Du skal have normalt farvesyn (eller som minimum være ”farvesikker”) for at være helbredsmæssigt egnet til jobbet, både som politikadet og politibetjent.
Årsagen er, at det er en nødvendig del af politiarbejdet (og retssystemet), at du kan notere dig og videregive faktiske oplysninger, fx om påklædning, hårfarve, øjenfarve, rødmen, lakafsmitning eller blodstænk, og du skal kunne modtage og handle på baggrund af disse oplysninger.
Derfor gennemfører vi farvesynstesten Ishihara i forbindelse med optagelsesforløbets første prøvedag.
Ingen briller eller kontaktlinser med farvefilterfunktion
Du må ikke bruge briller eller kontaktlinser med farvefilterfunktion i forbindelse med testen. Anvendelse af filterglas i briller eller kontaktlinser kan give nogle farvesvage/farveblinde personer mulighed for bedre at se Ishiharas tavler, men evnen til at skelne farver forbedres ikke.
Hvis Ishiharatesten ikke viser normalt farvesyn
Såfremt du ikke består Ishiharatesten, kan du via øjenlæge få foretaget en ny farvesynsundersøgelse. Hvis undersøgelsen konkluderer, at du har et normalt farvesyn, bedes du uploade undersøgelsens resultat i din ansøgningsprofil.
Kan du heller ikke bestå Ishiharatesten hos din egen læge eller hos en øjenlæge, har du mulighed for at få dit farvesyn testet ved en såkaldt "Lanternetest" eller "CAD-test". Kan du bestå en af disse tests, er du "farvesikker", og dermed opfylder du farvesynskravene til optagelse på Politiskolen.
Disse tests udføres i København og Aarhus på:
- Flyvemedicin-CPH
Telefon: 7370 9898
Navn på test: CAD-test
- Aarhus Universitetshospital, Øjenafdelingen
Hospitalets hovedtelefon: 7845 0000
Navn på test: Lanternetest
Du skal selv booke tid, og du betaler selv udgifterne til testen. Svaret på testen (bestået eller ikke bestået) skal du efterfølgende uploade til din ansøgningsprofil.
Vær opmærksom på, at jo flere fejl du har i Ishiharatesten, jo mindre er sandsynligheden for, at du kan bestå Lanternetesten og/eller CAD-testen.
Læs og se videoer om den fysiske optagelsesprøve for mænd
Læs og se videoer om den fysiske optagelsesprøve for kvinder