdselsuheld i krydset Grenåvej/Clausholmvej i Randers SØ. Ifølge flere vidner kørte en 34-årig mandlig bilist over for rødt og ramte ind i en bil ført af en 46-årig kvinde. Den 34-årige fortsatte herefter ned af en skrænt og ramte ind i en parkeret bil, der holdt ved en bilforhandler. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 34-årige mand blev sigtet for at have kørt over for rødt. 

Torsdag kl. 16.14 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Holme Ringvej i Viby. 

Torsdag kl. 19.08 blev en 37-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby. 

Torsdag kl. 19.54 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Frydenlunds Alle i Aarhus V. 

Torsdag kl. 20.15 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Haldum. En 51-årig mandlig bilist foretog en overhaling og ramte ind i en modkørende bil. Tre personer blev efterfølgende kørt til skadestuen. 

Torsdag kl. 21.27 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Søren Frichs Vej i Aarhus. 

Torsdag kl. 21.55 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narko- og spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Klitvej i Grenaa. 

Torsdag kl. 22.45 skete der et færdselsuheld i krydset Marselis Boulevard/Kongsvang Alle i Aarhus C. En 45-årig kvindelig bilist ramte ind i en bil ført af en 55-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Kvinden blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Torsdag kl. 23.26 blev en 52-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Schousgade i Randers C. 

Fredag kl. 00.05 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Frydenlunds Alle i Aarhus V. 

Fredag kl. 1.17 blev en 28-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Vesterbrogade i Aarhus C. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse

På Præstelunden i Odder begået mellem onsdag d. 23/1 kl. 19.00 og torsdag d. 24/1 kl. 7.45
På Lystgårdsparken i Boulstrup ved Odder begået mellem onsdag d. 23/1 kl. 17.55 og torsdag d. 24/1 kl. 8.00
På Mispelvej i Randers NV begået mellem onsdag d. 23/1 kl. 16.00 og torsdag d. 24/1 kl. 8.00
På Thorshavnsgade i Aarhus N begået torsdag d. 24/1 kl. 5.50 og torsdag d. 24/1 kl. 14.00
På Præstevangsvej i Hasle ved Aarhus V begået torsdag d. 24/1 kl. 19.44
På Udbyhøjvej i Ø. Tørslev ved Gjerlev begået fredag kl. 00.05 

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

18. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

17. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 17. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

16. juni 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 16. juni 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.