Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

9. november 2020 11:01

Døgnrapport fra Østjyllands Politi mandag den 9. november 2020

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Grundlovsforhør i Aarhus kl. 11.30

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 11.30 en 45-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han fremstilles på udlændingeloven, efter han søndag kl. 13.02 blev anholdt på Gråmøllevej i Lisbjerg. 

En borger havde mistanke til, at den 45-årige kørte bil i påvirket tilstand, og han kontaktede derfor politiet, der kort efter var på stedet med en patrulje. Betjentene fik standset bilen på Gråmøllevej, og bag rattet sad den 45-årige, som virkede kraftigt påvirket af alkohol. Da alkometeret også viste en alt for høj promille, blev manden anholdt og sigtet for spritkørsel. 

Da den 45-årige er polsk statsborger og ikke har fast bopæl i Danmark, fremstilles han på udlændingeloven med henblik på evt. senere udvisning.  

**

 

Grundlovsforhør i Randers kl. 12.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 12.00 en 20-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Randers. Hun sigtes for i forening med en mand at have stjålet nogle tusinde kroner i kontanter fra en kiosk på Vestergade i Randers søndag kl. 16.38. 

Det lykkedes ekspedienten at tilbageholde kvinden, og han kontaktede efterfølgende politiet, som anholdt den 20-årige. 

Da den 20-årige er rumænsk statsborger uden fast bopæl i Danmark, fremstilles hun på udlændingeloven med henblik på evt. senere udvisning. 

Da der fortsat er en gerningsmand på fri fod, anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Grundlovsforhør i Randers kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 en 34-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for sammen med flere andre gerningsmænd at have stjålet aluminium for mange tusinde kroner fra en ejendom i Randers SV. 

På ejendommen bliver der opbevaret metaller, og søndag aften omkring kl. 21.00 opdagede en person, der arbejder på stedet, at tre mænd var i færd med at stjæle aluminium. 

Da han konfronterede dem, stak to mænd af i en bil, mens det lykkedes medarbejderen at holde den tredje mand tilbage. Manden vristede sig fri og løb fra stedet. Kort efter ankom en hundepatrulje fra Østjyllands Politi, og en politihund fik fært og snusede sig frem til den 34-årige, som gemte sig bag et busskur i nærheden. 

Han blev anholdt og sigtet for tyveri. 

**

 

Grundlovsforhør i Aarhus kl. 14.00

Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 14.00 to mænd på 30 og 34 år i grundlovsforhør. De sigtes for besiddelse af en større mængde hash med henblik på salg. Søndag aften foretog Østjyllands Politi en aktion på en adresse i Hasselager, hvor fire mænd blev anholdt. Under en ransagning på stedet blev der fundet en større mængde hash. 

Af hensyn til den videre efterforskning anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere om sagen. 

**

 

Vaks kvinde lod sig ikke narre af falsk betjent

En 64-årig kvinde fra Sjælland blev søndag eftermiddag ringet op af en mand, som udgav sig for at være betjent fra Østjyllands Politi. ”Betjenten” forklarede, at han var i gang med at efterforske en sag, hvor hendes konto i banken var blevet hacket, og at gerningsmændene havde hævet 90.000 kroner fra den. Han havde derfor brug for nogle oplysninger for at hjælpe hende. 

Kvinden fattede mistanke og sagde, at hun ville lave et kontrolopkald til politiet og bad om hans kontaktoplysninger. Det fik den falske betjent til straks at lægge på. 

Østjyllands Politi har fået flere lignende anmeldelser den seneste tid. Gør som kvinden og foretag et kontrolopkald, hvis du har mistanke til, at det ikke er politiet, du taler med. 

**

 

54-årig mand anholdt efter truende adfærd

Personalet på et forsorgshjem i Tranbjerg ringede søndag kl. 22.58 til politiet, da en 54-årig mand på opførte sig truende og nægtede at forlade stedet, da han blev bedt om det. 

En patrulje kørte til stedet og fik kontakt med den 54-årige, som ikke var videre samarbejdsvillig. Han modsatte sig anholdelsen og slog ud til siderne med begge arme. Det lykkedes alligevel betjentene at få manden anholdt og kørt til politistationen. Her fortsatte den 54-årige sin voldsomme adfærd og råbte forskellige trusler efter betjentene. 

Han blev derfor både sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiet og for at fornærme og true betjentene. 


**

 

Patruljebil fik knust ruder

En patruljebil fik søndag omkring kl. 20.00 knust to ruder af ukendte gerningsmænd, da den holdt på Kappelvænget i Aarhus V. Betjentene var gået ud af bilen for at patruljere til fods og var på besøg på en adresse, hvor de skulle tale med en person. 

Da patruljen efter kort tid kom tilbage til bilen, opdagede de hærværket. Der var umiddelbart ingen spor af gerningsmændene.  

**

 

Færdsel

Søndag kl. 8.36 skete der et færdselsuheld på Dalgårdsvej i Brabrand. En 34-årig kvindelig bilist kørte ud fra en p-plads og ramte ind i siden på en lastbil ført af en 35-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 34-årige blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Søndag kl. 12.03 skete der et færdselsuheld på Bakkevænget i Aarhus N. En 68-årig mand kom kørende ad Bakkevænget i sydlig retning, da han ifølge eget udsagn blev blændet af solen og kørte op bag i en bil, der holdt på vejen. Den 68-årige væltede ned på asfalten, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Søndag kl. 15.45 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Aarhus C. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Langagervej i Hollerup ved Langå begået mellem mandag d. 2/11 kl. 10.00 og søndag d. 8/11 kl. 10.00
På Møgelhøj i Lystrup begået søndag d. 8/11 kl. 1.09
På Posthaven i Grenaa begået mellem torsdag d. 5/11 kl. 17.30 og lørdag d. 7/11 kl. 19.30
På Brohaven i Egå begået mellem fredag d. 6/11 kl. 18.30 og søndag d., 8/11 kl. 15.35
På Haldvej i Hald ved Gjerlev begået mellem lørdag d. 7/11 kl. 16.20 og søndag d. 8/11 kl. 12.00
På Rosenhøj Allé i Viby begået søndag d. 8/11 mellem kl. 10.00 og kl. 20.00
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.