Spring til hovedindhold

Forslag

Politigarantier

Der er indført politigarantier på udvalgte områder: Indbrud i private hjem, vold, voldtægt og narkosalg ved skoler.

Hvad er politigarantier?

Politigarantierne er et løfte til dig som borger i Danmark om, hvad du kan forvente af politiet, hvis du bliver udsat for indbrud, vold, voldtægt eller oplever narkotikasalg ved skoler.

 

Politigarantierne fastslår, at politiet skal rykke hurtigt ud, når du som borger befinder dig i situationer, hvor du har akut brug for politiets hjælp.

 

Politigarantierne beskriver også, hvad politiet gør i forbindelse med anmeldelser, fx hvad politiet vejleder kriminalitetsofre om og politiets forebyggende arbejde i forbindelse med narkotikasalg ved skoler.

 

Du har mulighed for at klage

Hvis du oplever, at politiet undtagelsesvist ikke lever op til politigarantierne, har du mulighed for at klage over det. Klagen skal sendes til den relevante politikreds.

 

Sådan klager du over politiet
Find din politikreds

Garantiens indhold

Politigarantien omfatter både indbrud, hvor en gerningsmand bryder ind hos dig og stjæler ting fra dit hjem, og indbrud, hvor en gerningsmand stjæler ting fra dit hjem efter at have snydt sig til at komme indenfor.

 

  • Politiet skal rykke ud med det samme og komme frem til borgerens hjem hurtigst muligt, efter der er ringet 112, hvis gerningsmanden fortsat er til stede.
  • Politiet skal endvidere rykke ud indenfor 24 timer efter, at borgeren har anmeldt indbruddet – medmindre borgeren selv har ønsket, at politiet kommer senere.
  • Det indgår i vagtcentralens vurdering, om borgeren føler sig utryg, og om borgeren og pågældendes familie kan opholde sig nogenlunde som vanligt i boligen, indtil politiet har sikret eventuelle spor.
  • Politiet skal i forbindelse med anmeldelsen vejlede telefonisk om, hvordan borgeren skal forholde sig i forhold til bl.a. at bevare spor, indtil politiet ankommer.
  • Politiet skal desuden – foruden at sikre eventuelle spor til den videre efterforskning – indgå i en tryghedsskabende dialog med borgeren samt vejlede borgeren om, hvad man som borger kan gøre for at forebygge indbrud.
  • Politiet skal rykke ud med det samme og komme berørte borgere til undsætning hurtigst muligt, såfremt der er akut behov for politiets bistand, fx hvis gerningsmanden fortsat er til stede, eller der er fare for liv og førlighed.
  • Politiet skal endvidere rykke ud med det samme og komme berørte borgere til undsætning hurtigst muligt, hvis volden er af grovere karakter, borgeren har pådraget sig større skader, borgeren vurderes at have særlige behov (fx ung, udsat eller utryg), eller hvis politiet vurderer, at politiet kan indsamle vigtige spor efter forbrydelsen, også selv om gerningsmanden ikke længere er til stede.
  • Såfremt politiet rykker ud til vold i nære relationer, hvor der er børn i hjemmet, skal politiet foretage underretning af de sociale myndigheder.
  • Politiet skal vejlede telefonisk i forbindelse med anmeldelsen i de situationer, hvor vagtcentralen vurderer, at der ikke er behov for politiets fysiske tilstedeværelse. Vejledning kan eksempelvis omhandle, hvordan borgeren skal forholde sig, sagens videre forløb og vejledning om at søge skadestue.
  • Politiet skal desuden foretage afhøring af alle borgere, der har været udsat for vold. Politiet er i forbindelse med afhøringen opmærksom på borgerens situation, indgår i en tryghedsskabende dialog og vejleder om mulighed for bistand og hjælp.
  • Politiet skal rykke ud med det samme og komme berørte borgere til undsætning hurtigst muligt, hvis der er akut behov for politiets bistand, fx hvis gerningsmanden fortsat er til stede, eller der er fare for liv og førlighed.
  • Politiet optager straks anmeldelse i de tilfælde, hvor en borger foretager anmeldelse af voldtægt.
    Som supplement til den lydmæssige optagelse af afhøring af voldtægtsofre, vil politiet altid foretage en konkret vurdering af behovet for videoafhøring af forurettede i voldtægtssager.
  • Politiet vejleder telefonisk om, hvordan den forurettede skal forholde sig i forhold til at bevare spor, identificere vidner og notere væsentlige detaljer fra hændelsen.
  • Herudover tildeles den forurettede en kontaktperson, så vidt muligt fra politikredsenes specialiserede teams.
  • Kontaktpersonen skal bl.a. give vejledning og information om offerets retsstilling, herunder muligheden for at få tilknyttet bistandsadvokat, om sagens gang og forventede forløb, om beskyttelsesregler i forbindelse med fremmøde i retten samt om erstatning og offerrådgivning.
  • Politiet skal rykke ud med det samme, hvis der i forbindelse med en anmeldelse om narkotikasalg på eller omkring skoler (grundskoler og ungdomsuddannelser) vurderes at være tale om åbenlyst narkotikasalg.
  • Hvis narkotikasælgerne ikke er til stede ved politiets ankomst, skal politiet kontakte skolens ledelse og kommunens SSP-medarbejdere og indgå aftaler om fremtidige indsatser. Det sker med henblik på at forebygge, at sårbare unge fristes til køb af narkotika i området omkring deres skole.
  • Politiet skal endvidere gennemføre målrettede indsatser i form af tryghedsskabende patruljering, eksempelvis ved lokalpolitiet eller ved brug af narkotikahunde, omkring skoler, hvor der er sket anmeldelser om narkotikasalg, for om muligt at pågribe gerningsmændene eller monitorere og vedvarende stresse narkotikasælgere til at opgive deres aktiviteter ved pågældende lokationer.

Har du været udsat for en forbrydelse?

Hvis du har været udsat for en forbrydelse, bør du anmelde det til politiet.

Anmeld