Ny national strategi for håndteringen af Danmarks ydre grænse
En ny strategi for kontrol og overvågning af EU’s ydre grænser – en strategi for integreret grænseforvaltning – skal styrke samarbejdet mellem de involverede myndigheder.

For at styrke den fælles europæiske grænseforvaltning, er der nu kommet en ny national strategi for, hvordan kontrollen og overvågningen af de ydre grænser skal foregå. Det er den såkaldte strategi for integreret grænseforvaltning (Integrated Border Management – IBM).
Det er Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Skatteministeriet, Rigspolitiet, Forsvarskommandoen og Toldstyrelsen, som er de myndigheder i Danmark, der har ansvaret for opgaver vedrørende grænseforvaltningen, som har i fællesskab udarbejdet strategien.
Strategien kommer på baggrund af en række nye EU-krav, primært med afsæt i ændringen af EU’s grænse- og kystvagtforordning fra 2016.
Derudover blev Danmark som resultat af Schengen-evalueringen af Danmarks ydre grænser i 2017 bedt om af videreudvikle den daværende grænseforvaltningsstrategi, der på det tidspunkt alene omhandlede politiets opgaver på området.
Formålet med strategien er blandt andet at ruste myndighederne til de komplekse sikkerheds- og migrationsudfordringer, som EU og Danmark står overfor, blandt andet med henblik på at øge den indre sikkerhed, beskytte den frie bevægelighed og forhindre irregulær migration, grænseoverskridende kriminalitet og terrorhandlinger.
Myndighederne skal blive bedre til at samarbejde ved grænserne
En effektiv forvaltning af grænserne kræver et tæt og koordineret samarbejde i grænseforvaltningen på både nationalt og EU-plan, fortæller Helga Lund Laursen, centerchef i NUC:
”Der er ingen tvivl om, at vi med denne strategi øger vores fælles ambitionsniveau og får sat styrket fokus på et højaktuelt og relevant område, der i sidste ende bidrager til sikkerheden både i Danmark og EU. Jeg er derfor glad for, at vi nu med strategien kan lægge fundamentet for myndighedernes arbejde med grænseforvaltning i de kommende år,” siger Helga Lund Laursen.
De involverede myndigheder er blevet enige om i alt 35 strategiske mål inden for 14 fokusområder, som skal danne grundlaget for en mere effektiv, koordineret og integreret forvaltning på området.
”Vi skal blandt andet udvikle samarbejdet på informationsudvekslingen og analyseområdet. Helt konkret ved at udarbejde regelmæssige og relevante risikoanalyser baseret på fælles europæiske analysestandarder, så indsatsen kan tilrettelægges mest effektivt i forhold til det aktuelle nationale situationsbillede,” fortæller Helga Lund Laursen og tilføjer:
”Derudover skal vi inden for Schengen-området blandt andet videreudvikle politi- og toldsamarbejdet i politikredsene, ligesom strategien skal sikre en fortsat tæt koordineret tilgang mellem særligt politiet og Forsvaret til Danmarks aktive bidrag til Frontex-operationer på EU’s ydre grænser.”