Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. april 2024
Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.
Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag
**
Stjal cigaretter fra en tankstation
En tankstation på Rytoften i det vestlige Aarhus blev tidligt onsdag morgen udsat for et indbrud, hvor gerningsmændene slap af sted med værdifulde varer.
Det var i tidsrummet fra kl. 05.45 til kl. 05.48, at der blev begået indbrud på tankstationen i Aarhusbydelen Hasle, hvor gerningsmændene skaffede sig adgang til stedet via en bagdør og efterfølgende stjal varer fra baglokalerne i form af en større mængde cigaretter.
Den umiddelbare vurdering er, at indbrudstyvene slap afsted med cigaretter til en samlet værdi af 100.000 kroner. Ved politiets ankomst til stedet kort tid efter blev der sikret videoovervågning og foretaget undersøgelser af gerningsstedet for at politiet på et senere tidspunkt kan få gerningsmændene identificeret.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og opfordrer som altid til, at man tænker sig om en ekstra gang, hvis man bliver tilbudt at købe en normalt dyrere vare til en billigere pris – i dette tilfælde cigaretter.
**
Fem mænd anholdt – blev set med pistol
Onsdag aften kl. 19.41 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var blevet set siddende på bagsædet af en personbil med en pistollignende genstand.
Flere patruljer blev sendt til Rundhøjtorvet i Højbjerg, hvor bilen angiveligt befandt sig, og ganske rigtigt blev den også udfundet på stedet af den første patrulje, som var fremme på stedet få minutter senere.
I bilen befandt i alt fem mænd sig, som alle blev kortvarigt anholdt med den fornødne magt for at sikre deres tilstedeværelse. Den ene af mændene blev i den forbindelse fundet i besiddelse af en pistol, der dog viste sig at være en hardball-pistol.
Den våbenbærende person – en 22-årig mand – blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen ved at have forstyrret den offentlige ro og orden ved at have været i synlig besiddelse af hardball-pistolen, som var egnet til at skabe utryghed blandt andre.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
- På Gammel Landevej i Mørke begået onsdag d. 24/4 kl. 14.15
- På Elsdyrvænget i Højbjerg begået onsdag d. 24/4 mellem kl. 08.15 og kl. 15.00
- På Hans Schourups Gade i Aarhus C begået onsdag d. 24/4 mellem kl. 07.30 og kl. 16.00
- På Holmevej i Randers NØ begået onsdag d. 24/4 mellem kl. 15.10 og kl. 16.10
Pressekontakt
E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087
Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.
Telefon: 8618 2877