Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

18. oktober 2019 13:59

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 18. oktober 2019

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.00 i Retten i Aarhus en 45-årig mand fra Rumænien, der sigtes for at have overtrådt sit indrejseforbud. Den 45-årige mand blev anholdt torsdag eftermiddag, efter han var blevet taget i at stjæle varer i Kvickly på Ringvej Syd i Viby.

En medarbejder havde set manden gå rundt i butikken og syntes han virkede mistænkelig. Medarbejderen fulgte efter manden og så, at han tog en taske ned fra en hylde, hvorefter han gik over til afdelingen med regntøj og puttede et sæt regntøj ned i tasken. Så tog han tasken på ryggen og gik i retning mod kassen og videre ud mod udgangen uden at betale for varerne. Varehuschefen fik pågrebet manden uden for butikken og førte ham med ind i et personalerum, hvorfra der blev ringet efter politiet.

Manden blev kørt ind til politigården, hvor det blev konstateret, at han den 3. oktober var blevet meddelt et indrejseforbud på to år, og han blev derfor sigtet for at overtræde sit indrejseforbud. Sagen om butikstyveriet blev afgjort med en straksbøde på 1000 kroner.

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 i Retten i Aarhus en 27-årig mand fra Nigeria, der sigtes for ulovligt ophold i landet. Politiet kom i kontakt med den 27-årige mand onsdag kl. 11.28, da en buskontrollør havde brug for hjælp til at få fastslået mandens identitet. Da patruljen ankom til busstoppestedet på Oddervej i Højbjerg, viste det sig, at manden ikke var i besiddelse af gyldig legitimation, og han blev derfor anholdt med henblik på at fastslå hans identitet.

Det viste sig, at mandens Schengen-visum var udløbet, og han blev derfor sigtet for ulovligt ophold i landet og tilbageholdt på udlændingeloven, mens han sag blev forelagt for Udlændingestyrelsen. Styrelsen har nu truffet beslutning om, at manden skal udvises af landet med et indrejseforbud på to år, og han bliver derfor fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, indtil udvisningen kan effektueres.

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 11.15

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.15 i Retten i Aarhus en 54-årig mand fra det nordlige Aarhus, der sigtes for på ny at have overtrådt et tilhold, han har mod en 37-årig kvinde ved på én dag at have sendt 66 beskeder til hende. Det er tredje gang den 54-årige mand fremstilles i grundlovsforhør for at overtræde sit tilhold.

Første gang, den 29. august, valgte dommeren at løslade ham efter grundlovsforhøret. Han fortsatte dog med at chikenere den 37-årige kvinde, hvorfor han igen blev fremstillet i grundlovsforhør den 4. september, hvor han blev varetægtsfængslet.

Onsdag blev han løsladt fra sin varetægtsfængsling, da sagen er blevet berammet i Retten til december, og han, i forhold til den straf han forventes at blive idømt, ikke kan sidde varetægtsfængslet indtil da. Men samme dag kontaktede han igen den 37-årige kvinde, hvorfor han nu endnu engang bliver fremstillet med henblik på ny varetægtsfængsling.

--

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 13.00 i Retten i Aarhus en 27-årig mand, der sigtes for kvalificeret vold. Den 27-årige mand blev anholdt natten til fredag kl. 00.41 ved Bar Smil på Skt. Clemens Stræde i Aarhus, hvor han havde slået en dørmand i baghovedet med en jernstolpe. Dørmanden har forklaret til politiet, at han stod og talte med en kollega, der havde fri, da han pludselig og helt umotiveret blev slået i baghovedet, hvorefter kollegaen var løbet efter gerningsmanden og havde tilbageholdt ham.

**

 

Sigtet for flere tyverier fra personbiler

På baggrund af et tip om tyveri af knallerter kørte en patrulje torsdag eftermiddag forbi en adresse på Gammel Landevej i Trige, hvor betjentene fandt flere knallerter/små motorcykler, hvoraf to var meldt stjålne. Betjentene bankede på hos husets kvindelige beboer, der havde besøg af en 27-årig mand, der er godt kendt af politiet for berigelseskriminalitet.

Den 27-årige mand blev anholdt og sigtet for tyveri af lille motorcykel. Betjentene ransagede lejligheden, hvor den 27-årige havde opholdt sig, og fandt blandt andet adskillige rygsække, dametasker og diverse beklædningsgenstande og sko. I flere af taskerne blev der fundet id-papirer, der ikke tilhørte den 27-årige. Det viste sig, at der var tale om koster fra fire forskellige tyverier fra biler begået i løbet af de seneste uger og fra et indbrud i en virksomhed.

Den 27-årige mand blev sigtet for brugstyveri af lille motorcykel, for narkobesiddelse, for indbrud i virksomhed og for fire tilfælde af tyveri fra personbil. Den videre efterforskning skal nu afdække, om den 27-årige kan have stået bag flere tyverier fra personbiler.

Østjyllands Politi har den seneste tid fået en del anmeldelser om tyverier fra personbiler – særligt i og omkring Aarhus. Alene det seneste døgn har Østjyllands Politi modtaget 18 anmeldelser, og politiet opfordrer nu borgere til at være særligt opmærksomme på ikke at efterlade værdigenstande i bilen – læs mere i tidligere udsendte pressemeddelelse.

**

 

Dieseltyv taget på fersk gerning

Torsdag kl. 20.57 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der netop var gået to alarmer på tankdæksler på to lastbiler, der holdt på P.O. Pedersens Vej i Aarhus N. Der blev sendt flere patruljer til stedet, og betjentene så en mand, der kom gående på vejen. Betjentene tog kontakt til manden, der dog kun kunne tale engelsk, og han oplyste, at han ledte efter sin kone. Den forklaring troede betjentene ikke rigtig på, da manden befandt sig midt i et industriområde.

