Spring til hovedindhold

Forslag

Østjyllands Politi

Nyhed

25. november 2020 10:20

Vis corona-hensyn på Black Friday, i julehandlen og til julearrangementer

Østjyllands Politi opfordrer til omtanke og hensyn både indendørs og udendørs, nu hvor julen for alvor nærmer sig.

julehandel

Fra på fredag, når Black Friday skyder julehandlen i gang, er byernes handelsgader normalt fyldt til bristepunktet, og ved boder, bazarer og på julemarkeder står folk sædvanligvis i tætte køer for at varme sig på gløgg og brændte mandler. 

I år er det dog vigtigt, at vi alle sammen husker at tage ekstra hensyn, så vi i videst muligt omfang kan begrænse smitterisikoen, når mange mennesker potentielt stimler sammen både indendørs og udendørs. 

”Udviklingen i smittespredning henover efteråret har været opadgående, og tallene er stadig høje. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper hinanden med at holde smittetrykket nede ved at holde god afstand, når vi færdes mange mennesker de samme steder,” siger politiinspektør fra Østjyllands Politi, René Raffo.

 

Gælder også udendørs

Politiet har over hele efteråret været ekstra til stede i butikker, shoppingcentre og andre steder med mange gæster, og generelt er det indtrykket, at både borgere og butikker er rigtig gode til at følge retningslinjerne. De kommende uger op mod jul forventer politiet, at der vil være mange mennesker i bybilledet, og at mange vil besøge de traditionsrige julearrangementer i fx Tivoli Friheden, Den Gamle By og Ree Park. Derfor minder politiet om, at retningslinjerne også gælder udendørs. 

”Tidligere har vi set, at folk er rigtig gode til at følge de faste regler ved krav om brug af mundbind eller håndsprit. Men det er også vigtigt at huske de gode takter, når man er mange mennesker samlet udendørs - for eksempel i køer, på en pakket gågade eller til de store julearrangementer. Men hvis vi skal have smittetallet bragt ned, er det afgørende, at folk også her husker at passe på hinanden,” siger René Raffo.

Østjyllands Politi vil frem mod jul være til stede med ekstra patruljer for at hjælpe de handlende, butikkerne og de julebesøgende med at holde god afstand.

 

Dialog med kommunerne

Østjyllands Politi har været i dialog med alle politikredsens kommuner, handelsstandsforeninger, storcentre og erhvervsdrivende for at forebygge en potentiel øget smittespredning i forbindelse med julehandlen.

I alle kommuner er der taget nødvendige tiltag for at sikre, at julehandlen og Black Friday kan foregå så sikkert som muligt. Nogle steder har man spredt tilbuddene over flere dage, sat skilte op med råd og vejledning, etableret tryghedshold, aflyst eller tilpasset julearrangementer eller lavet synlig afstandsmarkering på gulve og fortov.

”Vi har haft en god dialog med både kommunerne og de erhvervsdrivende, og der er lavet en række rigtig gode tiltag for at sikre, at julehandlen og julearrangementerne kan foregå på en god måde. Nu håber vi, at borgerne også vil tage vores opfordringer til sig og være med til at passe på hinanden,” siger politiinspektør René Raffo.

Østjyllands Politi opfordrer alle handlende og besøgende på steder med mange mennesker til at være opmærksomme på følgende:

  • Husk at holde afstand. Også når du står i kø eller færdes ude på steder, hvor der er mange mennesker
  • Behold evt. mundbindet på udendørs og mellem butikker, hvis der er mange mennesker
  • Hvis det er muligt, så foretag din julehandel på tidspunkter, hvor der ikke er mange andre mennesker
  • Husk stadig god håndhygiejne, vask og sprit hænder og host og nys i ærmet

Pressekontakt

E-mail: ojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 2269 1087

 

Kontakt vagtchefen hverdage efter kl. 16.00 og i weekenderne. Der henstilles til, at opkald vedr. døgnrapporten i weekenden sker i tidsrummet kl. 10.00 til 13.00.

Telefon: 8618 2877

18. juni 2025

Østjyllands Politi

Rigsadvokaten færdig med undersøgelse af actioncard

Efter flere kritiske indslag på DR om Østjyllands Politis behandling af sager om økonomisk kriminalitet iværksatte Justitsministeriet en særskilt undersøgelse af et lokalt actioncard og nogle andre støttedokumenter. Rigsadvokaten er nu færdig med undersøgelsen.

12. juni 2025

Østjyllands Politi

Idømt fem års fængsel for trafikdrab

En 30-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt fem års fængsel for i spiritus- og narkopåvirket tilstand at have påkørt en 24-årig kvindelig cyklist, som kort tid efter afgik ved døden. Episoden fandt sted i december sidste år i krydset mellem Hasle Ringvej og Paludan Müllers Vej i det nordvestlige Aarhus.

12. juni 2025

Østjyllands Politi

Idømt fængsel for uagtsomt manddrab på to kvinder

En 26-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet kendt skyldig i at have begået uagtsomt manddrab mod to yngre kvinder, der i 2023 døde af forgiftning fra stoffer og piller efter at have opholdt sig i mandens lejlighed i Brabrand. Den 26-årige mand er ved byretten blevet idømt to og et halvt års fængsel.