Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Døgnrapport

24. maj 2019 11:57

Døgnrapport fra Østjyllands Politi fredag den 24. maj 2019

Her er et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Døgnrapporten fra Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Straksdom til indbrudstyv

En 21-årig mand blev fredag morgen idømt en straksdom på fem måneders fængsel, da han ved Retten i Aarhus blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for indbrud begået den 22. april i Mårslet. Her overraskede en borger to mænd, der havde brudt ind i et skur og var i færd med at stjæle en havetraktor. 

De to mænd nåede at køre fra stedet med uforrettet sag, men borgeren fik taget et billede af deres bil og kunne give et godt signalement af den ene af dem. Borgeren blev senere indkaldt til en fotokonfrontation, hvor han mellem 10 personer, der alle kunne passe på signalementet, skulle udpege gerningsmanden, hvilket borgeren gjorde uden at tøve. 

Den mistænkte var identisk med en 21-årig mand fra Klovborg, der havde været prøveløsladt siden oktober, efter at have afsonet dom for røveri. Torsdag morgen kørte politiet så ud for at lede efter den 21-årige på en adresse i Hasselager, hvor hans forældre bor. På parkeringspladsen holdt den bil, som borgeren havde set køre væk fra gerningsstedet, og da betjentene bankede på, var det den 21-årige mand, der lukkede op. Han blev med det samme anholdt og sigtet for indbrud. 

Da den 21-årige mand var blevet prøveløsladt, havde han tre måneder tilbage af sin afsoning. De tre måneder skal han nu afsone plus to ekstra måneder for det nye forhold. Han fik derfor en samlet straksdom på fem måneders fængsel til direkte afsoning. 

**

 

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstillede fredag en 20-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Manden blev anholdt torsdag og sigtet for vold begået torsdag i Aarhus C mod en 30-årig kvindelig bekendt, som han ifølge sigtelsen slog og sparkede. Desuden er manden sigtet for at have udgivet sig for at være en anden, da politiet bad ham identificere sig. 

Den 20-årige mand blev varetægtsfængslet frem til den 7. juni. Han nægtede sig skyldig. 

**

 

Fremstilling i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.00 to 20-årige kvinder i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De sigtes begge for trusler og grov vold begået i maj i Brabrand mod en 21-årig kvinde. I forvejen sidder fire andre kvinder og en mand varetægtsfængslet i samme sag. 

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og derfor ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere i sagen p.t. 

**

 

God sidste skoledag fra Østjyllands Politi! 

Fredag er det sidste skoledag for en masse elever, og det er Østjyllands Politi selvfølgelig også opmærksomme på. 

Politiet vil være til stede i Aarhus, Randers, Hadsten, Hinnerup og Hammel og passe godt på skoleeleverne. Nogle steder vil den mobile politistation og cykelpatruljerne fx dukke op. Andre steder kigger en patruljevogn forbi. 

God sidste skoledag til alle! 

**

 

Bilist fik spritny Tesla beslaglagt 

En 32-årig mand nåede kun at eje sin nyindkøbte Tesla i ca. to uger, inden den torsdag kl. 16.30 blev beslaglagt af politiet. En patrulje standsede bilen på Stenkildevej i Viby, og de fandt hurtigt ud af, at manden bag rattet var frakendt kørekortet. Da det var tredje gang inden for kort tid, at han blev standset uden kørekort, meddelte betjentene, at de ville beslaglægge Teslaen. Det blev den 32-årige så rasende over, at han råbte af betjentene og nægtede at udlevere sin bilnøgle. 

Patruljen måtte derfor anholde manden med den fornødne magt og tage nøglen fra ham. Ud over en sigtelse for at køre uden førerret, fik den 32-årige også sigtelser for at nægte at følge politiets anvisninger, for at forstyrre den offentlige orden og for at modsætte sig anholdelsen. 

Hans bil er nu beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 32-årige har valgt at klage over beslutningen, der derfor skal prøves i retten, inden bilen endeligt kan konfiskeres. 

**

 

Politihund standsede flygtende bilist i Randers

En 35-årig mand fik sig natten til fredag både en løbetur og en række sigtelser, da han kl. 3.00 blev standset af en patrulje, da han kom kørende i bil på Gethersvej i Randers. Da manden holdt ind til siden, spurtede han væk, inden patruljen fik fat i ham, og det lykkedes ham kortvarigt at undslippe politiet. En hundepatrulje blev tilkaldt og få minutter efter, fik både hund og betjente øje på den 35-årige, der gik rundt i området. Han forsøgte igen at flygte, men politihunden indhentede ham i løbet af ingen tid. 

Den 35-årige blev anholdt og visiteret, og i hans ene lomme fandt betjentene en pose amfetamin, som han blev sigtet for at besidde. Derudover blev han sigtet for at flygte fra politiet. Det viste sig, at den 35-årige ikke havde kørekort, og da både alkometer og narkometer viste, at manden var påvirket, blev han også sigtet for sprit- og narkokørsel. I bilen lå en ulovlig kniv, som han også fik en sigtelse for at gå rundt med. 

