Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

2. maj 2025 13:53

Fire mænd tiltalt for røverier og voldtægter mod prostituerede

Fire yngre mænd i alderen 19-20 år er af Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi blevet tiltalt for en lang række forhold af bl.a. røveri og voldtægt begået i forening mod flere kvinder, der alle har arbejdet som prostituerede på forskellige aarhusianske adresser. Der er afsat 17 retsdage i sagen, som vil blive ført som en nævningesag ved Retten i Aarhus.

Kredslogo for Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Tirsdag den 20. februar 2024 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en dengang 32-årig kvinde nogle uger forinden var blevet udsat for blandt andet voldtægt og røveri på en adresse i Viby J, hvor hun arbejdede som prostitueret.

 

Ifølge anmeldelsen var tre mænd sent om eftermiddagen den 28. januar mødt op på adressen, hvorefter de truede kvinden med kniv og tvang hende til at udlevere nogle tusinde kroner i kontanter, inden hun blev udsat for voldtægt.

 

I nogenlunde samme periode modtog Østjyllands Politi flere lignende anmeldelser om voldtægter og røverier begået mod andre prostituerede kvinder på adresser i hhv. Aarhus C, Aarhus N og Viby J, hvorfor en mulig sammenhæng mellem episoderne indgik som en naturlig del af politiets efterforskning.

 

Den omfattende efterforskning førte i løbet af foråret 2024 til flere anholdelser, hvorefter Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i december sidste år kunne rejse tiltale mod i alt fire unge mænd på hhv. 19, 19, 19 og 20 år.

 

”Vi er meget tilfredse med, at det har været muligt at rejse tiltale i sagen, da politiets efterforskning har været både omfattende og kompliceret af flere forskellige årsager,” siger anklager Zahra Sediqi fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Påstand om fængsel og udvisning

De fire mænd er ved Retten i Aarhus tiltalt for i alt 18 forskellige forhold, herunder røveri af særlig grov beskaffenhed og voldtægt af særligt farlig karakter, trusler og besiddelse af kniv.

 

”Flere af de forurettede kvinder er ikke længere bosiddende i Danmark, da de er udenlandske statsborgere, og efterforskningen har derfor været udfordret heraf – men vi er tilfredse med, at kvinderne har bidraget med oplysninger, så det har været muligt for Anklagemyndigheden at rejse tiltale i sagen,” siger specialanklager Birgitte Ernst fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har nedlagt påstand om fængselsstraf til de fire tiltalte mænd samt påstand om udvisning af tre af mændene til henholdsvis Afghanistan, Afghanistan og Filippinerne, hvor de hver især er statsborgere.

 

Sagen er blevet berammet ved Retten i Aarhus med første retsdag tirsdag den 6. maj. Der falder forventeligt dom i sagen den 30. juni 2025.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

24. oktober 2025

Østjyllands Politi

Dømt for særlig farlig brandstiftelse

En 52-årig mand blev onsdag ved Retten i Aarhus idømt to et halvt års fængsel for grov brandstiftelse ved at have sat ild til et hus i Mårslet, mens beboerne lå og sov. Familien nåede uskadte ud, mens hele tagkonstruktionen udbrændte.

21. oktober 2025

Østjyllands Politi

50-årig mand anholdt: Sigtet for seksuelle overgreb mod to ældre kvinder og tjenestemisbrug

Østjyllands Politi har tirsdag formiddag foretaget anholdelse af en 50-årig mand på en adresse i det sydlige Aarhus. Manden er sigtet for to forhold af voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje begået mod to ældre kvinder på adresser i henholdsvis Herning og Norddjurs kommuner.

20. oktober 2025

Østjyllands Politi

Dømt for drab på retspsykiatrisk afdeling

En 47-årig mand blev mandag ved et retsmøde i Aarhus dømt for sidste år at have dræbt en 41-årig mandlig patient på den retspsykiatriske afdeling i Skejby, hvor han selv var under behandling. Dommen lød på anbringelse på ubestemt tid på Sikringsafdelingen i Slagelse.