Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

21. november 2019 09:58

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 21. november 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 11.00 en 35-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Politiet foretog onsdag en ransagning på en adresse tilhørende manden, og her fandt betjentene en del kokain og ecstasy samt udstyr til salgsbrug. Den 35-årige sigtes for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

Af hensyn til den videre efterforskning anmoder anklagemyndigheden om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere i sagen.  

**

 

Den mobile politistation besøger Harlev

Østjyllands Politis mobile politistation tager torsdag til Harlev, hvor betjentene Lars og Anne-Amalie står klar til at få en snak med alle de borgere, der kommer forbi. Planen er, at de vil stå der omkring tidsrummet kl. 14-18. 

**

 

Specialpatruljen fandt gevær og stoffer

Østjyllands Politis specialpatrulje besøgte onsdag kl. 9.50 en adresse i Aarhus C, hvor de havde en formodning om, at der var gemt et skydevåben. Den formodning viste sig at holde stik. Den 28-årige mand, som bor på adressen erkendte straks, at han havde et gevær, han ikke måtte have. Det blev beslaglagt, og manden blev anholdt og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. 

Han endte med også at få en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, da betjentene fandt en mindre mængde MDMA i hans hjem. 

**

 

Anholdt for spritkørsel to gange på få timer

En 50-årig mand nåede onsdag aften og nat at blive anholdt to gange for at køre bil med for meget alkohol i blodet. Klokken 23.37 ringede en vagt til politiet, da han tilfældigt bemærkede den 50-årige slingre rundt i sin bil på Havnegade i Randers. Blandt andet kørte bilisten op over en cykelsti og et fortov. 

På Hospitalsgade steg den 50-årige ud af bilen og begyndte at gå i usikker gang fra stedet. Vagten tilkaldte en kollega og sammen fik de standset den 50-årige og holdt ham tilbage, indtil politiet kom frem. En alkometertest viste en promille et godt stykke over det tilladte, og betjentene anholdt ham derfor og sigtede ham for spritkørsel. Bilen parkerede de i nærheden med besked om, at den 50-årige kunne hente den, når han var ædru. Efter at have været forbi politistationen i Randers og skadestuen til en blodprøve, blev den 50-årige løsladt med besked om at tage en taxa hjem. 

Lidt over klokken 1.00 om natten ringede den 50-årige til politiet og spurgte, hvor de havde parkeret hans bil. Han fortalte, at hans ven gik rundt i området og ledte efter den, og at vennen ville køre den hjem. 

Betjenten i røret fik dog mistanke om, at den 50-årige selv kunne finde på at sætte sig bag rattet, og at der slet ikke var nogen ven på stedet. Han fik derfor en patrulje til at køre dertil for at tjekke op på situationen. I øvrigt samme patrulje som lidt tidligere havde anholdt manden. 

Da patruljen kom frem, var bilen væk, og de kørte derfor lidt rundt for at lede efter den. De fandt den kort efter på Nordjyske Motorvej tæt på afkørslen mod Hadsten. Bag rattet sad den 50-årige, som stadig ikke var ædru nok til at køre. Han blev derfor endnu en gang anholdt og sigtet for spritkørsel. Denne gang blev han bedt om at få en anden til at hente bilnøglen på stationen. 

**

 

Ballade på banegården bundede i øl

En patrulje fra Østjyllands Politi blev onsdag kl. 20.47 kaldt til banegården i Aarhus, da der var ved at opstå slagsmål mellem to mænd. Da betjentene kom til stedet, havde en 28-årig mand trukket sig lidt væk fra en 23-årig mand, som stod og råbte og flagrede med armene. Det viste sig, at den 23-årige havde tilbudt den anden mand en øl, men uden at få lov, havde den 28-årige åbenbart taget to. Derfor havde den 23-årige indledt sig i et slagsmål med ham. 

Den 23-årige blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentligt orden. 

**

Batteri formentligt skyld i bilbrand

En bil brød onsdag kl. 16.51 i brand på Olof Palmes Allé i Aarhus N. Branden blev slukket, og ingen kom umiddelbart til skade. Efter al sandsynlighed opstod branden på grund af et defekt batteri. 

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 11.13 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Viby. En 38-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil og kørte ind i en lygtepæl, som væltede. Han blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. 

Onsdag kl. 11.33 skete der et færdselsuheld på Århusvej i Randers SV. En 37-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 29-årig mand, som herefter blev skubbet op i en bil med en 53-årig kvinde. 

Onsdag kl. 16.36 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i nordgående retning ved Trige. En 42-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 26-årig mand og forårsagede på den måde et harmonikasammenstød med i alt fire involverede biler. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 42-årige blev sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende.

Onsdag kl. 18.02 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hasle Centervej i Aarhus V. 

Onsdag kl. 20.57 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Brabrand. Da det var tredje gang inden for tre måneder, at den 21-årige blev opdaget i at køre bil uden at have et kørekort, blev hans bil beslaglagt. 

Onsdag kl. 21.33 blev en 35-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Fruerlundvej i Fruerlund ved Rønde. Da det var tredje gang inden for tre måneder, at den 21-årige blev opdaget i at køre bil uden at have et kørekort, blev hans bil beslaglagt. 

Torsdag kl. 01.07 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Spanien i Aarhus. 

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Randersvej ved Nimtofte begået mellem tirsdag d. 19/11 kl. 15.00 og onsdag d. 20/11 kl. 9.00
På Ørnelunden i Lystrup begået mellem mandag d. 18/11 kl. 19.15 og onsdag d. 20/11 kl. 11.00
På Drejøvænget i True ved Tilst begået mellem tirsdag d. 5/11 kl. 10.00 og onsdag d. 20/11 kl. 14.20
På Ferskenvej i Randers NV begået mellem tirsdag d. 12/11 00.00 og onsdag d. 20/11 kl. 12.00
På Ryomvej i Thorsager ved Rønde begået onsdag d. 20/11 mellem kl. 10.00 og kl. 22.00
På Krusåvej i Risskov begået onsdag d. 20/11 mellem kl. 17.30 og kl. 23.10








Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.