Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

12. december 2025 09:16

Indbrudstyv standset af politihund: Nu er han dømt

En 64-årig mand blev onsdag idømt 10 måneders ubetinget fængsel for en række indbrud og indbrudsforsøg begået i Aarhus i 2024 og 2025.

Retten i Aarhus gulvtæppe logo

Foto: Østjyllands Politi

 

Den 22. juli kl. 21.14 i år fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var indbrud i en vuggestue på Jens Baggesens Vej i Aarhus N, og en hundepatrulje var hurtigt fremme på stedet. Her fik betjentene øje på den 64-årige, der var på vej ud af et vindue.

 

Da han så patruljen, flygtede han til fods, men politihunden indhentede ham efter få sekunder og bevogtede ham, indtil betjentene kunne lægge ham i håndjern. Den 64-årige mand var i forvejen kendt af politiet for flere lignende forhold, og han blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, mens politiet efterforskede sagen videre.

 

Blandt andet via dna-spor lykkedes det efterforskerne at koble den 64-årige til flere andre indbrud, og onsdag blev han så dømt for fem indbrud og fire indbrudsforsøg begået mod butikker, restauranter, firmaer – og altså også en vuggestue.

 

Stak af fra udgang

Det var primært mindre kontantbeløb, som den 64-årige mand fik ud af det, når det lykkedes ham at bryde ind, men nu skal han så tilbringe en del måneder i fængsel.

 

”Den 64-årige har en række indbrud på samvittigheden, og flere af forholdene er rent faktisk begået, mens han var på udgang fra fængslet og ikke var vendt retur som aftalt. Retten vurderede også, at der var stor risiko for, at han ville begå indbrud igen, og derfor besluttede dommeren, at han skal sidde varetægtsfængslet, indtil han kan afsone sin dom,” siger anklagerfuldmægtig Niels Vinther fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Den dømte udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af de 10 måneders ubetinget fængsel. Han kærede beslutningen om, at han skal sidde varetægtsfængslet frem til sin afsoning.

 

Pressekontakt

Niels Vinther, anklagerfuldmægtig, tlf.  2014 6132

 


Julebonus: 5 indbrudsråd til dig


1. Vær en god nabohjælper: Lav en aftale med naboerne om, at I holder øje med hinandens huse, når I er væk her i julen. Få naboen til at tømme din postkasse og parkere en bil i din indkørsel, når du er væk i julen, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.

2. Hils på folk i dit nabolag, når du er ude at gå en tur, også dem du ikke kender. 

3. Sæt tænd/sluk-ure så der i perioder er lys indenfor. Sørg for god belysning udenfor - fx med sensorstyret lys. Det signalerer liv og forhindrer tyven i at arbejde uset.

4. Gem værdigenstande væk. Fjern Ipad'en fra vinduet og sæt julegaverne lidt væk, så de ikke kan ses udefra.

5. Ring 112, hvis du ser en tyv i færd med at bryde ind. Ring 114, hvis du ser mistænkelige personer, der lusker rundt i nabolaget. 

 

 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

15. september 2026

Østjyllands Politi

33-årig mand idømt fire års fængsel for farlig brandstiftelse

En 33-årig mand blev tirsdag ved Retten i Randers dømt for kvalificeret brandstiftelse i det centrale Randers sidste år.

15. september 2026

Østjyllands Politi

Eksplosion i Vorre efterforskes intensivt

Østjyllands Politi er i fuld gang med efterforskningen af den eksplosion, der skete tidligt tirsdag morgen i et hjem på Vorrevej i Vorre tæt på Løgten/Skødstrup.

10. september 2026

Østjyllands Politi

10 års fængsel til 24-årig for skud mod rockerborg

En 24-årig mand blev torsdag idømt 10 års ubetinget fængsel for sin deltagelse i skyderiet mod Hells Angels' daværende klubhus i Randers sidste år. Han er desuden idømt et kontaktforbud og opholdsforbud i 8 år.