I alt seks sigtelser og et par løbeture blev det til for den 35-årige mand. 

**

 

Specialpatruljen fandt narko i fryseren

Østjyllands Politis specialpatrulje reagerede torsdag aften på et anonymt tip, der kl. 22.30 førte dem til en lejlighed i Viby. Her traf de en 44-årig mand, som var noget overrasket over det uventede besøg. Specialpatruljen ransagede lejligheden og fandt både amfetamin i fryseren og hash i et køkkenskab. Den 44-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Havde dopingmidler i bilen

En 38-årig mand blev torsdag kl. 23.45 sigtet for besiddelse af flere dopingmidler, da Østjyllands Politis specialpatrulje ransagede hans bil i Højbjerg. I bilen lå flere forskellige dopingpræparater og kanyler, som blev beslaglagt på stedet. 

**

 

Unge butikstyve taget med flasker og kniv

To unge mænd på 17 og 18 år blev torsdag kl. 11.17 tilbageholdt af vagter i Netto på Rundhøjtorvet i Højbjerg. Mændene havde stjålet flere små flasker alkohol, som de forsøgte at slippe væk med. De blev dog opdaget, og da politiet kom frem, blev de begge sigtet for butikstyveri. Den 18-årige havde en foldekniv i lommen, som han også blev sigtet for at besidde. 

**

 

Havde hash og stjålne deodoranter i posen

En 25-årig mand blev torsdag kl. 19.58 sigtet for butikstyveri, efter han var blevet taget på fersk gerning i at stjæle seks deodoranter fra Salling i Søndergade i Aarhus. Da politiet kom frem, fandt de også noget hash i den pose, hvor deodoranterne lå, og derfor blev den 25-årige også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

**

 

Bil i brand i Spørring

Kl. 3.46 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en bil stod i flammer på Kærhusevej i Spørring ved Trige. Da patrulje og brandvæsen kom frem, var bilen stort set helt udbrændt. Bilen viste sig at være stjålet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere. 

**

 

Færdsel

Torsdag kl. 10.47 blev en 54-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Kanalvej i Grenaa. 

Torsdag kl. 14.24 skete der et færdselsuheld på Skanderborgvej i Aarhus C. En 25-årig mandlig bilist svingede ind foran en 56-årig mandlig motorcyklist, der væltede ned på asfalten. Motorcyklisten blev efterfølgende kørt til skadestuen, men slap umiddelbart uden større skader. 

Torsdag kl. 16.18 blev en 42-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på knallert, da han blev standset af en patrulje på Jernaldervej i Hasle. 

Torsdag kl. 16.32 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej ved Grundfør. En 21-årig mandlig bilist kørte op bag i en bil ført af en 20-årig mand, som blev skubbet op i en tredje bil med en 43-årig kvinde bag rattet. En 18-årig kvindelig passager i den ene bil blev kørt til tjek på skadestuen, men slap umiddelbart uden større skader. 

Torsdag kl. 19.45 blev en 31-årig mand sigtet for at køre bil på Lenesvej i Brabrand, selvom han er frakendt kørekortet. Da det var tredje gang inden for kort tid, at han kørte uden førerret, blev bilen beslaglagt. 

Torsdag kl. 19.53 blev en 34-årig mand anholdt og sigtet for at køre spritkørsel på knallert, da han blev standset af en patrulje på Rådhusgade i Odder. 

Torsdag kl. 21.25 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Ørneredevej i Højbjerg. 

Torsdag kl. 21.28 blev en 18-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på De Mezas Vej i Aarhus C. 

Torsdag kl. 23.00 skete der et færdselsuheld på Karlsbergvej i Randers SV. En bil kørte af ukendte årsager ind i en lygtepæl i rabatten. Efterfølgende gik bilisten fra stedet, og vedkommende var ikke til at finde, da politiet kom frem. Østjyllands Politi har en god formodning om, hvem føreren er, men det er endnu ikke lykkedes at finde frem til ham og høre, hvorfor han lod sin bil stå på stedet. 

Fredag kl. 2.05 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Halmstadgade i Aarhus N. 

Fredag kl. 2.26 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for at køre uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Kastbjergvej i Fjellerup ved Glesborg. 

Fredag kl. 2.45 blev en 34-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Odinsgade i Randers C. 


**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds

På Jeppe Aakjærs Vej i Grenaa begået mellem onsdag d. 22/5 kl. 15.00 og torsdag d. 23/5 kl. 12.00
På Skovstien i Hinnerup begået torsdag d. 23/5 mellem kl. 12.30 og kl. 13.03
På Stokbækvej i Fugslev ved Ebeltoft begået torsdag d. 23/5 mellem kl. 9.00 og kl. 15.15
På Bækkelundsvej i Risskov begået torsdag d. 23/5 mellem kl. 17.45 og kl. 18.30
På Ivarsminde i Randers SØ begået torsdag d. 23/5 kl. 22.30

Pressekontakt

E-mail: ojyl-presse@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 15.30 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

26. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 26. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

25. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 25. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

24. april 2024

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 24. april 2024

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.