Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

18. marts 2020 09:22

Døgnrapport fra Østjyllands Politi onsdag den 18. marts 2020

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Der er pt. ingen planlagte grundlovsforhør 
 
**

18-årig bilist sigtet for spritkørsel efter uheld

En 18-årig mand endte tirsdag aften med at blive anholdt, efter han havde været involveret i et trafikuheld i Langå. Klokken 22.26 kørte den 18-årige ind i krydset Bredgade/Markedsgade, hvor han stødte sammen med en bil ført af en 53-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart til skade. 

En patrulje kørte til stedet, og da de tog kontakt til den 18-årige, fik de mistanke til, at han var påvirket af alkohol. De fik ham til at blæse i et alkometer, der viste en promille over det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Hans 17-årige ven, som havde siddet på passagersædet, blandede sig gentagne gange i politiets arbejde, provokerede patruljen og nægtede at oplyse sit navn. Han fik derfor også håndjern på og blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden og for ikke at ville oplyse sit navn til politiet. 

Det viste sig, at de to unge mænd havde været til fest med nogle venner, og at de var kørt derfra i en venindes bil. Da politiet kontaktede veninden, fortalte hun, at hun flere gange havde sagt til den 18-årige, at han ikke måtte køre i hendes bil. Den 18-årige blev derfor også sigtet for tyveri af bilen. På baggrund af flere vidneforklaringer og politiets undersøgelser på uheldsstedet, blev han også sigtet for at køre over for rødt. 

**

Bil udsat for groft hærværk

Østjyllands Politi modtog tirsdag kl. 08.15 anmeldelse om hærværk mod en personbil i det vestlige Aarhus. Bilen stod henkastet i krydset mellem Fenrisvej og Viborgvej og havde fået samtlige ruder smadret. Derudover var lygterne slået itu, der var buler i kølerhjelmen og taget, og der lå en damecykel smidt henover kølerhjelmen med én af pedalerne siddende fast igennem forruden.

Betjente kontaktede bilens ejer, som var en 48-årig mand. Den 48-årige fortalte, at han havde parkeret bilen få hundrede meter fra, hvor den nu lå. Det er uvist, hvad motivet til hærværket kan være. 

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner på tlf. 114. 

**

Rasende bilist sparkede til sidespejl

En 73-årig mand ringede tirsdag kl. 16.10 til politiet, efter han havde været udsat for en ubehagelig episode på Ebeltoftvej i Tirstrup. Ifølge manden og flere vidner foretog en ung mand en hasarderet overhaling i meget høj fart forbi den 73-åriges bil. 

Den 73-årige blinkede med forlygterne efter bilisten for at signalere sin utilfredshed. Det fik den unge mand til at bremse brat op og blokere vejen med sin bil. Herefter gik han ud af bilen, råbte af den 73-årige og sparkede til hans bil og sidespejl, inden han kørte videre fra stedet. 

Der skete umiddelbart ikke større skade på den 73-åriges bil, men Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere og har en god formodning om, hvem den unge bilist er. 

**

 

Indbrud på skole – motocrossere stjålet

Randers Ungdomsskole på Jennum Byvej i Jennum anmeldte tirsdag, at de havde fået stjålet to Yamaha motocrossere. I et tidspunkt mellem mandag kl. 15.30 og tirsdag kl. 10.00 brød ukendte gerningsmænd ind på skolens værksted, hvor de stjal motocrosserne. 

Østjyllands Politi har sikret spor på stedet og efterforsker indbruddet nærmere. Har du set mistænkelige personer eller køretøjer ved skolen mellem mandag og tirsdag, eller ser du motocrosserne, hører politiet gerne fra dig via tlf. 114


**

Kvindelig løber mødte blotter i skoven

En 46-årig kvinde mødte tirsdag kl. 18.39 en blotter, som onanerede foran hende i Mollerup Skov på Flintebakken i Risskov. Kvinden forklarede til politiet, at hun var ude at løbe en tur, da hun stødte på manden, som smilede til hende og råbte noget efter hende, da hun løb forbi. 

Da hun vendte sig om for at høre, hvad han sagde, stod han med sit blottede lem fremme og onanerede, mens han råbte: ”Would you like?”. 

Kvinden skyndte sig væk fra stedet og ringede til politiet 10 minutter efter. Hun beskriver manden som: 

Østeuropæisk af udseende
Ca. 30 år
Spinkel
Kort, brunt hår
Iført blå jakke

**

 

Sigtet for at råbe til indsat

Tirsdag kl. 22.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand stod og råbte ind til en indsat i arresten på Christiansgade i Aarhus C. En patrulje kørte til stedet og traf en 23-årig mand, som stod tæt på arresten. 

Han erkendte, at han havde råbt til en ven derinde, og han blev derfor sigtet for at forstyrre den offentlige orden. 

**

 

Mand havde hash i inderlommen

Tirsdag kl. 13.33 bankede en patrulje på sideruden til en bil, der stod parkeret på en adresse i Randers Nordvest. I bilen sad en 26-årig og en 31-årig mand, der virkede meget nervøse, og der mødte betjentene en stærk lugt af hash. 

Ved nærmere visitation, fandt betjentene flere klumper hash i den 31-årige mands jakke. Han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

Færdsel

Tirsdag kl. 17.40 blev en 19-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hadbjergvej i Vinterslev ved Hadsten. 

Tirsdag kl. 21.23 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje i krydset Mariagervej/Fabersvej i Randers C. 

Natten til onsdag kl. 2.08 blev en 19-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Viborgvej i Randers NV. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Ballesvej i Hornslet begået mellem mandag den 16/3 kl. 10.00 og tirsdag den 17/3 kl. 09.00
På Rosenhøj Bakke i Viby J. begået tirsdag den 17/3 mellem kl. 12.00 og kl. 13.00 
På Ingerslevvænget i Tranbjerg begået lørdag den 14/3 kl. 08.00
På Hovedvejen i Fårup begået tirsdag den 17/3 kl. 23.39
På Ny Tjørnegade i Aarhus Nord begået onsdag den 18/3 kl. 01.31
På Vestergade i Aarhus begået onsdag den 18/3 kl. 01.37

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

20. april 2024

Østjyllands Politi

Døgnrapport fra OEstjyllands Politi loerdag den 20. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

19. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 19. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

18. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 18. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.