Spring til hovedindhold

Forslag

Rigspolitiet

Nyhed

12. august 2024 14:25

Rigsrevisionen tager forbehold for politiets 2023-regnskab

Politiets krav mod flere dømte personer i to store straffesagskomplekser er blevet bogført i det forkerte regnskabsår. Et særligt stort sagskompleks på mere end en halv mia. kr. skulle have været bogført i regnskabsåret for 2022 og ikke i 2023. Rigsrevisionen tager derfor forbehold for regnskabsåret 2023. Rigspolitiet vil fremadrettet sikre, at der sker en prioritering af sagsbehandlingen af ekstraordinært store bødekrav med henblik på at de registreres i det rigtige regnskabsår.

De regnskabsmæssige fejl er opstået fordi det it-system, som Politiets Administrative Center (PAC) anvender til at registrere og sagsbehandle bøder, ikke er sat op som et traditionelt regnskabssystem. Det betyder, at systemet indregner i regnskabet, når opkrævningen påbegyndes, og ikke så snart staten kan gøre kravet gældende. Det skal understreges, at fejlene ikke har betydning for opkrævningen hos politiet og eventuel senere inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Derudover har regnskabsfejlene ikke betydning for politiets samlede bevilling og mulighed for at afholde udgifter, da de relaterer sig til statens indtægtsbudget.

 

”Der er tale om regnskabstekniske fejl, der giver anledning til et forbehold for politiets regnskab. Det er beklageligt at indtægterne er registreret i forkert regnskabsår, men det er vigtigt at understrege, at det ikke påvirker muligheden for at opkræve bøderne hos hverken politiet eller Gældsstyrelsen. Det ændrer naturligvis ikke ved, at sagerne skal registreres i det korrekte regnskabsår, hvilket PAC og Rigspolitiet nu vil sætte et øget fokus på. Sagerne vil naturligvis blive forsøgt opkrævet og inddrevet med alle sædvanlige opkrævnings- og inddrivelsesskridt. Derudover etablerer vi nu manuelle forretningsgange, hvor vi udsøger store bødekrav omkring årsskiftet for at undgå, at de fremover bliver registreret i det forkerte regnskabsår.” siger økonomidirektør i Rigspolitiet, Andreas Langsted.

 

Kan et krav rejses tæt på årsskiftet, er der en risiko for, at opkrævningen først påbegyndes i det nye år, hvorfor sagen er bogført i det forkerte år. PAC og Rigspolitiet har forsøgt at håndtere dette problem ved at etablere dataudtræk over ikke-behandlede sager omkring årsskiftet. Man havde i 2023 imidlertid ikke etableret tilstrækkelige forretningsgange til at fange alle større krav og sikre bogføring heraf i det rigtige år.

 

PAC vil prioritere de store bødekrav

PAC og Rigspolitiet vil forsøge at imødegå det regnskabstekniske problem ved at forhindre, at der opstår efterslæb på sagsbehandlingen i særdeleshed omkring årsafslutningen. Derudover vil PAC og Rigspolitiet arbejde på at forbedre dataudtræk af ikke-sagsbehandlede bøder omkring årsskiftet, så store sagskomplekser med væsentlig regnskabsmæssige betydning håndteres i det korrekte regnskabsår.

 

Bødekrav sendes til Gældsstyrelsen

Det er politiets ansvar at pålægge og opkræve bøder, herunder sikre at bøder mv. registreres korrekt. Betaler en skylder ikke et bødekrav, er det politiets ansvar at sende det ubetalte krav til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Inddrivelsesloven giver Gældsstyrelsen mulighed for at inddrive bødekrav ved for eksempel modregning i overskydende skatter, lønindeholdelse og ved at gøre udlæg i skyldners aktiver.

 

Andre bødekrav kan også være påvirket

Problemet, der har givet anledning til forbeholdet for regnskabet er et it-teknisk problem. PAC og Rigspolitiet vil forsøge at håndtere problemerne ved udsøge de største ikke-behandlede sagskomplekser og så vidt muligt forsøge at undgå at sagspukler opstår omkring årsskiftet. Det ændrer ikke på, at der stadig kan være sager, der er rejst af politiet over for en borger eller en virksomhed omkring årsskiftet, som ikke når at blive sagsbehandlet inden årsskiftet. Det betyder, at der hvert år kan være sager sidst på året, der ikke når at komme med i det regnskabsår, hvor kravene regnskabsmæssigt hører hjemme, og der kan være sager først på året, der egentligt tilhørte sidste regnskabsår. Når der er tale om mindre sager på begge sider af året, har det ikke væsentlig påvirkning af regnskabet.

Kontakt en pressemedarbejder i Rigspolitiet

Pressetelefon: 4174 0440

E-mail: presse@politi.dk

4. august 2024

Rigspolitiet

Politiet har øget fokus på færdsel ved skolevejene

I forbindelse med skolestart laver hovedparten af landets politikredse målrettede indsatser på skolevejene i ugerne 32, 33 og 34.

12. juli 2024

Rigspolitiet

Danske politifolk til Lampedusa

Det danske patruljebådsbidrag til Frontex, som politiet og forsvaret er sammen om, er flyttet fra Symi i Grækenland til den italienske ø Lampedusa tæt på den tunesiske kyst.

6. juni 2024

Rigspolitiet

Rigspolitiet har underskrevet kontrakt om indkøb af ny karabin

I 2023 påbegyndte politiet en udskiftning af sine våben med indkøb af en ny tjenestepistol. Nu er der også indgået en aftale om levering af en ny karabin til politiet - det bliver SIG Sauer MCX.