Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

12. juni 2025 15:09

Idømt fem års fængsel for trafikdrab

En 30-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt fem års fængsel for i spiritus- og narkopåvirket tilstand at have påkørt en 24-årig kvindelig cyklist, som kort tid efter afgik ved døden. Episoden fandt sted i december sidste år i krydset mellem Hasle Ringvej og Paludan Müllers Vej i det nordvestlige Aarhus.

Retten i Aarhus gulvtæppe logo

Foto: Østjyllands Politi

Ved Retten i Aarhus er en 30-årig mand torsdag formiddag blevet idømt fængsel i fem år for tilbage i december 2024 at have påkørt og dræbt en 24-årig kvindelig cyklist, da han kom kørende i spiritus- og narkopåvirket tilstand på Hasle Ringvej.

 

Ulykken fandt sted natten til søndag den 8. december 2024 i krydset ved Paludan Müllers Vej, hvor den 24-årige kvinde cyklede over for grønt lys og blev påkørt af bilisten, der kørte over for rødt lys.

 

Politiet modtog anmeldelsen kl. 02.57, hvorefter flere patruljer straks blev sendt til stedet.

 

Ved politiets ankomst få minutter senere var vidner og lægepersonale i gang med at yde livreddende førstehjælp til den påkørte kvinde, mens en nu 25-årig mandlig cyklist også var blevet ramt, dog med mindre alvorlige skader til følge.

 

Flygtede fra stedet efter ulykken

Efter ulykken fortsatte bilisten ad Hasle Ringvej, inden han i krydset ved Viborgvej påkørte et lyssignal og forulykkede. En patrulje blev sendt til Viborgvej, hvor den 30-årige mandlige bilist blev anholdt, sigtet for spirituskørsel.

 

Begge de to cyklister blev efterfølgende kørt med ambulance til hospitalet, hvor den 24-årige kvinde blev indlagt i kritisk tilstand. Hun afgik kort tid efter ved døden som følge af sine kvæstelser fra påkørslen.

 

”Det der skete, da den 24-årige kvinde var på vej hjem på cykel, er dybt tragisk og ulykkeligt. Det er altid svært at svare på, om man som anklager er tilfreds med en dom, når et ungt menneske har mistet livet – men jeg er ganske tilfreds med, at retten har været enig med Anklagemyndigheden i, at den 30-årig var skyldig i alle sagens forhold, og at han blev idømt en langvarig fængselsstraf,” siger specialanklager Mai Buch fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

 

Modtog dommen

Den 30-årige mand blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus og varetægtsfængslet i sagen. Han har siddet varetægtsfængslet frem mod dagens domsafsigelse, og han skal forblive fængslet efter dom. Han modtog dommen.

 

Foruden dommen på fem års fængsel for uagtsomt manddrab blev den 30-årige også kendt skyldig i at have kørt spirituskørsel, at have udsat den 25-årige mandlige cyklist for forsætlig fareforvoldelse samt for at have undladt at standse og hjælpe den 24-årige cyklist, da hun var i livsfare efter påkørslen.

 

Ved Retten i Aarhus blev den bil, som den 30-årige var kommet kørende i på ulykkestidspunktet, konfiskeret jf. bestemmelserne om vanvidskørsel.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

12. juni 2025

Østjyllands Politi

Idømt fængsel for uagtsomt manddrab på to kvinder

En 26-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i at have begået uagtsomt manddrab mod to yngre kvinder, der i 2023 døde af forgiftning fra stoffer og piller efter at have opholdt sig i mandens lejlighed i Brabrand. Den 26-årige mand er ved byretten blevet idømt to og et halvt års fængsel.

30. maj 2025

Østjyllands Politi

Fire mænd fængslet i sag om røveri i aarhusiansk urbutik

Torsdag kl. 13.00 blev fire mænd i alderen 27-62 år fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, sigtet for at have været medvirkende til et røveri mod en urbutik i det centrale Aarhus. De blev alle varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger frem til onsdag d. 25. juni.

27. maj 2025

Østjyllands Politi

Kvinde fundet død på Djursland - mand anholdt

En 24-årig kvinde er mandag aften blevet fundet død på en adresse uden for Grenaa. Østjyllands Politi har foretaget anholdelse af en 28-årig mand, som tirsdag kl. 17.00 vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Han er sigtet for drab.