Betjentene havde bemærket, at manden havde puttet noget ned i baglommen, da han så politiet, og ved nærmere eftersyn kunne de se, at det var et par handsker, der lugtede kraftigt af diesel. Manden blev derfor anholdt og sigtet for forsøg på tyveri af diesel. En hundepatrulje, der også var blevet sendt til stedet, gik spor i området og fandt et stykke af en haveslange og to dunke i nærheden af en lastvogn og der blev også fundet spor fra der, hvor manden var blevet anholdt og hen til containeren, hvor haveslangen lå.

Den 50-årige mand, der kommer fra Polen, blev kørt ind til politigården, hvor han erkendte, at han havde forsøgt at stjæle diesel og betalte en straksbøde på 1200 kroner.

**

 

Muligvis misbrugt som muldyr

Natten til torsdag kl. 01.00 var en 18-årig mand på vej hjem fra byen, da han ved Skt. Clemens Torv i Aarhus blev kontaktet af en mand, som han aldrig havde set før. Manden, der var i selskab med fire andre personer, bad den 18-årige om at hjælpe ham. Manden ville have den 18-åriges kontonummer, så han kunne overføre nogle penge til hans konto, som den 18-årige herefter skulle hæve i en hæveautomat, så manden kunne få kontanterne i hånden.

Den 18-årige mand svarede, at han ikke havde tid og ikke ville hjælpe. Det fik manden til at give fat i kraven på den 18-årige mand og sige, at han skulle hjælpe ham. Den 18-årige har forklaret til politiet, at han blev bange og følte sig truet af de fem personer, der stod meget tæt omkring ham. Han gik derfor med til at hjælpe manden, der overførte penge til hans konto, hvorefter de gik hen til den nærmeste hæveautomat og hævede pengene igen.

Som tak for hjælpen fik den 18-årige 200 kroner, som han dog efterfølgende afleverede til politiet, da han ikke ville have dem. Politiet har mistanke om, at den 18-årige kan være blevet brugt som et såkaldt muldyr, der er betegnelsen for en person, der stiller en konto til rådighed for overførsler af illegalt erhvervede penge.

Læs mere om, hvad et muldyr er, og hvordan du undgår at blive brugt som muldyr her

**

 

Undertøjstyv vendte tilbage til gerningsstedet

Torsdag kl. 17.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Salling i Aarhus, hvor personalet tilbageholdt en 40-årig mand, som var genkendt fra et tidligere butikstyveri. Den 15-16/9 var der forsvundet en del undertøj fra en udstilling og en vagt havde for set overvågningsmateriale igennem fra de dage, hvor han kunne se to mænd, der nærmest havde tømt udstillingen.

Torsdag var den ene mand så retur i Salling, og vagten genkendte ham fra overvågningen og tilbageholdt ham og ringede efter politiet. Den 40-årige mand blev siget for butikstyveri af adskillige pakker Bjørn Borg underbusker og kørt med på politigården til afhøring.

**

 

Brand på biografens toilet

Østjyllands Politi fik torsdag kl. 12.40 en anmeldelse om, at der lugtede brændt fra dametoilettet i Nordisk Films Biograf på Skt. Knuds Torv i Aarhus. En medarbejder var gået ud på toilettet og havde set, at der kom røg ud fra en af båsene, hvor der lå noget toiletpapir og ulmede. Ved papirholderen ved vasken lå der også noget papir, der var antændt. Medarbejderen fik kastet noget vand på gløderne, der hurtigt blev slukket. Der var ingen personer ved toilettet, og det var umiddelbart ikke muligt at afklare, hvem der havde antændt papiret.

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 08.29 skete der et færdselsuheld på Århus Syd Motorvejen ved Viby. En 42-årig kvindelig bilist kom kørende på motorvejen da hun, formentlig som følge af akvaplaning, mistede herredømmet over bilen, der snurrede rundt og endte i grøften. Der skete ingen personskade eller materiel skade ved uheldet.

Torsdag kl. 15.35 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard i Aarhus C. En bilist kom kørende ad Marselis Boulevard, da vedkommende formentlig kørte frem for rødt lys og efterfølgende påkørte en 62-årig kvindelig cyklist. Der skete umiddelbart ingen personskade ved sammenstødet.

Torsdag kl. 17.05 blev en 33-årig mandlig knallertkører anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Jernbanegade i Randers C.

Natten til fredag kl. 03.18 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Søndergade i Hadsten.

Natten til fredag kl. 03.33 blev en 31-årig mandlig bilist anholdt og siget for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Randers NV.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Ydunsvej i Åbyhøj begået torsdag den 17/10 mellem kl. 03.10 og kl. 03.12
  • På Pannerupvej i Trige, Lystrup begået mellem tirsdag den 15/10 kl. 09.00 og torsdag den 17/10 kl. 12.00
  • På Skolesvinget i Auning begået mellem onsdag den 16/10 kl. 12.00 og torsdag den 17/10 kl. 10.00
  • På Dalgas Avenue i Aarhus C begået mellem mandag den 14/10 kl. 14.00 og tirsdag den 15/10 kl. 15.00
  • På Niels W. Gades Vej i Aarhus C begået mellem søndag den 13/10 kl. 11.00 og torsdag den 17/10 kl. 19.00
  • På Rydevænget i Aarhus V begået torsdag den 17/10 mellem kl. 18.30 og kl. 20.35
  • På Rymarksvej i Risskov anmeldt fredag den 18/10 kl. 01.20

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

11. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 11. maj 2025.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

10. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 10. maj 2025.

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

9. maj 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 9. maj 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.