Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

6. november 2025 13:46

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 6. november 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapport, Østjyllands Politi

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 11.00

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.00 en 31-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for et røveri begået i Viby J onsdag kl. 18.50 og blev anholdt senere på aftenen.

 

Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om røveriet i en forretning på Rosenvangs Allé i Viby J kl. 18.51, da personalet trykkede på overfaldsalarmen. Ifølge anmeldelsen havde gerningsmanden truet personalet med en kniv, inden han stak af fra stedet med kontanter og cigaretkartoner og med et vidne efter sig.

 

Da politiet var fremme kort tid efter var gerningsmanden stukket af, men vidnernes forklaringer kunne bidrage med brugbare oplysninger til sagen, som senere ledte politiet i retning af den formodede gerningsmand på en adresse i Jægergårdsgade i Aarhus C.

 

Da den mistænkte mand opdagede politiet, forsøgte han at flygte til fods, men han blev kort tid efter indhentet af en politihund og anholdt kl. 19.35, sigtet for røveri.

 

Den 31-årige mand fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Han er – foruden røveriet – sigtet for at have overtrådt knivloven ved at have været i besiddelse af en kniv på et offentligt tilgængeligt sted uden et anerkendelsesværdigt formål.

 

**

 

Grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 13.00

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.00 tre yngre mænd i alderen 15-16 år i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. De er sigtet for i forening at have begået et groft overfald på to mindreårige drenge.

 

Episoden fandt sted tirsdag den 30. september, hvor to unge drenge på 13 og 14 år mødtes med en 16-årig bekendt, som havde truet dem med kniv og tvunget dem til at tage med ham i både letbane og bus til et skovområde ved Rosenhøj i Viby J.

 

I Rosenhøj ventede en gruppe yngre mænd og drenge, som ifølge sigtelsen sammen med den 16-årige overfaldt den 13-årige og den 14-årige med adskillige slag og spark.

 

Foruden anholdelserne af de tre mænd, som senere torsdag vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, har Østjyllands Politi også tidligt på morgenen tilbageholdt tre mindreårige drenge på 13-14 år, som ifølge politiets oplysninger også var medvirkende i overfaldet.

 

Læs mere om sagen i tidligere udsendte pressemeddelelse på linket her: https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/flere-yngre-maend-anholdt-i-sag-om-groft-overfald-i-rosenhoej/2025/11/06

 

**

 

Tip om narko førte til større skunkfund i Hammel

På baggrund af flere anmeldelser om mistænkelig adfærd ved en adresse i Voldby ved Hammel kørte betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje tirsdag formiddag til stedet for at undersøge forholdene nærmere.

 

Forinden da kørte betjentene dog til en adresse i Solbjerg, hvor den formodede ejer af bygningen i Hammel ifølge politiets oplysninger befandt sig.

 

På adressen i Solbjerg traf politiet den 39-årige mand, man ønskede at komme i kontakt med, og han blev gjort bekendt med politiets mistanke om, at han var i besiddelse af narko.

 

Under en efterfølgende ransagning af adressen i Solbjerg fandt politiet flere hundrede dopingenheder, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, mens den 39-årige mand blev anholdt og sigtet i sagen.

 

Betjentene fandt derudover også nogle hundrede gram skunk, inden den 39-årige fik lov at køre med politiet til Hammel og indledningsvist overvære endnu en ransagning.

 

På adressen i Hammel blev der blandt andet udfundet et fuldt funktionsdygtigt skunklaboratorium med lamper, luftfilter og et vandingssystem, og den 39-årige blev derfor kørt ind på stationen, mens Beredskabsstyrelsen blev rekvireret til at hjælpe med at få pakket skunklaboratoriet sammen.

 

Myndighederne fandt i alt 213 skunkplanter på adressen, hvor politiet også mistænker, at den 39-årige har stjålet el til produktionen. Sagen er fortsat under efterforskning.

 

**

 

Bankbudssag fra Brabrand

Onsdag eftermiddag kl. 16.01 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 83-årig kvinde fra Brabrand en times tid forinden havde modtaget et opkald fra en person, der havde udgivet sig for at være fra banken. Ifølge anmeldelsen havde manden i telefonen fortalt hende, at de ville sende en kollega ud for at hente hendes kort.

 

Kort tid efter var en ukendt mandsperson mødt op hos kvinden for at få udleveret hendes dankort, som de falske bankfolk fik overtalt hende til – og få øjeblikke senere kunne de pårørende konstatere, at der var blevet hævet nogle tusinde kroner fra den 83-åriges konto.

 

Husk, at hverken politiet, banken eller øvrige myndigheder aldrig vil ringe til dig og bede dig om at udlevere følsomme oplysninger over telefonen eller overføre penge. På samme måde vil myndighederne heller aldrig komme forbi dit hjem for eksempelvis at hende dit kort, dine kontanter eller dine koder.

 

Østjyllands Politi efterforsker sagen fra Brabrand med henblik på at få identificeret gerningsmændene.

 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt syv indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

På Ellekærparken i Hornslet begået mellem lørdag d. 1/11 kl. 13.00 og onsdag d. 5/11 kl. 07.11

På Tirsdalen i Randers SØ begået mellem tirsdag d. 4/11 kl. 16.00 og onsdag d. 5/11 kl. 20.00

På Bysvinget i Ebeltoft begået mellem mandag d. 3/11 kl. 17.15 og onsdag d. 5/11 kl. 15.45

På Jarlsmindevej i Viby J begået mellem mandag d. 3/11 kl. 22.00 og onsdag d. 5/11 kl. 16.15

På Bavnebakken i Hasselager begået onsdag d. 5/11 kl. 19.03

På Karl A. Møllers Vej i Hornslet begået onsdag d. 5/11 kl. 18.55

På Skanse Allé i Randers SV begået onsdag d. 5/11 mellem kl. 07.00 og kl. 17.40

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

5. november 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 5. november 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

5. november 2025

Østjyllands Politi

42-årig mand anholdt på anmodning af tysk politi

Østjyllands Politi har onsdag morgen kl. 8.20 på anmodning fra tysk politi anholdt en 42-årig mand. Anholdelsen blev foretaget ud for en adresse i Risskov, og indsatsen skete i tæt samarbejde med PET.

4. november 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 4. november 2025

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.