Sydøstjyllands Politi hilser dagens samlede nærheds- og tryghedsudspil velkommen
Vi er borgernes politi – vi skal møde borgerne, der hvor de er, som et tilgængeligt og serviceorienteret moderne politi. Det videre arbejdet med dette mål er i dag præsenteret i et samlet udspil.

"I Sydøstjyllands Politikreds har vi modtaget det nye, samlede udspil om tryghed og nærhed med åbne arme. Vi ser frem til at binde allerede eksisterende løsninger sammen med nye tiltag til gavn for borgernes oplevelse af tryghed i politikredsen og af nærhed til os," siger politidirektør Jørgen Abrahamsen.
I Sydøstjyllands Politi kører den mobile politistation allerede i det små rundt og møder borgerne der, hvor de er – til havnefesten, Open by Night, i det udsatte boligområde eller ved købmanden i den lille by.
"Vi tyvstartede initiativet, selvom vi endnu ikke har fået den ’rigtige’ nye mobile politistation." fortæller politidirektør Jørgen Abrahamsen.
"Den er bestilt, men der er en vis leveringstid, og det ville vi ikke vente på. Det har været en rigtig god oplevelse for os at komme ud i politikredsen på denne måde, og vi har det indtryk, at det bliver taget rigtigt godt imod – så vi tillader os allerede at kalde det en succes. Og så glæder vi os til, at vi kan udskifte de midlertidige løsninger i køretøjer, som vi har brugt, med den ’rigtige’ mobile politistation, når den bliver leveret," tilføjer han.
Den konkrete udmøntning lokalt af de 14 nye tiltag, går nu i gang. De nye tiltag skal i indhak med det arbejde, der allerede foregår i Sydøstjyllands Politi, så den samlede indsats bliver så relevant, tydelig og brugbar for borgerne som muligt. Nogle initiativer vil formentligt meget hurtigt kunne implementeres, mens enkelte måske vil tage lidt længere tid at forberede – det vil de kommende ugers analyse og planlægningsarbejde skulle afdække.
"Jeg er meget tilfreds med, at de nye lokalebetjente kommer til at styrke og binde de tiltag, vi allerede har i politikredsen, sammen. Præcist hvor mange lokalebetjente vi ender med, kan jeg ikke sige præcist endnu, men vi og borgerne får vores forholdsmæssige andel af de 150 betjente, der er afsat i udspillet. Vi tænker også, at de 17 lokale betjente, vi i dag har i landdistrikter ud over politikredsen, skal indgå som supplement i denne sammenhæng, så indsatsen for tryghedsskabelse og nærhed lokalt bliver en stærk helhed," siger politidirektør Jørgen Abrahamsen.
Hvilke områder, vi lokalt samlet set har, ud over de allerede eksisterende, hvor det vil give mening at dedikere lokalbetjente til, skal vi nu have endeligt afdækket ud fra dagens udspil," tilføjer han.
Sydøstjyllands Politi vil orientere om de lokale løsninger for de enkelte tiltag, efterhånden som de bliver taget i anvendelse.
Pressekontakt
I åbningstiden
Mandag-onsdag kl. 07.00-15.00
Torsdag kl. 07.00-14.00
Fredag kl. 07.00-13.00
E-mail: sojyl-kommunikation@politi.dk
Telefon: 4041 5249
Uden for åbningstiden
E-mail: sojyl@politi.dk
Tlf.: 114