Spring til hovedindhold

Forslag

Syd- og Sønderjyllands Politi

Nyhed

30. marts 2019 00:00

Værdifuld PH-lampe fandt hjem til sin ejer efter tyveri - i kraft af usynlig mærkning

Usynlig mærkning giver synlig gevinst. En borger i Sønderborg fik PH-lampe tilbage efter indbrud, fordi lampen var mærket med usynlig mærkning.

En 28-årig mand fra Sønderborg har fået en værdifuld PH-bordlampe tilbage, efter at den blev stjålet flere måneder tidligere fra boligen, fordi lampen var mærket med usynlig mærkning.

Den 28-årige blev udsat for indbrud i oktober 2018.

Det lykkedes Syd- og Sønderjyllands Politi at opklare sagen, og gerningsmanden blev den 3. december 2018 idømt fængsel ved Retten i Sønderborg.

Men lampen? Den var ikke længere i indbrudstyvens hænder, men afhændet til andre i det kriminelle miljø i Sønderjylland.

Og sådan kunne beretningen være endt – hvis det ikke var for et lille, usynligt mærke under lampens fod.

 

Opdagede mærkningen

I februar i år ransagede politiet i anden sammenhæng en adresse i Aabenraa og fandt designermøbler, PH-lamper, Georg Jensen-lysestager, Kaj Bojesen-aber, elværktøj m.m. til en værdi af i alt 175.000 kroner.

Ved gennemgang af de mange genstande opdagede betjentene den usynlige mærkning under PH-lampens fod – og lampen kunne derfor finde hjem til sin rette ejer. I tilgift kunne politiet sigte en person for hæleri, fordi myndigheden kunne knytte en stjålen genstand til en gerningsmand.

- Beretningen viser, at det er en rigtig god idé at få mærket sine værdigenstande. For ofte er der tale om værdifulde ting, både økonomisk, men især menneskeligt i form af arvestykker, gaver m.m., understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård, der leder forebyggelsessektionen hos Syd- og Sønderjyllands Politi. 

- Vi efterlyser ofte ejere af koster, som vi ikke kan placere, når der har været ransagninger hos formodede indbrudstyve. Og kan politiet ikke bevise, at genstandene stammer fra indbrud, må tingene afleveres tilbage til personerne. Vi er derfor kun halvt i mål, når vi står med tyvekoster, hvor vi ikke kan finde ejerne, tilføjer han.

 

Fortiden indhenter hælerne

Vicepolitiinspektøren peger i tilgift på, at usynlig mærkning gør det risikabelt at være hæler.

- Eksemplet viser, at fortiden kan indhente borgere, der køber stjålne genstande. Kan det dokumenteres, at der er tale om tyvekoster, risikerer køberen at blive sigtet for hæleri, og har køberen gjort sit yderste for at sikre sig, at der er tale om et lovligt køb, undgår han problemerne med ordensmagten, men får de stjålne ting konfiskeret, og de bliver leveret tilbage til den rette ejer, fremhæver Chr. Østergård.

Borgere, der køber hælervarer, bestiller reelt det næste indbrud.
Syd- og Sønderjyllands Politi og de otte kommuner i politikredsen kører i øjeblikket kampagnen ”Stop E-hæleri,” hvor du kan blive klogere på, hvordan du køber brugt på nettet og undgår at havne i kløerne på en tyv, der skal afsætte sine koster. 

 

Nyttige links:
Stop E-hæleri

www.nabohjælp.dk
www.stopindbrud.dk
www.botrygt.dk

 

Pressekontakt

Kommunikationsenheden

E-mail: sjyl-kommunikation@politi.dk 

Telefon: 2052 6460 (ikke sms)

9. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

Falsk bankbud dømt og fængslet i 9 måneder

En 25-årig mand udgav sig for at være bankmand for at narre kreditkort og koder fra 15 ældre borgere

7. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

Fire borgere udsat for bedrageri: Banken ringer ALDRIG for at bede om kort og kode

Læg røret på, og er du blevet bedraget, så kontakt politiet med det samme. Det øger chancerne for at få fat på gerningsmændene.

7. maj 2025

Syd- og Sønderjyllands Politi

27.400 udenlandske cigaretter var gemt i lastbil

Cigaretterne var gemt i både førerkabinen og i hængeren.