Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

26. september 2024 11:44

Alvorligt færdselsuheld i Tranbjerg J - tre personer afgået ved døden

Tre personer er onsdag aften afgået ved døden i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld på Landevejen i Tranbjerg J. En 35-årig mand er anholdt, sigtet for flere forhold, herunder uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

Kredslogo for Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Onsdag aften kl. 22.14 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var sket et frontalt sammenstød mellem to biler, der var kommet kørende på Landevejen i Tranbjerg J syd for Aarhus.

 

Ifølge anmeldelsen var en mandlig bilist kommet kørende i sydgående retning, da han i høj fart foretog en overhaling af flere biler, inden han omkring Skovgårdsvej kørte frontalt sammen med en modkørende personbil i det nordgående spor, hvori fem personer befandt sig.

 

Flere patruljer, brandvæsen og redningskøretøjer blev derfor straks sendt til stedet, hvor bilen med de fem personer lå på taget i grøften, mens det andet køretøj lå på siden oppe på vejen et stykke derfra.

 

Blev erkæret døde på stedet

Bilen var blevet ført af en 77-årig mand, som blev erklæret død på stedet. Også en 86-årig kvinde og en 78-årig kvinde, som begge sad på bagsædet, blev erklæret døde på stedet.

 

En 79-årig mandlig og en 78-årig kvindelig passager blev kørt med ambulance til hospitalet i kritisk tilstand.

 

”Allerede fra anmeldelsestidspunktet vidste vi, at der var tale om en meget alvorlig sag, og derfor har vi også hele aftenen og natten igennem arbejdet intensivt med at få klarlagt et hændelsesforløb og underrettet de mange pårørende til de involverede i denne dybt ulykkelige sag,” siger vicepolitiinspektør Christian Riis fra Østjyllands Politi.

 

Østjyllands Politi er torsdag ved middagstid ikke bekendt med en opdatering på de to indlagte personers helbredsmæssige status.

 

Mistænkt anholdt i nærheden

Vidner på stedet havde overværet episoden, mens andre efterfølgende havde set en mand flygte fra den anden af de involverede køretøjer. Den pågældende mand blev udfundet af en hundepatrulje fra Østjyllands Politi og anholdt kl. 23.03 nogle få hundrede meter fra uheldsstedet.

 

I forbindelse med sin anholdelse blev den formodede gerningsmand – en 35-årig mand med bopæl i Horsens – sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, da han gjorde modstand.

 

Den 35-årige mand blev efterfølgende vurderet til at have pådraget sig flere behandlingskrævende skader i forbindelse med færdselsuheldet, og han blev derfor kørt med ambulance til behandling på hospitalet.

 

En bilinspektør blev tilkaldt til uheldsstedet, som var spærret det meste af natten.

 

Vil blive fremstillet i grundlovsforhør

Østjyllands Politi hører gerne fra øvrige vidner, der måtte have været i området i tiden før, under og efter færdselsuheldet på Landevejen i Tranbjerg J og evt. måtte have set noget med relevans for sagen.

 

Alle oplysninger til politiet bedes gå via telefonnummer 114.

 

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil i løbet af torsdag eftermiddag fremstille den 35-årige mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Fremstilling vil forventeligt blive kl. 14.00.

 

Den 35-årige mand er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og for kørsel uden førerret. Han er fortsat indlagt og vil derfor blive fremstillet in absentia.

 

Østjyllands Politi har desuden beslaglagt den 35-åriges bil med henblik på konfiskation jf. færdselslovens bestemmelser om vanvidskørsel.

 

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

15. oktober 2025

Østjyllands Politi

Østjyllands Politi forlænger nattelivszoner

Østjyllands Politi forlænger nattelivszonerne i Aarhus og Randers, så begge zoner nu gælder frem til og med den 26. oktober 2027. I Aarhus ændres det geografiske område, så nattelivszonen nu omfatter nye dele af Aarhus midtby, mens andre dele ikke længere er omfattet.

29. september 2025

Østjyllands Politi

Svar på kritik fra DR om prioritering af sager

DR bringer flere artikler og indslag, der handler om måden Østjyllands Politi prioriterer og håndterer sager om økonomisk kriminalitet. Østjyllands Politi er ikke enige i kritikken - det kan du læse mere om her.

12. september 2025

Østjyllands Politi

Bandemedlem dømt for skyderi mod rockerklubhus

En 23-årig mand, der er medlem af bandegrupperingen LTF, blev torsdag ved Retten i Randers idømt seks et halvt års fængsel for et skyderi mod Hells Angels' klubhus i Randers. Han blev desuden idømt et opholdsforbud og et kontaktforbud, der betyder, at han i fem år ikke må opholde sig i Randers Kommune eller kontakte LTF-medlemmer på nogen måde.