Spring til hovedindhold

Forslag

Rigspolitiet

Nyhed

20. juni 2019 20:36

Sommer, sol og spirituskontroller i juni og juli

Sommermånederne er højsæson for en række sociale arrangementer og desværre også for spirituskørsel. Derfor sætter politiet ind med spirituskontroller hen over juni og juli måned.

Spirituskontrol

Foto: Rådet for Sikker Trafik

Fra fredag den 21. juni sætter politiet fokus på en hel måned med landsdækkende spirituskontroller i trafikken i forbindelse med sommerens mange sociale arrangementer.

Politiets kontroller vil variere fra politikreds til politikreds alt afhængig af de forskellige arrangementer herunder koncerter, byfester, MC-træf med videre, som afholdes i politikredsene i juni og juli måned. Politiet vil også udføre kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus efter festen aftenen forinden.

Udover spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.

Spirituskørsel udgør en alvorlig fare for ulykker i trafikken. På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke. Der er cirka ti gange højere risiko for at komme alvorligt til skade som bilist, hvis man er spirituspåvirket i let grad, og risikoen stiger eksplosivt med stigende promille.

Målet med vores kontroller er at få spiritusbilisterne stoppet

”Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få spiritusbilisterne stoppet, før de skader sig selv eller andre”, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

 

I sommermånederne er der flest spiritusrelaterede trafikdrab

Der sker flere spiritusulykker med personskade i sommermånederne juni og juli end for eksempel i november og december. Således har 235 personer mistet livet eller er kommet alvorligt til skade i spiritusulykker i trafikken fra 2013 til 2018 i månederne juni og juli mod 161 i november og december, viser tal fra Vejdirektoratet. Alene i juni og juli måned sidste år sigtede politiet 1.163 personer for spirituskørsel.

”Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget han eller hun har drukket”, siger Christian Berthelsen og anbefaler en række ting man kan gøre, hvis man vil forhindre spirituskørsel: 

• Fortæl ham eller hende, at du har det skidt med, at han/hun kører
• Forsøg at tale ham/hende fra at køre og tag evt. bilnøglerne
• Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden
• Ring efter en taxa og lån evt. ham/hende penge til taxaen
• Tilbyd en overnatning
• Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket
• Hvis han/hun alligevel kører, så kontakt politiet på tlf. 114

De landsdækkende sommerspirituskontroller vil løbe frem til og med søndag den 30. juli 2019.

Rigspolitiet vil orientere om de samlede resultater af kontrollerne med udgangen af uge 31.

Kontakt en pressemedarbejder i Rigspolitiet

Pressetelefon: 4174 0440

E-mail: presse@politi.dk

22. marts 2024

Rigspolitiet

Politiet styrker brugen af kropskameraer i udvalgte operative opgaver

Fem politikredse, Sydøstjyllands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Vestegns Politi, iværksætter en mere systematisk anvendelse af krops- og hjelmkameraer i forskellige operative opgaver

9. februar 2024

Rigspolitiet

Skal politiet have strømpistoler som et supplerende magtmiddel?

Det spørgsmål skal et nyt pilotprojekt give svar på. Tre udvalgte politikredse skal i løbet af de næste par år teste, om strømpistoler fremadrettet skal kunne bruges af politiet i særlige tilfælde og dermed indgå i politiets magtmidler.

28. januar 2024

Rigspolitiet

Giv et smil til skolepatruljerne i den sureste uge

For høj hastighed, uopmærksomhed og aggressiv adfærd er bare nogle af de ting landets skolepatruljer oplever, når de dagligt passer på deres venner ved skolevejene, og det er en adfærd, der skaber utryghed.