Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

30. maj 2025 10:03

Fire mænd fængslet i sag om røveri i aarhusiansk urbutik

Torsdag kl. 13.00 blev fire mænd i alderen 27-62 år fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, sigtet for at have været medvirkende til et røveri mod en urbutik i det centrale Aarhus. De blev alle varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger frem til onsdag d. 25. juni.

Kredslogo for Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Fire udenlandske mænd er torsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om røveri mod en urbutik i det centrale Aarhus.

 

Røveriet fandt sted fredag formiddag i sidste uge, hvor to formodede kunder mødte op i butikken, inden de med en pistol truede personalet og fikserede dem med strips i et baglokale, mens de røvede mange forskellige ure til en samlet værdi af ikke under fem millioner kroner.

 

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen kl. 10.22, hvorefter flere patruljer blev sendt til stedet. Ved politiets ankomst var gerningsmændene flygtet i en schweizisk indregistreret bil, som politiet senere fandt efterladt i det nordlige Aarhus på en parkeringsplads.

 

De to formodede gerningsmænd til selve røveriet – en 27-årig og en 30-årig, begge fra Montenegro – blev på baggrund af efterforskningen i sagen anholdt onsdag aften kl. 22.06 i en koordineret aktion med Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

Flere anholdelser i samme aktion

I samme aktion blev også en 62-årig mand fra Serbien anholdt, da han i forening med de to øvrige mænd er sigtet for at have været i besiddelse af den skarpladte pistol, som blev anvendt under røveriet.

 

En 36-årig mand fra Holland blev anholdt lidt tidligere på aftenen omkring 21.43 i samme aktion, da han er sigtet for i forening med de to montenegrinere at have begået hæleri ved at have modtaget flere af de stjålne ure fra røveriet til en samlet værdi af ikke under to millioner kroner.

 

”Vi glæder os over, at vi nu har fået anholdt i alt fire personer, som vi mener alle har været medvirkende i sagen, herunder særligt de to formodede gerningsmænd til selve røveriet fra sidste fredag,” siger politikommissær i Østjyllands Politi Jens Rønberg, der er daglig leder af efterforskningen for berigelseskriminalitet i politikredsen.

 

Han tilføjer:

 

”Det er en sag, vi fra start har taget meget alvorligt, og som vi allerede har brugt en ikke ubetydelig mængde tid på få efterforsket for i første omgang at få anholdt gerningsmændene. Med gårsdagens varetægtsfængsling får vi nu lidt mere arbejdsro til at få sagen endeligt opklaret. Der venter os fortsat et stort arbejde, men vi vil samtidig også gerne sige tak til alle de borgere, der har hjulpet os undervejs med diverse brugbare henvendelser i relation til sagen,” siger han.

 

Billeder af de to mistænkte gerningsmænd bedes slettes

Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til den forsatte efterforskning. Politiet samarbejder med flere udenlandske myndigheder, og Østjyllands Politi kan ikke udelukke, at flere personer fremover vil blive sigtet i sagen.

 

Da de to formodede gerningsmænd – som Østjyllands Politi tidligere har bragt en efterlysning af i form af billeder fra overvågningen ved urbutikken – nu er blevet anholdt, er efterlysningen af dem ikke længere aktuel.

 

Østjyllands Politi har derfor slettet billederne af de to mænd fra røveriet i urbutikken fredag formiddag den 23. maj, og politiet anmoder medier og øvrige, som har delt billederne af de to mænd, om også at slette disse. Det samme gør sig gældende i forhold til den schweiziske bil, som ligeledes nu er i politiets varetægt, hvormed efterlysningen af denne heller ikke længere er aktuel.

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

19. juni 2025

Østjyllands Politi

EU-formandskabet kommer til Aarhus

Torsdag den 3. juli vil der blive afholdt en større officiel åbningsceremoni i Aarhus, når Danmark overtager EU-formandskabet. I den forbindelse vil der blive opsat flere midlertidige trafikale afspærringer, ligesom Østjyllands Politi også vil være synligt til stede rundt omkring i hele byen. Læs mere om alt det praktiske her.

18. juni 2025

Østjyllands Politi

Rigsadvokaten færdig med undersøgelse af actioncard

Efter flere kritiske indslag på DR om Østjyllands Politis behandling af sager om økonomisk kriminalitet iværksatte Justitsministeriet en særskilt undersøgelse af et lokalt actioncard og nogle andre støttedokumenter. Rigsadvokaten er nu færdig med undersøgelsen.

12. juni 2025

Østjyllands Politi

Idømt fem års fængsel for trafikdrab

En 30-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt fem års fængsel for i spiritus- og narkopåvirket tilstand at have påkørt en 24-årig kvindelig cyklist, som kort tid efter afgik ved døden. Episoden fandt sted i december sidste år i krydset mellem Hasle Ringvej og Paludan Müllers Vej i det nordvestlige Aarhus.