Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

2. juni 2020 08:08

Kvinde dømt og udvist for flere påsatte brande

En 51-årig kvinde fra Mozambique er fredag ved Retten i Aarhus blevet idømt en behandlingsdom på en psykiatrisk afdeling og udvisning af Danmark for flere brandstiftelser og forsøg på brandstiftelse.

Retten i Aarhus logo indgang

Foto: Østjyllands Politi

Om aftenen den 27. august sidste år fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der på Ryvej i Aarhus V var påsat en mindre brand i kælderen ved et parcelhus. Det var lykkedes husets beboere at slukke branden, som var opstået ved, at nogen havde sat ild til en bunke med papir, håndklæder og brændbar væske. 

Flere vidner havde set en kvinde gå fra stedet, kort efter at branden blev opdaget. Det viste sig senere, at der var DNA-spor fra kvinden på et dørhåndtag på adressen.

Senere samme aften anmeldte personalet i en fritidsklub i samme område, at en kvinde havde været inde på stedet og spørge efter en lighter eller tændstikker. Lidt efter opdagede de, at der i en garage på stedet var hældt brandfarlig olie ud over gulv og inventar, og at der var stjålet penge fra klubbens kontor og garderobe. 

En patrulje fik kort efter anmeldelsen øje på den 51-årige kvinde, som gik rundt i området, og hun svarede nøje til det signalement som både beboere på Ryvej og personale i klubben havde givet. Desuden lugtede hun kraftigt af benzin og var i besiddelse af de stjålne genstande fra klubben. Hun blev anholdt og sigtet for flere brandstiftelser og forsøg på brandstiftelse samt for tyveri. 

Dagen efter blev hun fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet på psykiatrisk afdeling.

 

Satte ild på psykiatrisk afdeling 

I marts 2020 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra psykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital om, at der var brand på den 51-årige kvindes stue på stedet. Da personalet opdagede branden, lå den 51-årige kvinde i sin seng på stuen, mens der var kraftig røglugt og flammer opad væggen. Det lykkedes personalet at få slukket branden, inden brandvæsnet ankom.

Det viste sig, at der var blevet sat ild til papir og tøj i en skraldespand på badeværelset på den 51-åriges stue.

I retten blev hun dømt for at have påsat begge brande ved parcelhuset og på psykiatrisk afdeling, samt at have forsøgt at sætte ild til garagen i fritidsklubben. Hun blev også dømt for tyveriet fra fritidsklubben.

 

Ud over episoderne i Aarhus var kvinden tiltalt for den 21. august at have forsøgt at sætte ild til et kvindehjem i Roskilde, hvor der på gulvet i kælderetagen var blevet hældt benzin ud, der var forsøgt antændt med afbrændt papir, men det forhold blev hun frifundet for. 

”Der er ingen tvivl om, at kvinden kunne have forårsaget betydelig skade, såfremt brandene havde nået udvikle sig og ikke var blevet slukket i tide. Selvom ingen personer er kommet til skade, er der tale om alvorlig kriminalitet, som dommen og udvisningen med indrejseforbud i seks år også viser”, siger anklager i sagen Jacob Gents. 

Den 51-årige nægtede sig skyldig i samtlige forhold og ankede dommen på stedet. Hun blev fortsat varetægtsfængslet efter domsafsigelsen.

 

Pressekontakt

Anklagerfuldmægtig Jacob Gents, tlf. 4013 4208 
 

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

5. maj 2025

Østjyllands Politi

Gemte millioner og heroin i lejlighed: Idømt fængsel og udvisning

Under en ransagning i Brabrand sidste år fandt Østjyllands Politi 1,7 millioner kroner i kontanter og en mindre mængde heroin. Nu er en 56-årig vietnamesisk mand blevet idømt fem et halvt års fængsel og udvisning i sagen for at have solgt hård narkotika.

2. maj 2025

Østjyllands Politi

Fire mænd tiltalt for røverier og voldtægter mod prostituerede

Fire yngre mænd i alderen 19-20 år er af Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi blevet tiltalt for en lang række forhold af bl.a. røveri og voldtægt begået i forening mod flere kvinder, der alle har arbejdet som prostituerede på forskellige aarhusianske adresser. Der er afsat 17 retsdage i sagen, som vil blive ført som en nævningesag ved Retten i Aarhus.

1. maj 2025

Østjyllands Politi

Flere personer anholdt og to biler beslaglagt i forbindelse med færdselsuheld og slagsmål

Østjyllands Politi har beslaglagt to biler og foretaget anholdelser af foreløbigt tre personer i forbindelse med en episode, som fandt sted på Åby Ringvej i det vestlige Aarhus torsdag ved middagstid. Tre personer er i forbindelse med sagen blevet kørt med ambulance på skadestuen i behandlingskrævende tilstand af varierende grad.

Vi beklager. Dette indhold kan ikke vises.