Foto: Rigspolitiet
Hvornår skal du ringe 112?
Her er eksempler på situationer med behov for akut hjælp:
- Ulykker, alvorlige forbrydelser eller opstået brand
- Situationer med fare for liv, ejendom eller miljø
- Situationer der kræver akut udrykning fra politiet, ambulance, brandvæsen eller miljøberedskab
- Livstruende sygdom og tilskadekomst
Alle opkald til 112 bliver optaget.
Hvad sker der, når du ringer 112?
Når du ringer 112, bliver du mødt af en stemme, der siger, at du har ringet 112. Herefter besvarer en alarmoperatør dit opkald.
Alarmoperatøren vil som regel bede dig om at få oplyst:
- Hvad er der sket?
- Hvor er det sket?
- Hvornår er det sket?
- Hvor skal hjælpen sendes hen (præcis adresse)?
- Hvor mange tilskadekomne er der?
Mens I taler, videregiver alarmoperatøren dine oplysninger til rette myndighed. Det kan være brandvæsen, en sundhedsfaglig eller politiet.
Politi
Hvis du har akut behov for politiets hjælp, vil alarmoperatøren viderestille dig til en af politiets vagtcentraler, som hjælper dig.
Sygdom eller tilskadekomst
Hvis du har akut behov for hjælp i forbindelse med sygdom eller tilskadekomst, kobler alarmoperatøren en sundhedsfaglig person på samtalen. Den sundhedsfaglige person beslutter det videre forløb, fx om der skal sendes en ambulance til dig, og vejleder dig i førstehjælp, hvis det er nødvendigt.
Brand
Hvis du har akut behov for brandvæsenets hjælp, sender alarmoperatøren din anmeldelse videre til brandvæsnet, mens I taler.
Værd at vide om 112
Du skal ringe 112, hvis der er tale om en akut farlig situation, fx i tilfælde af spøgelsesbilister på motorvejen. Det er dog vigtigt, at du er opmærksom på, at du ikke selv bryder færdselsloven, når du ringer til politiet.
Hvis der i stedet er tale om, at du oplever, at folk kører uansvarligt et bestemt sted på din vej til arbejdet, kan du ringe 114. Vi har herefter mulighed for at sende en færdselspatrulje ud for at føre kontrol på det pågældende sted.
Hvis du er døv, høre- og/eller talehæmmet og har brug for akut hjælp, kan du sende en sms direkte til alarmcentralen på 112. Nummeret er fortroligt for at forhindre misbrug, og vi kan derfor ikke offentliggøre det.
Døve kan henvende sig til Danske Døves Landsforbund om akuthjælp (112) til døve for at få udleveret nummeret. Døvblevne, svært hørehæmmede eller talehæmmede kan henvende sig på det lokale høreinstitut.
Hvis et høreinstitut ikke ligger inde med nummeret, kan instituttet henvende sig til Rigspolitiets på alarm@112politi.dk og få det udleveret.
Hvis du får brug for at sende en sms til alarmcentralen, skal der stå, hvem du er, hvad der er sket, og hvor det er sket. Så vurderer alarmcentralens personale på sædvanlig vis, hvilken hjælp der er brug for.
Det er Rigspolitiet og bl.a. Danske Døves Landsforbund og Høreforeningen, som har indledt et samarbejde om sms-servicen.
Alarmcentralen indhenter telefonnummer, navn og adresse tilknyttet enheden, der benyttes til at kontakte 112, samt oplysninger om, hvor enheden befinder sig (stedbestemmelsesoplysninger). Alarmcentralen indhenter også dit personnummer eller andre oplysninger om din identitet.
Derudover vil alarmoperatøren bede dig om at oplyse følgende typer af oplysninger afhængigt af den konkrete situation med henblik på at klarlægge årsagen til opkaldet og vurdere behovet for en akut indsats:
• Ved opkald om sundhedsrelaterede hændelser: Tilgængelige og relevante oplysninger om den nødstedte persons identitet, helbredstilstand og oplysninger om, hvor personen befinder sig
• Ved opkald om kriminelle handlinger: Tilgængelige oplysninger om den kriminelle handling og den formodede gerningspersons identitet eller signalement og færden
• Ved opkald om brand-, miljø- og redningsrelaterede hændelser: Oplysninger om skadestedsadresse og eventuelle personer på adressen
Alarmcentralen lydoptager opkaldet til 112 som dokumentation til brug for kontrol med alarmcentralens alarmhåndtering og som bevis til brug for efterforskning og strafforfølgning af strafbare lovovertrædelser eller håndtering af andre retskrav.
Dine personoplysninger videregives i nødvendigt og relevant omfang til beredskabstjenesterne i tilfælde, hvor der skønnes at være behov for en akut indsats fra beredskabstjenesterne.
Lydoptagelsen af opkaldet til 112 videregives desuden til beredskabstjenesterne, hvis det viser sig nødvendigt af hensyn til efterforskning og strafforfølgning af en strafbar lovovertrædelse eller håndtering af andre retskrav.
Lydoptagelser slettes senest 6 måneder fra lagringstidspunktet, medmindre længere opbevaring konkret er nødvendig. Øvrige personoplysninger slettes senest 3 år fra lagringstidspunktet.
Læs mere om politiets brug af personoplysninger, dine rettigheder i den forbindelse samt politiets databeskyttelsesrådgiveres kontaktoplysninger.
AML
I forbindelse med mobilopkald (fra Android- og iOS-smartphones) til 112 modtager alarmcentralen nøjagtige oplysninger om din geografiske placering med henblik på en hurtig stedfæstelse, så behovet for hjælp imødekommes på den mest effektive og hensigtsmæssige måde.
Dette sker gennem teknologien Advanced Mobile Location (AML), som automatisk tillader smartphones at sende positionsdata til alarmcentralen under et 112-opkald.
Hvis du i forbindelse med et 112-opkald har modtaget en sms med oplysning om, at der er sket en behandling af personoplysninger, er det fordi din smartphone understøtter AML.
For ikke at forstyrre dig under selve opkaldet, sendes en sms med oplysninger om behandlingen af dine personoplysninger efter opkaldets afslutning. Hvis du foretager yderligere 112-opkald inden for de efterfølgende 30 dage, vil du ikke modtage en sådan sms.
Oplysninger om din geografiske placering slettes efter tre år.
AML (Advanced Mobile Location) er en funktion, der aktiveres automatisk, når du ringer 112 fra en nyere smartphone med Android- eller iOS-styresystemer.
Med AML kan alarmcentralen se, hvor du befinder dig (inden for en radius af ned til 10 meter) og kan sende hjælpen hurtigere afsted. Ringer du 112 fra en telefon, der ikke understøtter AML, vil du blive betjent efter gældende procedurer, hvor 112-operatørerne spørger til din placering m.v. Dette er også tilfældet, hvis du ringer 112 med en smartphone, der har AML aktiveret.
For oplysninger vedr. behandling af persondato i forbindelse med opkald til 112 med AML aktiveret henvises til punktet ovenfor "Hvordan behandles persondata ved opkald til 112?"
Hvilke telefoner kan benytte AML?
AML-funktionen ligger som default i styresystemet på Android-telefoner med version 4.0 (lanceret i 2011) eller nyere. I telefoner med iOS-styresystemer (iPhones) skal telefonerne være opdateret til iOS 13.3 (lanceret i 2019) eller nyere. Det er kun iPhones 6S eller nyere, der kan installere 13.3-softwaren. Smartphones, der ikke har de førnævnte versioner, kan ikke gøre brug af AML.